Helen Thomas er veteran-reporteren i Det Hvide Hus. Hun er 78 år og har dækket otte amerikanske præsidenters politiskeliv. Hun møder før alle andre journalister og er stadig aggressiv i sin journalistik. Og så har hun det privilegium,at hun ved pressemøderne altid får lov til at stilledet første spørgsmål til Bill Clinton.

Klokken er 5.30, når 78-årige Helen Thomas møder iDet Hvide Hus hver morgen. Før nogen andre korrespondenterankommer til 1600 Pennsylvania Avenue, sidder hun påsit lille kontor, der er på størrelse med en telefonboks,i strømpefødder omgivet af høje papirbunker, og læseralle morgenaviserne.
Hun er velforberedttil den første briefing ved 9-tiden, som foregår idøråbningen til pressesekretær Joe Lockhardts kontor.På trods af sin høje alder står Helen Thomas altidklar uden for døren mindst et kvarter før alle andrejournalister. Det kunne jo være, at en embedsmand villekomme forbi og smide en godbid, som hun i så fald villefå solo.
Helen Thomasfra United Press International (UPI) er en institutioni Washington. Hun har dækket otte forskellige præsidenterfra John F. Kennedy til Bill Clinton som korrespondenti Det Hvide Hus. Siden 1961 har hun været på nakkenaf den siddende præsident og hans familie. Det er blevettil både store brag og mere trivielle historier.
Hun var denførste til at rapportere, at Richard Nixon arbejdedepå sin afskedstale efter Watergate-affæren. Og HelenThomas var også den første, som over for befolkningenkunne afsløre, at Caroline Kennedys hamster var afgåetved døden.
Hun har stadigden samme iver og aggressive facon, som har været frygtetaf adskillige præsidenter. Hun går for at have en støvsugerstilgang til sit arbejde: Samler nyheder op i alle hjørnerog poster dem på UPIs bureauservice, før nogen andrefår nys om dem. Tidligere præsident Lyndon B. Johnsonblev for eksempel rasende, da han kunne læse på UPI,at hans datter skulle giftes, før hans kommende svigersønhavde spurgt om datterens hånd.
»De flestepræsidenter ville nok beskrive mig som den skrækkeligekvinde, som altid stiller onde spørgsmål. Jeg kalderdem selv for fair spørgsmål,« siger Helen Thomas tilJOURNALISTEN.
Af befolkningener hun bedst kendt som den lille krumryggede kvindemed den hæse stemme, som altid sidder på første rækkeog stiller hårde, kontante men også følelsesladedespørgsmål til præsidenten og hans pressesekretær. Somden i pressekorpset, der har dækket Det Hvide Hus længst,får hun lov til at stille det første spørgsmål tilpræsidenten ved officielle lejligheder, ligesom detogså er hendes job at takke præsidenten på vegne afpressen, når mødet er overstået.
Og hun haringen skrupler med at stille Bill Clinton til ansvarfor hans seksuelle udskejelser, selvom der er fremmedestatsledere på besøg.
»Jeg stilleraltid dagens vigtigste spørgsmål, og hvis det tilfældigvishandler om telefonsex med en praktikant den dag, TonyBlair er på besøg, så er det bare ærgerligt,« sigerHelen Thomas.

