search

På linje-betaling

Journalisten og forfatteren Erik Nørgaard har netop udgivet fjerde bind af sine erindringer fra et langt liv i journalistikkens verden - heraf 11 år på dagbladet Information, hvor han begyndte at arbejde uden at være ansat ...

Journalisten og forfatteren Erik Nørgaard har netop udgivet fjerde bind af sine erindringer fra et langt liv i journalistikkens verden – heraf 11 år på dagbladet Information, hvor han begyndte at arbejde
uden at være ansat …

Det var med ærefrygt og en anelse nervøsitet, jeg en tidlig morgen i sensommeren 1952 bevægede mig op ad hovedtrappen til Store Kongensgade 40 og på første sal til højre svingede ind ad døren, hvor der stod Information – Redaktionen.
Jeg kendte lidt til lokaliteterne. Jeg havde et par gange besøgt militærmedarbejderen, Frits Høyrup. Det var i Den Kolde Krigs tid, og de fleste aviser havde en militærmedarbejder.
»Hvad kan jeg hjælpe med?« spurgte en velvoksen fyr, der sad i et lille bur til højre for hoveddøren. Det var Henry, budchefen. Jeg håbede, han genkendte mig. Han lod sig ikke mærke med noget.
»Jeg har en aftale med Frits. Jeg skal aflevere noget på hans kontor,« fik jeg sagt. Og så langt var det sandt.
Han så mistroisk på mig, som han så på alle, der ikke hørte til på redaktionen. Mange tumper og kværulanter forsøgte dengang at få adgang til bladet. En anelse af stemningen fra den illegale tid hang stadig i luften. Henry var en slags sikkerhedsvagt, der sorterede med hård hånd. Men jeg var en pæn ung mand med kravetøj, blød hat og mappe under armen. Men først og fremmest blev jeg vel genkendt som en ven af Frits.
Jeg kunne passere.

På den lange, dunkle redaktionsgang med det slidte, hullede linoleum duftede der af frisklavet kaffe og af kemikalier fra en utæt dør til et mørkekammer. Fra flere kontorer lød der anslag på skrivemaskinerne. En telefon kimede.
Frits Høyrups kontor var, som ventet, tomt. Jeg vidste, at han var på reportagerejse til Grønland. Han havde før afrejsen sagt, at hvis jeg – som arbejdsløs – faldt over stof, der egnede sig for Information, kunne jeg blot aflevere det til Martin, redaktionschefen. »Han bider ikke hovedet af dig – selvom det godt kunne lyde sådan.« Jo, jeg kendte Martin. Jeg havde flygtigt truffet ham under en pressetur til Slesvig et par år i forvejen. Berygtet for at være en hensynsløs bulderbasse og berømmet for at være en enestående dygtig journalist og redaktionschef.
Jeg tog plads ved Frits' skrivemaskine. Førkrigstidsmodel med nedslidt valse og løse taster. Og så begyndte jeg at sende de første historier ned til redaktionssekretariatet i »kælderen«, der lå plant med Sct. Annæ Passage. Det skete ved hjælp af Henrys underordnede bud.
»Jeg troede, du bare skulle aflevere noget,« sagde Henry.
»Ja, men det er jo også det, jeg er i gang med,« svarede jeg.
Mine små nyhedshistorier stammede fra et lager, jeg havde gemt fra aftjeningen af min værnepligt på Søværnets Pressetjeneste.
Telefonen ringede. Det var Martin.
»Hvem fanden sender det her ned med »en?« spurgte han.
»en« var mit mærke.
Jeg fortalte, noget tør i halsen, om min aftale med Frits. At jeg var velkommen til at tilbyde nyheder, men ikke, at jeg på eget initiativ havde etableret mig på hans kontor.
»Hm. Kommer der mere?«
»Ja, jeg er i gang med et par ting.«
»Hm. Udmærket.«
Derefter blev røret lagt på.
Fra det øjeblik følte jeg mig ansat på Information.

Jeg var 21 år. En drøm var gået i opfyldelse. Jeg havde med mine beskedne forudsætninger opnået, hvad mange unge journalister drømte om i årene efter Den Anden Verdenskrig: at blive ansat på modstandsbevægelsens avis. Eller rettere sagt: Jeg havde jo ansat mig selv. Information var idealet af en avis: Uafhængig af politiske partier, men med skarpe meninger. Tilsyneladende ubestikkelig. Kompromisløs nyhedsjournalistik. Levende kulturstof. En åben læserdebat. Men også en avis på et højt intellektuelt niveau; uendelig højere end mit eget niveau. Jeg måtte gå stille med dørene, ikke afsløre min beskedne, ukvalificerede baggrund.

