Sved, svulmende muskler og støv har pressefotograf Tine Harden mikset sammen til en serie af billeder, der netop har vundet World Press Photos kategori Nature and Environment Stories.
Billederne blev taget sidste sommer, hvor Tine Harden havde ferie fra sit job på Politiken og var rejst til Spanien for blandt andet at fotografere en fascinerende, gammel tradition, hvor hovedaktørerne er mænd og vilde heste. Som en slags folkeforlystelse jager de spanske mænd hestene ned fra bjergene og ind i en fold for at brændemærke dem og klippe deres manker og haler, inden de bliver sluppet fri igen. Tine Harden oplevede selv traditionen første gang på dagen, hvor hun tog vinderbillederne.
“Når jeg oplever noget for første gang, så er mine sanser for alvor skærpede,” siger Tine Harden.
Men det er kun et lille, ydmygt hjørne af forklaringen på Tine Hardens evner. Evner, der er blevet hædret med titlen Årets Pressefotograf i 1992, samme år tog hun også Årets Pressefoto, mens hun to år senere vandt Årets Pressefotos kategori Bedste Sportsserie. I 1996 fik hun desuden hædrende omtale i kategorien Årets Portræt. Der-udover har hun to gange vundet i Fujis danske konkurrence og en gang været i finalen i The Ernst Haas Award med billeder taget under en pilgrimsfærd i Spanien.
“Mit talent som fotograf ligger nok i, at jeg altid er gået mine egne veje og er stædig. Jeg har for eksempel insisteret på at få tid til at fotografere og på, at mine billeder blev præsenteret ordentligt i avisen. Det har nogle gange været sejt,” siger Tine Harden, der, siden hun i 1988 blev uddannet som pressefotograf, har været ansat på Politiken.
Hun fortæller om dengang, hvor hendes billeder med en sort kant blev hånet for at have en sørgerand, der resolut blev klippet af, inden fotografierne fik lov til at komme i avisen.
“En overgang skete det nærmest “every fucking time”, hvor mine billeder havde en sort kant. Men jeg er temperamentsfuld og kan godt tage et ordentligt skænderi, hvis jeg mener, at jeg har noget at have det i, men mange gange på Politiken er der blevet hylet over hende kællingen,” siger Tine Harden.
Den faste ansættelse har dog også været med til at bane hendes og andre danske fotografers vej til international anerkendelse, mener hun.
“Sammenlignet med fotografer i udlandet er danske pressefotografer stinkende forkælede. Vi har en god løn og gratis udstyr. Det giver en form for tryghed at have en base at arbejde kreativt ud fra,” siger hun.

Dagligdagen i linsen
Kodeordet for kreativiteten skal for fremtiden være personlige oplevelser. Det har Tine Harden bestemt sig for. Derfor vil hun koncentrere sig om at fotografere begivenheder, hvor hun kan græde, grine, smile og svede sammen med de mennesker, hun har i linsen.
“Jeg vil selv have en oplevelse. Det giver noget ekstra. Jeg vil røres, men ikke bare af ulykkelige begivenheder. Dem vælger jeg mere og mere fra,” siger Tine Harden.
Den 39-årige fotograf mener, at hun adskiller sig fra mange andre fotografer ved at foretrække hverdagen frem for krigen. Som fotograf er hun for eksempel fascineret af påskeprocessionen i Sevilla, olivenoliebrydning i Tyrkiet eller et helligt bjerg i Irland, der skal bestiges.
Umiddelbart nævner hun ingen fascination af danske begivenheder.
“Der sker uendeligt lidt her i Danmark. Hvad har vi for eksempel tilbage af traditioner, som jeg for eksempel godt kan lide at fotografere? Vi har Sankt Hansaften og så nogle mennesker, der spiser pinsefrokost i Dyrehaven,” siger Tine Harden.
I World Press Photo fik Tine Harden også hædrende omtale for et billede af Victor Borge, og til efteråret får hun udgivet en portrætbog med fotografier af Victor Borge. Tine Harden håber også på at kunne få udgivet en bog med billederne af de vilde heste og en masse andre fotografier, som hun siden 1994 har taget i Spanien.