Boss i Det Hvide Hus
Da GeorgeStephanopoulos som nyudnævnt pressesekretær i 1993havde sit første møde med journalisterne i Det HvideHus, blev han grillet på alle sider af de erfarne korrespondenter.Da pressebriefingen var ovre, og en dybt rystet ogduknakket Stephanopoulos var ved at forlade lokalet,råbte Helen Thomas efter han: »Velkommen til superligaen.«
»Helen lodmig forstå, hvem der er boss i Det Hvide Hus. Det kunnegodt være, at jeg arbejdede for den nye præsident,men hun var en del af præsidentembedet som institution.Hun kunne udmanøvrere os, og hun havde til hensigtat vinde,« skriver Stephanopoulos i sin nye bog »Alltoo Human«.
Helen Thomashar netop udgivet sine memoirer over mere end 38 årsom korrepondent i et Hvide Hus – »Front Row at TheWhite House«, hvori hun i detaljer beskriver sit forholdtil otte præsidenter og deres familier.
Under pressesekretærensbriefing i dag er det krigen i Kosovo, som optagerHelen Thomas. En afstemning i USAs kongres har netopvist, at der ikke er opbakning til en fortsættelseaf krigen i Kosovo, som af flere kongresmedlemmer erblevet omdøbt til »Clintons krig«.
»Føler DetHvide Hus, at den amerikanske befolkning stadig støtterbombningerne i Kosovo,« spørger Helen Thomas. Blandtkollegerne i Det Hvide Hus har hun ry for at stillede spørgsmål, som hjemmegående husmødre ville stille,hvis de havde muligheden.
Det er vedde officielle pressemøder med præsidenten og briefingermed pressesekretæren, at Helen Thomas er som en fiski vandet. Hendes spørgsmål er altid kontante, og ligenår præsidenten tror, at den værste storm er vejretaf, så hører man Helen Thomas´ stemme skære igennemhorderne af pressefolk: »Mr. President, jeg har ligeet opfølgende spørgsmål.«
»Jeg synes,at pressemøder givet et godt indblik i, hvordan præsidentenklarer sit job. Ligesom der heller ikke er noget bedreforum, hvori pressen kan lade præsidenten vide, hvadder rører sig i befolkningnen,« siger Helen Thomas.

Præsident uden privatliv
Veteranenhar sine faste meninger om, hvad offentligheden børvide om præsidenten, førstefruen og deres børn. Fornylig bragte People Magazine en forsidehistorie om,hvordan den nu 19-årige Chelsea Clinton er kommet megettættere på sin mor Hillary Clinton efter Lewinsky-skandalen.Det Hvide Hus svarede prompte igen med forargelse:Præsidentens datter er helligt område, som pressenskal holde sig langt fra. Men den køber Helen Thomasikke.
»Hvis manønsker et privat liv, så skal man ikke være præsidenti USA. Chelsea Clinton er en voksen kvinde nu, somrejser sammen med sine forældre på skatteydernes regning,derfor har vi ret til at skrive om hende, som vi finderdet nødvendigt,« siger hun.
Hun mener,at den amerikanske presse har været yderst forsigtigi deres dækning af Chelsea Clinton. Under valgkampeni 1992 valgte præsidentparret ligefrem at bruge deresdatter i et forsøg på at markedsføre familieværdier.Og derfor må de også være indstillede på at tage detsure med.
»Den eneste,der har skabt problemer for Chelsea, er hendes far.Det er ham, som har haft en affære med en praktikantpå sin datters alder og løjet om det. Ikke kun overfor befolkningen men også over for sin egen familie.Så han skal ikke tale for højt om at beskytte sin datter,«fastslår Helen Thomas.