Og så var bladet også »uafhængig af økonomiske interesser«. Det blev understreget i avisens hoved. Og det på en mere problematisk og bogstavelig måde, end man forestillede sig.
Der blev fortalt om en episode, der skulle have fundet sted kort tid før min »ansættelse«:
Bladets to chefredaktører, Erik Seidenfaden og Børge Outze, var på vej over Kongens Nytorv. De havde været til møde med formanden for bladets bestyrelse, direktør Viggo Villadsen i Magasin du Nord og fået forelagt det seneste regnskab.
»Det var så det,« sukkede Seidenfaden. »Vi må give op. Det underskud får vi aldrig indhentet. Vi må lukke biksen.
»Du har ret,« svarede Outze. »Løbet er kørt. Vi må lukke bladet.«
Og så tilføjede Outze på sit stadig let syngende fynske:
»Nu gælder det bare om, at det ikke siver ud. At vi holder kæft.«
Om historien er sand, ved jeg ikke. Men den lyder sandsynlig.
I tiden omkring min »ansættelse« hang Informations liv, som så mange gange før og efter, i en tynd, bristefærdig tråd.
Det var nok troligt, at Seidenfaden var den første til at erkende situationens alvor. Han var realisten med det kølige overblik.
Outze var mere optimisten, der gerne fortrængte problemerne med en kæk bemærkning.
Det var også disse egenskaber, der havde gjort dem til datidens mest beundrede lederskribenter: Seidenfaden med den realistiske, intellektuelle sans og Outze med den sangvinske evne til at udtrykke sig let og elegant – fra glæden over de første forårsblomster til frygten for verdens snarlige undergang på grund af Korea-krigen eller atombombetruslerne.
Men konkurrencen var nu heller ikke så hård.

Eller vi kunne blive mindet om den skrantende økonomi, når bladets direktør, Robert Holmberg, frem mod den første i måneden måtte på rundtur til medarbejderne og bede os vente lidt med månedslønnen.
Eller en dag vi ventede på en vigtig opringning fra driftsleder Olsson i vores trykkeri, Sct. Annæ-trykkeriet.
Det var frem mod trykstart. Pladerne var monteret. Men der var ingen papirruller!
Så kom opringningen: »Lastbilen er lige kommet!«
Det var lastbilen med papir fra Pressens Fællesindkøbsforening, der endnu en gang bevilgede henstand med gælden.
Det kunne være nervepirrende for bladets ledelse, men egentlig mærkede vi medarbejdere ikke meget til kriserne – ud over at vi undertiden måtte vente på vores løn. »Lige i øjeblikket står Holmberg med ryggen mod muren i Handelsbankens låneafdeling,« sagde Martin en dag. »Og der bliver han stående, til vi har fået et nyt lån.« Vi troede vel ikke på mirakler, men mere på, at Information var en så lysende rigtig og spændende bladidé, at den ikke kunne slukkes af noget så trivielt som mangel på penge.

Jeg må indrømme, at jeg i forhold til medarbejdernes gennemsnitsløn var med til at belaste redaktionsbudgettet uforholdsmæssigt i slutningen af 1952.
Det gik strygende, over al forventning.
Da Frits Høyrup vendte tilbage fra sin Grønlands-rejse, begyndte jeg automatisk at vikariere for andre medarbejdere. Man kan næppe sige, at jeg havde fået nogen blændende uddannelse på små provinsaviser, men jeg var alsidig, og jeg sprang uden besvær fra at være handelsmedarbejder til at være kriminalreporter, fra at være lægemedarbejder til at redigere og delvis skrive hele side to, »I Forbifarten«, en opsamling af småhistorier.
Mere fast blev jeg »varieté- og underholdningsmedarbejder« samt filmanmelder i tredje og fjerde række.
Alt i alt blev det til en temmelig omfattende produktion, og da jeg i nogle måneder var på linjebetaling, blev jeg faktisk en af bladets højestlønnede medarbejdere. Jeg fik 25 øre pr. satslinje, og det vil sige, at jeg havde tjent 50 øre, hver gang klokken på skrivemaskinen ringede. En gennemsnitsmånedsløn dengang for en menig medarbejder var ca. 1000 kr., og jeg tjente i flere måneder det fleredobbelte.
Linjebetalingen hørte med til mystikken omkring min ansættelse.
Officielt var jeg ikke ansat, men redaktionschefen havde ret til at købe freelance-stof til linjebetaling, og kulturredaktøren havde ret til at trække en ny kulturmedarbejder ind og betale stykvis for anmeldelser, kronikker etc.
Martin havde benyttet sin ret til at trække mig ind som ny medarbejder – på linjebetaling.
Normalt var det chefredaktørerne, der stod for faste ansættelser, og Outze troede i længere tid, at jeg var ansat af Seidenfaden. Og omvendt! Ingen af dem kunne forestille sig, at en så flittig medarbejder ikke var ansat med formel aftale.

