Fagforeningen og a-kasserne på Gammel Strand er en banegård med gennemtræk af
folk på gennemrejse. Hvad sker der, når man spørger: »Hvorfor er du her?«

Kristian Hansen har søgt ly fra frosten. Med solen i nakken spiser han sin medbragte sandwich og bladrer i avisen ved et cafebord. Han kommer lige fra X Factor-pressemøde i DR-byen og skal til sin første karriereudviklingssamtale.

Kristian Hansen arbejder som redaktør på underholdningssitet Starlounge, som skriver nyheder om kendte. Han er 29 år og fik jobbet, lige efter at han havde færdiggjort sin journalistuddannelse.
»Det var egentlig ikke min egen ide at komme herind. Men jeg fik det anbefalet af en af mine venner. Man gør sig mange tanker om, hvor man er engang ude i fremtiden, og hvordan man kan blive bedre til sit arbejde.«

Så nu har han lagt vejen forbi Dansk Journalistforbunds velkomstcenter på Gammel Strand i København. Her er det ikke kun journalistforbundet, der holder til. Siden a-kasserne for Journalistik og Kommunikation og Sprog fusionerede i 2009, har Velkomstcenteret i nummer 46 udgjort en mindre banegård for telefon- og mennesketrafik og en konstant udveksling af spørgsmål og svar.

Vi befinder os et par trin under jordens overflade. Over de tre cafeborde under ruderne løber fortovet og dets travle fødder, som hurtigst muligt skal væk fra isvinden. Selv om ruderne holder på varmen hernede, er der gennemtræk af personer på gennemrejse, udstyret med blanketter, kontrakter og spørgsmål.

Men hvad sker der, når man en tilfældig dag lader papir være papir og spørger: »Hvorfor er du her?«
Du ser først et par hævede øjenbryn. Nogle gange knibes øjnene hurtigt lidt sammen, mens du bliver set an, og rollerne er for et øjeblik byttet om, mens øjnene sender spørgsmålet den anden vej. Men de fleste parader falder, og det viser sig, at blanketterne og spørgsmålene gemmer på historier, der bringer healerdrømme i spil, tager én med til et dramatisk biluheld i Australien og til et musikalsk eventyr i Berlin.

Pil Hodal har trykket sig frem til en kop varm kakao i kaffemaskinen. Efter otte måneder i løntilskud er hun blevet fastansat og er her for at gennemgå sin kontrakt med en rådgiver fra fagforeningen. Hun har været her med jævne mellemrum, fordi hun ofte har skiftet job mellem forskellige private eventbureauer. Nu er hun havnet som projektkoordinator i et af Københavns Kommunes kulturhuse på ydre Nørrebro.
»Jeg fandt ud af, at jeg ikke længere ville lave events for virksomheder. I stedet for at få børn til at drikke mere cola ville jeg lave noget, hvor jeg selv kunne gøre en forskel for nogle mennesker i et område. Jeg har for eksempel lige lavet et arrangement, der hed Ping Pong i Parken, hvor vi forsøgte at slå verdensrekorden i flest deltagere i et spil bordtennis. Vi var 288, men rekorden er 510, så den slår vi til næste år.«

Jens har taget plads i en af stolene, hvor han sidder bøjet over en stak papirer. Bagfra ser det ud, som om han er bundet ind i de grønne, flettede plastiksnore, der udgør stolens sæde og ryglæn.
Han har tidligere været ansat som medietilrettelægger på en mindre tv-station. Han udfylder papirer til Copydan, så han er sikret et beløb, hver gang kanalen genudsender de programmer, han var med til at lave.
»Jeg har lavet programmer om mad og kultur, og de er åbenbart så gode, at de bliver genudsendt regelmæssigt,« siger han.

Da papirerne er fyldt ud, ryger Jens en cigaret oppe på fortovet. Han er i dag ved at starte op som freelancefotograf.
»På den måde er det en fattig periode i mit liv, men også en håbefuld periode,« siger han.
»Det er ikke nemt at være kontraktansat i tv-branchen, så jeg vil gerne selv være den ansvarlige. Det passer mig godt at styre mit arbejde selv i stedet for at være under chefer, som dikterer, hvad jeg skal lave.«

På fortovet glitrer et tørklæde i solen, inden det forsvinder ned ad trappetrinene. Tørklædet er bundet om hovedet på Gry Bagøien. Hun spørger om vej i skranken, fordi hun er faret vild på vej til et a-kassemøde.
Gry Bagøien giver indtryk af at kunne svæve gennem tilværelsen. Hun har altid sunget til lydene omkring sig. Bilerne eller kirkeklokkerne. Hun er sangerinde og musiker og har blandt andet lavet eksperimenterende musik med undergrundsbandet Æter.
»Vi rendte rundt i byen og optog alt muligt og lavede det til musik. Og det gik ret godt, så vi rejste verden rundt og mødte en masse folk der,« fortæller hun.
»Som impulsiv musiker kan det derfor være ret frustrerende at være medlem af a-kassen, fordi man ikke må arbejde samtidig.«

Gry Bagøien er uddannet mediekunstner fra kunstakademiet i Køln. Og selv om musikkarrieren har bragt små succeser, er pengene ikke strømmet ind, siger hun.
»At være master of art fra Køln lyder ret cool, med det kan de fleste i virkeligheden blive i dag. Siden da har jeg været ude og inde af dagpengesystemet.«

Gry Bagøien dannede omkring årtusindskiftet musikalsk partnerskab med musikeren F.M. Einheit i Berlin.
»Han var ret kendt, og jeg var 19 år, så jeg kom til at skrive under på nogle forkerte kontrakter og sidder stadigvæk i gæld til op over begge ører. Også selv om vi havde et hit. Han var et værre svin.«

Udenfor er kanalen frosset til og kanalrundfarten for længst sat på standby. Men selv om kulden har bidt sig fast, kan selv ikke Thorvaldsens Museum eller Christiansborg på den anden side af kanalen forhindre solen i at krybe ind bag de store ruder.