Hemmelighedskræmmeri
Hun føler,at der er sket en udvikling, hvor pressens tilgangtil informationer og til præsidenten selv er blevetsvækket. Clinton-familien har fra første dag, de sattederes ben i Det Hvide Hus, forsøgt at holde pressenen kilometer fra livet. Og det har ifølge Helen Thomasresulteret i en jagt på skandaler, som hun aldrig førhar set magen. Der var udtalelsen om, at Clinton ikkeinhalerede, da han røg pot som ung, hans forsøg påat undgå tjeneste under Vietnam, Whitewater-sagen også alle kvindebekendtskaberne: Jennifer Flowers, PaulaJones, Monica Lewinsky og Cathleen Willey.
»Clintonhar været den mest jagede præsident i mine 38 år. Fraførste dag har hans fortid, nutid og fremtid væretgenstand for kritisk gennemgang. Han har ikke haften eneste dag, hvor han kunne slappe af. Der har konstantværet en journalist i gang med at grave skidt op omham,« siger Helen Thomas.
Hun mener,at John F. Kennedy slap langt nemmere fra sine kvindeligeeskapader.
»Før i tidenslap folk af sted med langt mere. Verden har ændretsig. Vores moral har ændret sig. Alle har et kamerai dag. Der er intet helligt tilbage,« siger hun.
Under Lewinsky-affærenvar der en periode på otte måneder, hvor Bill Clintonikke ønskede at tage imod spørgsmål fra den amerikanskepresse. Der blev ikke arrangeret pressekonferencer,og ved officielle lejligheder undgik Bill Clinton atsvare på de spørgsmål, som blev råbt til ham. Det HvideHus var lukket land.
»Under Kennedy-administrationenvar der langt mere intimitet mellem præsidenten ogjournalisterne. Men pressekorpset er blevet meget størreog anderledes nu, hvor tv dominerer så meget. Derforer adgangen til præsidenten blevet meget ringere,«siger hun. Hun husker, hvordan præsident Lyndon B.Johnson inviterede pressen til sin farm uden for byen,til at køre med ham i limousinen eller bare på en gåtur.
»I dag erder ingen invitationer. Hvis man er heldig kan manskrige et spørgsmål til Clinton under hans jogging-ture,«siger hun.
Korrespondenterne,som dækker præsidenten, har stadig kontorlokaler indei Det Hvide Hus kun få meters afstand fra Det OvaleVærelse, som er Clintons kontor. Det er arbejdsforholdså små og indelukkede, at de ville få enhver danskjournalist til at nedlægge arbejdet. Men der er planerom at rykke hele journaliststaben uden for det HvideHus´ område og ind i nye pressefaciliteter, hvor denamerikanske og udenlandske presse vil blive adskilt.En beslutning som Helen Thomas vil kæmpe imod til denbitre ende.
»Jeg haraldrig følt, at der var nok informationer til pressen.Præsidenten har altid været omgærdet af hemmelighedskræmmeri,og det vil kun forstærkes, hvis de flytter pressenud i byen. Heldigvis fungerer demokratiet sådan, atdet, der virkelig har betydning for den amerikanskebefolkning nok skal komme frem med eller uden hjælpfra præsidenten og hans medarbejdere,« siger HelenThomas.
Et eksempeler skandalen omkring Monica Lewinsky. Helen Thomasmener, at Bill Clinton havde potentialet til at bliveen af USAs bedste præsidenter. Han havde visioner om,hvor landet skulle ledes hen, og han var en arbejdshest.Men skandalerne – både de offentlige og de private- har såret hans præsidentembede og hans eftermælealvorligt.
»Clintonhar bevist, at han ikke kender ordet selv-disciplin.Han har skamferet Det Ovale Værelse, som for befolkingenellers står som noget meget helligt. Jeg tror, deter på den sikre side at sige, at hans ansigt ikke kommertil at optræde på Mount Rushmore,« siger Helen Thomas.

Kennedy er favoritpræsidenten
John F. Kennedyer stadig Helen Thomas´ favoritpræsident.
»Han varden mest inspirerende. Han gav os håb. En mand, somkunne finde på at sige, at vi ville lande på Måneninden for det næste årti, måtte enten have læst formange science fiction-bøger eller være en fantastiskmand,« siger hun.
Til gengælderkender Helen Thomas, at Jackie Kennedy og hende aldrigkom på god fod. Den meget presse-sky Jackie Kennedyspurgte efter sigende flere gange sin mand, om hanikke kunne sørge for, at UPI gav Helen Thomas en udenlandspost.
»Jackie Kennedyklagede flere gange til sine Secret Service-agenterover, at jeg udspionerede hende. Det gjorde jeg påen måde også. Alt hvad Jackie og børnene foretog sigvar en historie værd. I dag fremstår hun stadig somen unik og mystisk kvinde,« fortæller Helen Thomas.
Hun må småløbei sine røde pumps ud i The Rose Garden, som er havenud for Det Ovale Værelse, for at nå at overvære BillClinton underskrive en ny lov, som skal forbedre uddannelses-vilkårenei USA. Bagefter skal hun tilbage til sin lille boksfor at skrive endnu en historie. Hun har ingen planerom at gå på pension og betragter det nærmest som enfornærmelse, hvis man spørger, hvor længe hun agterat fortsætte.
»For evigt,«svarer hun. »Jeg synes ikke, man behøver undskyldefor at være i live og stadig have lyst til at arbejde.«

HelenThomas: Front Row at The White House, Forlaget Scribner,26 dollars.