I praksis kom der til at opstå nogle grove misforhold.
Forfatteren Thorkild Hansen og jeg blev for eksempel ansat nogenlunde samtidig.
Thorkild Hansen blev aflønnet med 20 øre pr. satslinje, mens jeg altså fik 25 øre.
Allerede her opstod et misforhold, og det skyldtes, at Thorkild Hansen – der ellers ikke savnede sans for økonomi – var gået den mere ordinære vej via chefredaktionens sekretær, mens jeg var gået en anden og lige så legitim vej, nemlig via – Henry.
Jeg havde hurtigt opdaget, at magten lå i tre lag på Information: Hos chefredaktionen, når det gjaldt de meget overordnede beslutninger, hos Ove Martin, når det gjaldt redaktionelle anliggender, og endelig hos Henry, når det gjaldt alt mulig praktisk. Han stod for fordelingen af kontorer, skrivemaskiner, afhentning, udbringning og omdeling af post i et tempo, han selv afpassede osv. – samt kommunikation til kassen, bl.a. med mit honorarregnskab.
Og jeg havde fra den første dag gjort mig fine venner med budchefen, prøvet at skabe et kammeratligt og respektfuldt forhold. Det samme kunne man ikke sige om visse kulturmedarbejdere, der havde så travlt med deres kulturarbejde, at det måske spærrede for forståelsen for, hvilken indflydelsesrig person budchefen i virkeligheden var. Og det kunne blive straffet.

Men også på en anden led kunne der være et uretfærdigt misforhold.
Jeg har gemt mine snart et halvt århundrede gamle linjebetalingsregnskaber, bilagt artikler ned til den mindste notits. På den måde er det muligt at rekonstruere, hvordan typiske arbejdsdage er forløbet, og hvilken form for overfladisk journalistik jeg hovedsagelig beskæftigede mig med. Desuden kan jeg sammenholde med min dagbog fra de samme perioder, private notater om mit syn på de småbegivenheder, jeg skrev om, og de afveg ofte fra det, der kom til at stå i avisen; det stakåndede samarbejde med Martin i løbet af en formiddag. Information udkom dengang ved middagstid.
For eksempel:
Jeg mødte gerne i god tid før klokken syv om morgenen for at få andel i et sæt morgenaviser. De var i stort omfang grundlag for det, der blev skrevet i løbet af formiddagen.
Ofte mødte jeg disse tidlige morgener en kulturmedarbejder, der den foregående aften havde overværet f.eks. en koncert eller en teaterpremiere, og som hele natten havde puklet med sin anmeldelse. Skrevet om og skrevet om. Særlig markant blev det senere, da Viggo Clausen blev teateranmelder og han om morgenen kunne sidde fortvivlet og rive sig i håret, mens stakkene af kasserede manuskriptark fyldte papirkurven og flød ud over gulvet.
Mens jeg i stride strømme producerede mine banaliteter:
En berygtet morder, Keldernæs-morderen, er flygtet og menes set på Fyn. Hastige opringninger til politiet i Odense, Ringe og Faaborg. Morderen er observeret her og der; den fynske CF-kolonne sat ind i jagten.
Hastigt videre: Sagen mod en kendt københavnsk skuespiller, der sigtes for pyromanbrande.
Opringninger formiddagen igennem fra Martin:
»Fint! Kommer der mere?«
Martin var fikseret på disse nyheder. Han mente, at Information først og fremmest var en løssalgsavis, der konkurrerede med B.T., Ekstra Bladet og Aftenbladet.
Sidste formiddagsrundringning til politi, Falck, Zonen og brandvæsenet.
En lind strøm af smånyheder ned til redaktionssekretærerne Palle Koch, Anker Randsholt og Ove Martin i løbet af formiddagen.
Jeg havde det ikke som Thyra Christensen. Hun holdt sine bedre historier tilbage til ved halv elleve-tiden, så hun var sikker på at få dem placeret på forsiden. Jeg var ligeglad. Jeg var på linjebetaling overalt i bladet.
Alt dette kunne foregå i løbet af en rutineformiddag, mens kulturmedarbejderen omsider under sine kvaler blev færdig med anmeldelsen og fik den afleveret til kulturredaktøren eller Martin under almindelig ligegyldighed. Martin mente ikke, at det var kulturstoffet, der solgte bladet.