Karina Hansen på 30 år står ved skranken og har lige afleveret sin ledighedserklæring. Hun er uddannet translatør og tolk i engelsk og har haft job som oversætter. Men nu har hun stået uden job i en uge.
»Lige nu virker min uddannelse lidt snæver, så jeg er her for at få inspiration til, hvilke jobs jeg ellers kan kaste mig ud i og få noget feedback på mit cv og mine ansøgninger.«

Ved siden af sidder Michael Norgren. Han har arbejdet med salg i papirbranchen på dansk, engelsk og tysk i cirka 20 år. Han kommer lige fra et aktiveringsmøde. Det var spild af tid, siger han. For et par dage siden havde han været til møde i jobcenteret og fået præcis de samme ting at vide.
Michael Norgren stoler ikke altid på internettet og posten. Derfor afleverer han ofte sine papirer personligt i velkomstcenteret.
»Jeg været ledig i snart et år, efter at jeg blev fritstillet af min sidste arbejdsgiver. Jeg fik en halv time til at pakke mine ting og gå,« fortæller han.

Så nu overvejer han, om det er tid til at skifte branche.
»Papirbranchen er i hastig afvikling. Al information er tilgængeligt på internettet, før man kan nå at printe det,« siger han og nikker over til printeren bag skranken, der er begyndt at spytte papir ud.
»Jeg er 53 år. Er jeg i midtlivskrise, eller er jeg på udkig efter at lave noget helt andet? I don't know,« siger han.
»Jeg kunne blive healer eller pædagog.«

Michael Norgren har ikke længere kontakt til sine tidligere kolleger, fortæller han.
»Det betragter jeg som en gren, der er savet af. Men jeg er god til at møde mennesker, så det kan være, at det fører mig et nyt sted hen,« siger han.
Uret på væggen holder orden i aftalerne, og da viseren slår to, smutter Karina Hansen til sit møde. Telefonerne begynder nu at ringe hvert andet sekund. Et mindre teknisk problem sender al trafikken tilbage til receptionen.

Martin Parning lader sig ikke påvirke af travlheden og de kimende telefoner, men vandrer stille og roligt mellem det cafebord, han har kapret, og den computer, der står til rådighed for gæsterne. Han er her for at printe og udfylde papirer, så han kan søge om dagpenge. Men blanketterne volder problemer. For skal det fremgå af papirerne, at han har sagt sit næstsidste job op, når han nu fik arbejde kort tid efter?

Martin Parning er 31 år og har det fint med ikke at have noget job i en kort periode. Men det skal ikke vare for lang tid. Han er uddannet film-, tv- og produktionstekniker på DR og har arbejdet som producer i DR på Update, DR 2 Udland og Deadline.
»Det kunne selvfølgelig være fantastisk at arbejde for DR igen, fordi jeg kender huset og menneskene. Men jeg har modtaget et enkelt afslag til et job derinde. Og det var ret svært. For så begynder man at tænke på, hvordan man reagerer, hvis der kommer et mere,« siger han.
»Men verden er stor, og der er mange andre muligheder for en ung mand som mig. Jeg går ind til det hele med åben pande, men jeg har ikke tænkt mig at være uden arbejde i ret lang tid. Det er jeg slet ikke bygget til.«

Martin Parning er dog vant til, at fremtiden ikke nødvendigvis er afklaret på lang sigt. På DR har han haft tre forskellige kontrakter.
»I månederne op til en kontrakt udløber, tænker man allerede på, hvad der vil ske, og i ugerne op til er der en masse tanker, der går igennem ens hoved – hvem tager initiativ til at forhandle en ny kontrakt, skal jeg selv gå op på chefens kontor, eller kommer der nogen til mig?«

Derfor håbede han at få tilbudt en fastansættelse i stedet for de korte kontrakter. Men da det endnu en gang var en korttidskontrakt, der havnede på bordet, besluttede han at tage med sin kone til Australien i lidt over et halvt år.
Her fik han job som fotograf under optagelserne til et afsnit af reportageserien Danske Helte, der fulgte en dansk brandmand i Australien.
»På et tidspunkt kommer vi ud til et trafikuheld på en vej i en lille by uden for Melbourne. En beruset familiefar var kørt galt med to børn på bagsiden og konens søster på passagersædet. Faren havde mistet herredømmet over bilen, og et af børnene, en lille pige, var blevet slynget ud af bilen og lå og græd. Brandfolkene holdt hende i ro, indtil ambulancen kom.

»Det er første gang, jeg er vidne til en voldsom ulykke. I situationen virkede det logisk at se på det, der skete, som om jeg så det på fjernsynet,« fortæller han.

I mellemtiden er trafikproppen løst, og telefonsignalet peger igen i den rigtige retning. Opad til de sagsbehandlere og rådgivere, der sidder højere oppe i huset.