search

På dybt vand

 Først var de med til at køre Århus Stiftstidende i sænk. Så ribbede de avisen for 80 millioner kroner, og nu vil bestyrelsen i Århus Stiftstidendes Fond sælge sine sidste aktier og kappe linen til avisen. Chefredaktør Erik Frodelund kalder manøvren et »fonds-kup«  TOTALKRIG. I forhallen på Århus Stiftstidendes domicil i Skejby hænger en mandshøj massiv marmorplade over bladets historie. Nederst står der:

 

Først var de med til at køre Århus Stiftstidende i sænk. Så ribbede de avisen for 80 millioner kroner, og nu vil bestyrelsen i Århus Stiftstidendes Fond sælge sine sidste aktier og kappe linen til avisen. Chefredaktør Erik Frodelund kalder manøvren et »fonds-kup«

 

TOTALKRIG. I forhallen på Århus Stiftstidendes domicil i Skejby hænger en mandshøj massiv marmorplade over bladets historie. Nederst står der:

»Chefredaktør Erik Schmidt sikrede bladets uafhængighed ved at stifte Aarhuus Stiftstidendes Fond af 3. december 1972 og gøre Fonden til ejer af bladet.«

Erik Schmidt er for længst død, og fondens ejerskab af Århus Stiftstidende er i dag begrænset til otte procent af aktierne. Resten ejes af Det Berlingske Officin, der igen ejes af norske Orkla.

Fejden mellem Århus Stiftstidende og fonden har sit udspring i det gabende misforhold mellem marmorpladens tekst og den nye aktionær-virkelighed i år 2000. Her fire år senere er der tale om en regulær krig, hvor man slås om den juridiske og moralske ret til fondens formue på mellem 70 og 80 millioner kroner – en formue, der stammer fra salg af avisens aktier.

Krigen udspiller sig på flere fronter: I Århus Stifts-tidendes spalter, hvor chefredaktør Erik Frodelund taler om et »fonds-kup«. I Jyllands-Posten, hvor fondsformanden har sagt, at man ikke vil hælde flere penge i et fallitbo. I fondsbestyrelsen, hvor avisens to medarbejderrepræsentanter udgør et evigt mindretal og klager over samarbejdsproblemer. Og ikke mindst i Civilretsdirektoratet, som fører tilsyn med fondens dispositioner, er striden nu »en betændt sag«, der har »høj prioritet«.

Lige nu ved ingen, hvem der går af med sejren, eller hvem der arver retten til de mange penge.

Journalisten har haft aktindsigt i sagen. Her ligger en omfattende korrespondance om fondsbestyrelsens forsøg på at løsrive sig fra Århus Stiftstidende. Akterne illustrerer, at Civilretsdirektoratet som tilsynsmyndighed længe har haft et overordentligt kritisk lys på fondens bestyrelse.

Civilretsdirektoratet har sagt nej til, at bestyrelsen må ændre vedtægterne. Direktoratet har kritiseret, at bestyrelsen i 2003 angav at have holdt fem-seks bestyrelsesmøder, når der i realiteten kun blev afholdt tre, ligesom man har nægtet at godkende de ekstra honorarer, som bestyrelsen bevilgede sig selv. To af medlemmerne har efterfølgende måttet betale ekstra honorarer tilbage.

Direktoratet vil også have en forklaring på, hvad fondens økonomiske uddelinger i 2003 har at gøre med fondens primære opgave, nemlig udgivelsen af Århus Stiftstidende. Man vil vide, hvorfor et flertal vil smide den ene medarbejderrepræsentant ud af bestyrelsen. Og endelig vil myndighederne have en forklaring på, hvorfor fonden sagde nej til at give Århus Stiftstidende en økonomisk indsprøjtning i form af en kapitaludvidelse i januar i år. Det sidste vender vi tilbage til.

Det korte af det lange er, at Århus Stiftstidendes chefredaktør og medarbejdere i forening er i krig med en af sine ejere. De mener, fonden burde bestyres af folk, der er ansat på avisen, fordi de ved, hvad der bedst gavner Århus Stiftstidende.