Sådan var ånden på Information i begyndelsen af 50'erne.
Kulturmedarbejderen kunne efter måske 14 timers arbejde gå hjem med 40-50 kr., mens jeg havde tjent adskillige hundrede. Men æren ved at skrive i Information var også en del af lønnen.
Uretfærdigt og uden proportioner var det. Spinatfuglene, som kulturmedarbejderne blev kaldt, var begavede og underholdende, men underbetalte.

Men en dag brast det med min lukrative ordning.
Det var direktør Holmberg og kontorchef Ebbesen Sørensen, der slog alarm: Om chefredaktionen var klar over, at den nye medarbejder, den unge, tynde, rødhårede Nørgaard skrabede flere penge til sig end gamle, rutinerede medarbejdere? At jeg var blevet en belastning for redaktionsbudgettet?
Næh, det var man ikke klar over. Man var i det hele taget ikke rigtig klar over, hvordan det egentlig forholdt sig med denne unge mands ansættelsesforhold.

Jeg blev kaldt til møde med Outze.
Det var vores første egentlige møde. Ellers havde vi kun nikket høfligt, når vi mødtes på redaktionsgangen.
Chefredaktøren tog det på sin sædvanlige venlige, smidige måde:
»Jeg kan forstå, at De er en flittig ung mand – men måske lidt for flittig i forhold til bladets økonomi.« Men da han havde erfaret fra Martin, at jeg nu kunne betragte mig som ansat, måtte jeg hellere komme på fast løn. Han nævnte et tal. Det var omkring en femtedel af, hvad jeg hidtil havde tjent. Men det var i orden. Penge interesserede mig ikke så voldsomt. Desuden havde jeg i længere tid haft en pæn biindtægt ved at skrive en ugentlig spalte med sladderstof fra navnlig det københavnske revy- og teaterliv til en række mellemstore provinsaviser, »København i ugen der gik«.
Outze ville gerne høre noget om min journalistiske fortid.
Jeg fortalte, at jeg havde været på forskellige små radikale provinsaviser.
»En god skole,« bemærkede han. »Den bedste.«
»Jeg startede som lokalredaktør på Viborg Venstreblad, for resten kun få dage efter min syttenårs fødselsdag.«
Alderen gjorde ikke indtryk på Outze. Han var selv startet som journalistelev på Fyns Venstreblad i samme alder.
»Men Viborg Venstreblad, det er lukket, ikke?« spurgte han.
»Jo, jeg var den sidste redaktør. Og så kom jeg til Randers Amtstidende.«
»Magne Nøhrs gamle blad.
Men det er jo også gået ned.«
»Ja. Der var jeg igen den sidste redaktør. Og så gik turen til Fyns Venstreblad. Der blev jeg udlært, eller hvad man vil kalde det.«
»Kald det bare det. Der blev jeg selv uddannet. Men Fyns Venstreblad er jo også på vej.«
»Ja, det synger vist på sidste vers.«
»Har De været på andre blade, der er gået ned?« spurgte Outze muntert.
»Jeg aftjente min værnepligt på Søværnets Pressetjeneste.«
»Som nu er forsvundet! Det må jeg sige. Og nu Information. De er da i hvert fald i rutinen.«
Jeg blev vist ikke betragtet som nogen ulykkesfugl, men han var ikke blind for, at det var et åbent spørgsmål, hvor længe Information kunne klare skærene. Eller han så måske på det som et paradoks, på samme måde som Erik Seidenfadens fraskilte kone, Jytte, der fratrådte som kulturredaktør ved min ankomst: »Aldrig har en skude været så længe om at synke – uden at gå ned.« Eller inskriptionen på Paris' byvåben, som vi ofte hørte om: »Den gynger, men den synker ikke.«
Min indstilling var: Det må holde, så længe det kan.
Foreløbig var det indgangen til gyldne tider. Jeg følte mig fulgt af et aldrig svigtende held.

Erik Nørgaard, født 1929, var ansat på Information 1952-1963. Siden blev han blandt andet ansat på Danmarks Radio og Politiken. I dag er han freelance forfatter og journalist.

Erindringsbogen ‘Gyldne tider' er udgivet af Gyldendal.

Kommentarer
2
erik mathiasen
25.07.10 11:19
Re: På linje-betaling
Erik Nørgård fortæller at han var den sidste Redaktør på Randers Amtstidende ,men min far Peder Nørgård Mathiasenvar vej den sidste
Fremhævet af Journalisten
Erik Mathiasen
16.12.11 15:23
Re: På linje-betaling
Erik Nørgaard var en meget spændende og havde meget seltillid ,ifølge min far der var forretningsfører da erik nrgaard blev ansat som journalistelev,men det er rigtigt at han faktisk fungerede som redaktør,da redaktør magne nøhr næsten aldrig var på bladet,da han var travl beskæftiget i grundskyldkommisionenredaktør
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen