Varm og meget sød the er hældt i glasset med guldkanten. Det stilles forsigtigt på silketørklædet, der dækker det lille bord.

Kommunikation, der mest består af smil og hænder, flagrer i stilheden.

Resultat: Min første artikel trykt i min barndoms avis Vejle Amts Folkeblad.

Hvis man ser bort fra det italienske orkester, som mine forældre og andre naboer havde mødt på en danserestaurant og animeret bragt hjem, så fandt mit allerførste møde med mennesker med anden hårfarve, fra en fremmed kultur og med et sprog, jeg ikke forstod, sted omkring 1970.

14 år gammel var jeg sammen med den journalist, der lidt grå i huden slæbte rundt på mig under sin vinge i en uges erhvervspraktik, draget udenbys – nærmere bestemt til Horsens.

Ærindet med dette møde var noget meget eksotisk, som vi åbenbart endnu ikke var i besiddelse af i hjembyen – nemlig en fremmed-arbejder.

Det var en spændende, anderledes og yderst inspirerende oplevelse i den andedam, som jeg syntes, at Danmark var på det tidspunkt.

Spænding og inspiration er ikke netop ord, vi i dag – 30 år efter – forbinder med inspirationen udefra. Og det åbne, lidt naive barnesind er blot historie.

Længslen efter illusionen af tryghed i den smålumre isolation, som jeg voksede op med i starten af 60erne, er så stærk, at vi nu har ladet den materialisere sig.

Vi har ladet angsten blive vækstmedium for slipover-dækkede præstebrødre med pomadehår, der med egne ord er reinkarneret modstandsbevægelse, og en partileder, der har hadet på sin politiske dagsorden. God aften i stuen!

Hvordan kom vi så langt ud på kanten af det tilstedelige?

Ja, som dem, der tegner og på mange måder – gennem valg på valg på valg af vinkler – præger udviklingen, må vi vel i første omgang gribe til selvransagelse og stille det yderst relevante spørgsmål: Hvornår blev vi selv en del af angsten og dens naturlige mangel på nuancer – hvornår gik vi over til at acceptere generaliseringer og stereotype billeder, der jo ikke levner plads for de individuelle forskelle, der gør hvert eneste menneske unikt – med sine egne muligheder, potentialer – sine egne problemkomplekser.

Jeg har i mit journalistiske virke besøgt mange hjem – lige så anderledes og dog almindelige som det allerførste. Jeg har drukket meget the og kaffe og har ud over venlighed og gæstfrihed oplevet værdier, som jeg kun kan have respekt for.

Uden at være blind for problemerne fatter jeg stadigvæk ikke, at vi i den grad tillod skræmmebillederne at fylde horisonten.

At vi med den kulturelle tradition, vi har, og som vi med stor stolthed har kaldt dansk, ikke har formået at skabe reel dialog eller debatter, som andre langt større lande med flere nationaliteter og større problemer end os dog har mestret.

Hvordan søren kom vi fra dansk frisind til den helt modsatte grøft – en stat, som andre lande i dag ser på med rynkede bryn.

Vi valgte på et tidspunkt – hvornår? – snæversynet frem for udsynet i så høj grad, at selv journalister, der jo burde have sporhundenæser for lunter, i alt for lang tid kritikløst blev formidlere af enøjede historier om unge menne-sker i oprør eller med store sociale problemer.

Lod dem tegne så skræmmende et samfundsbillede, at det kunne trække en hel indvandrer- og flygtningepolitik af sporet.

Vi tillod angsten at vokse sig så kraftfuld, at mennesker med ideologier, vi ville have forsvoret var danske, blev i stand til at bygge fremmedhadske ministertaburetter af billedbunken.

Når det ukendte bliver kendt, er det jo som bekendt ikke fremmed mere. Men som stand var vi ikke formidlere af denne menneskelige transformation, og med den politiske atmosfære, man halvvejs mod "hundrede dage", fornemmer, er det et spørgsmål, om chancen er forpasset.

"To know me is to love me" er et af Nusers yndlingsudtryk. Måske havde vi ikke behøvet så skarpe grænsebevogtninger, hvis vi undervejs havde sat os ned, drukket en kop varm sød the, en bajer eller en kop begsort kaffe sammen.