Chefredaktør Erik Frodelund, der både er uddannet journalist og jurist, siger:

»Som jurist vil jeg gerne tage hatten af for en ualmindelig velgennemført kupplan. Som journalist mener jeg, det er fuldstændig usmageligt, at sådan noget kan køre igennem. De har ikke gjort noget ulovligt. De har bare benyttet en lejlighed, da hele selskabet var ved at forbløde, til at se, hvordan de kunne skaffe sig selv og deres efterkommere en formue og dermed en meget god indtjening.«

Erik Frodelund spørger, hvad der egentlig berettiger fondens medlemmer til at sidde tilbage med en formue på mellem 70 og 80 millioner kroner, når de samtidig forsøger at fjerne sig fra avisen ved at sælge de sidste aktier?

»Det er jo penge, der stammer fra salg af aktier i avisen, og fondsbestyrelsen er de samme mennesker, som i 2000 efterlod Århus Stiftstidende med en rygende negativ egenkapital. Det svarer til, at jeg beder en ejendomsmægler om at hjælpe mig med at sælge mit hus, og inden jeg får set mig om, er han rendt med friværdien,« siger Erik Frodelund.

Fondens formand Henrik Dybbroe, der kalder sit og fondens forhold til Erik Frodelund »over-
ordentligt anstrengt«, siger, at hvis ikke fonden havde sørget for at redde avisens friværdi, så havde der slet ikke været nogen penge i fonden.

»Vi har kun cirka 2,5 millioner kroner at dele ud om året, resten står i bundne midler. Så det er små nødder, vi har at gøre godt med, og i hvert fald ikke penge, der betyder noget for Århus Stiftstidendes ve og vel,« siger Henrik Dybbroe.

Her rører formanden ved noget centralt. For ifølge vedtægterne skal fonden fremme den liberale presse, alias Århus Stiftstidende, og de bundne midler – formuen på 70-80 millioner kroner – kan kun bruges til at erhverve aktier for. Det blev aktuelt, da den anden ejer, Det Berlingske Officin, ved årskiftet 2003/04 bad fonden deltage i en kapitaludvidelse på 60 millioner kroner for Århus Stiftstidende. Her sagde fonden nej med den begrundelse, at man kun havde »begrænsede midler til rådighed«.

Ifølge Officinet skulle fonden komme med seks millioner kroner, svarende til deres ejerandel på ti procent af aktierne. Lovligheden af fondens afslag er nu til vurdering i Civilretsdirektoratet, og det har rent praktisk fået den konsekvens, at fonden ved ikke at købe de aktier, Officinet bad dem om, har udvandet sin aktieandel i Århus Stiftstidende fra ti til otte procent. Samtidig har fonden ladet Officinet vide, at hvis den vil købe den sidste slat af aktierne, skal den være velkommen. Det vil Officinet dog ikke og henviser til, at fonden ikke kan sælge sine aktier, med mindre det er »tvingende nødvendigt«.

Der står den nu. Berlingske fastholder, at fonden skal bidrage med seks millioner kroner. Fonden siger nej, fordi den ifølge formand Henrik Dybbroe ikke vil hælde penge i Orkla. Civilretsdirektoratet ventes at afgøre dette og de mange andre spørgsmål om fonden i denne måned.

Fondens historie

AKTIESALG. Daværende chefredaktør Erik Schmidt stiftede i 1972 Århus Stiftstidende Fond med ét primært formål: »At fremme den uafhængige liberale presse i Danmark.«

Det skulle den gøre ved at eje aktierne i og udgive Århus Stiftstidende.

Fra 1972 og frem til 1998 gik det godt og glat, bortset fra at pengene fra midt i 90erne fossede ud af avisens kasse. For at skaffe penge solgte fonden, der indtil da var eneejer af avisen, 49 procent af aktierne – 35 procent til Det Berlingske Officin og 14 procent til Nordjyllands Avisselskab. Salget gav fonden en formue på 25 millioner kroner.

I 1998, 1999 og 2000 kom avisen trods diverse redningsplaner ud med katastrofale underskud på i alt næsten 300 millioner kroner. Det betød, at fondens bestyrelse, som også sad i avisens bestyrelse og havde været med til at køre avisen i sænk, i 2000 måtte opgive at være herre i eget hus ved at sælge ud af aktierne. Det Berlingske Officin købte sig for 59 millioner kroner til 90 procent af aktierne.

Fonden sad derefter kun tilbage med ti procent – til gengæld havde den nu fået en samlet formue på 80 millioner kroner. Formuen er i dag på mellem 70 og 80 millioner kroner – tallet svinger i takt med kursen på dens værdipapirer.

Fondens hoveder

FRAKTIONER. Oprindeligt bestod Århus Stiftstidendes Fonds bestyrelse af ledende og menige medarbejdere på Århus Stiftstidende. I slutningen af 90erne, da fonden solgte ud af sine aktier, blev bestyrelsen ændret, så den havde ni medlemmer, hvoraf kun to havde ansættelse på avisen. Bestyrelsen er selvsupplerende, det vil sige, at den selv udpeger hvem, der skal sidde i bestyrelsen. Den består i dag af syv personer:

* Henrik Dybbroe, (formand), direktør i CHD Holding A/S
* Steffen Ebdrup (næstformand), advokat i advokatfirmaet Bech-Bruun Dragsted
* Otto B. Christensen, direktør og med i flere bestyrelser i erhvervslivet
* Peter Christensen, stiftamtmand i Statsamtet Århus
* Jens Erik Sørensen, direktør for Århus Kunstmuseum

Medarbejderrepræsentanter fra Århus Stifts-
tidende:

* Peter Abildgaard, journalist
* Julie Brink, HK-tillidsrepræsentant

To mangeårige medlemmer af bestyrelsen faldt
1. januar i år for aldersgrænsen på 74 år og er
ikke erstattet:

* Niels Jørgen Kold, forhenværende kreditforeningsdirektør
* Ejler Munch Andersen, landsretssagfører

Fire af de nuværende og tidligere bestyrelsesmedlemmer – Steffen Ebdrup, Jens Erik Sørensen, N.J. Kold og E.M. Andersen – sidder desuden sammen i den såkaldte VL-gruppe 6 – et formelt netværk for virksomhedsledere.

De to medarbejderrepræsentanter, Peter Abildgaard og Julie Brink, som ofte er i mindretal i bestyrelsen, peger i et brev til Civilretsdirektoratet på en af årsagerne til balladen omkring fonden:

»Kerneproblemet er bestyrelsens sammensætning«, skriver de i april i år.

Chefredaktør Erik Frodelund har på lederplads opfordret bestyrelsen til at trække sig. Samme holdning har bladets tillidsfolk. De ønsker en bestyrelse bestående af folk, der er ansat på avisen.

Det kunstneriske indtryk

MÆCENER. Århus Kunstmuseum ønsker at nyde godt af fonds-penge. Museumsdirektøren sidder selv i fondens bestyrelse.
Når Århus Stiftstidendes Fond behandler penge-ansøgninger fra Århus Kunstmuseum, er bestyrelsen nødt til at sende en mand uden for døren. Århus Kunstmuseums direktør Jens Erik Sørensen er nemlig også medlem af fondsbestyrelsen og derfor inhabil, når hans egne ansøgninger er til vurdering i fonden. Det kører efter alles udsagn helt efter bogen.

I forbindelse med bygningen af det nye Århus Kunstmuseum havde medlemmer af fondens bestyrelse ifølge Jens Erik Sørensen opfordret ham til at sende en ansøgning om en meget stor donation. Han fandt det også naturligt, at fonden virkelig markerede sig i den sammenhæng, og fonden stillede ham herefter 1,9 millioner kroner i udsigt. Et beløb, der en næsten tre gange større end de 750.000 kroner, som fonden uddelte i hele 2003.

»1,9 millioner kroner er et beløb, der ville have stukket ud som ekstraordinært stort. Men det nye kunstmuseum er også en usædvanlig institution i Århus,« siger fondens næstformand Steffen Ebdrup.

Jens Erik Sørensen gik uden for døren, mens fonden endte med kun at give 200.000 kroner til et åbningsarrangement.

»Da Jens Erik Sørensen kom til stede, blev han orienteret herom og udtrykte en vis skuffelse over resultatet,« som der står i referatet fra bestyrelsesmødet den 9. april 2003.

At det ikke blev til mere, skyldes ifølge både chefredaktør Erik Frodelund og museumsdirektøren selv, at Århus Stiftstidende på det tidspunkt skrev kritisk om fonden, og at Civilretsdirektoratet var på dupperne.

En del af Erik Frodelunds frygt er netop, at får fonden held til at løsrive sin formue fra avisen, vil Århus Kunstmuseum komme til nyde rigtig godt af de mange millioner.

»Især fordi Jens Erik Sørensen allerede i 2001 udtalte, at fonden ikke længere kunne hjælpe avisen, og det nu gælder andre formål. Underforstået hans egne. Men også fordi næstformand Steffen Ebdrups kone, Marie Louise Ebdrup, sidder i Kunstmuseets bestyrelse,« siger Erik Frodelund.

Til chefredaktørens kritik siger Jens Erik Sørensen:

»Hvad Steffen Ebdrup og hans kone mener, tror jeg nok, de kan skille ad. Hun er udpeget af byrådet til at sidde i museets bestyrelse, og jeg mærker ingen særlig medvind fra den kant.«

Heller ikke Steffen Ebdrup bakker Frodelunds vurdering op:

»Det er helt ude i hampen og nærmest injurierende. At min kone sidder i museets bestyrelse har ikke det fjerneste at gøre med, om fonden uddeler penge til museet. Det har vi end ikke berørt ved middagsbordet.«

Jens Erik Sørensen siger, at hvis fondens bestyrelsesmedlemmer har gjort noget forkert, »så må vi jo have nogle næser«. Og han understreger, at hvis Civilretsdirektoratet beslutter, at fonden kun skal give penge til bladet, så forlader han fondens bestyrelse, for så har han ikke mere at gøre dér.

Vil af med avisen

SKILSMISSE. Ud over det primære formål, som – i overensstemmelse med daværende chefredaktør Erik Schmidts intentioner – populært sagt er at eje og udgive Århus Stiftstidende til evig tid, uddeler fonden også penge til andre formål.

I fundatsen hedder det, at fonden kan yde støtte til forskellige almennyttige ting inden for videnskab, kultur, uddannelse og oplysning, »som efter bestyrelsens skøn er beslægtet med det primære formål.«

Fondsbestyrelsen har i flere omgange forsøgt at få ændret fundatsen. Den ønsker ejermæssigt at løsrive sig fra Århus Stiftstidende ved at afhænde de sidste aktier. I stedet skal fonden primært uddele penge til almennyttige formål.

Den manøvre har Stiftstidendes chefredaktør Erik Frodelund, avisens medarbejdere og avisens to medarbejderrepræsentanter i fondsbestyrelsen protesteret imod, og Civilretsdirektoratet har sagt nej til, at der må ændres i fundatsen.

Fonden skal nu også forklare direktoratet, hvordan uddelinger i 2003 til for eksempel en bog om statsamtet, Århus Søhistoriske Selskab og Århus Bymuseum er »beslægtet med det primære formål«.

Civilretsdirektoratet har endvidere indskærpet, at fondens primære formål fortsat er »at fremme den uafhængige liberale presse i Danmark«, og at fonden kun må sælge sine aktier i Århus Stiftstidende, hvis det – som det hedder i vedtægterne – er »tvingende nødvendigt«.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen