På Nordjyske Medier har medarbejderne ageret blæksprutter og leveret journalistik til både radio, tv, avis og net i flere år. Journalistens reporter Signe Højgaard Nielsen tog i praktik på mediehusets erhvervsredaktion for at se, hvordan de bærer sig ad.

MANDAG. Efter kun halvanden time på Nordjyske Mediers erhvervsredaktion bliver jeg kastet ud i at lave mit livs første radioindslag.

Dagens store satsning på erhvervsredaktionen er en historie om, at den nye trafikminister Jakob Axel Nielsen kommer til Hobro for at præsentere en brintbil.

På redaktionsmødet klokken 9.00 aftaler vi, at journalist Niels Brauer tager sig af dækningen til avisen med fokus på, hvad ministeren siger. Redaktionens praktikant Niels Søndergaard skal stå for at producere et indslag til tv.

Jeg får til opgave at skrive en lille reportage om brintbilen til avisen og lave en foromtale af arrangementet til radionyhederne klokken 11.00. Min del skal helst være klar ved 10-tiden, så radioværten har tid til at speake. Heldigvis har de skrevet om bilen et par gange på redaktionen, så jeg skal koncentrere mig om at lave en opdateret version om brintbilens fortræffeligheder.

Direktør Mikael Kau, der har været med til at udvikle bilen, brokker sig heldigvis ikke, da jeg efter mit første interview til avisen spørger, om jeg må ringe ham op endnu en gang fra en anden telefon for at optage et enkelt spørgsmål eller to til radioen.

Jeg lægger på og drøner over i hjørnet af det åbne kontorlandskab. Her står optageudstyr klar. Jeg får min nye redaktør til at hjælpe mig i gang med teknikken. Denne gang har jeg langt sværere ved at få Mikael Kau til at levere klare, citerbare udsagn.

»Som jeg også sagde før, så …,« siger han med henvisning til det første interview. Jeg kan ikke få mig selv til at sige til ham, at jeg ikke kan bruge, at han henviser til noget, han har sagt tidligere.

På det store redaktionsmøde klokken 11.00 bliver vores satsning på brintbiler opgraderet til at være tema i morgendagens avis. Mødet foregår i mediehusets hjerte, kaldet nyhedsdesken. Der er bemærkelsesværdigt stille i det store lokale, selvom der sidder mange mennesker og arbejder. Rundt om et stort bord sidder både jourhavende fra tv, radio, avis og net plus fagredaktører fra de enkelte redaktioner på hver sin skammel. I baggrunden kører 24Nordjyske, den 24-timers nyhedskanal, på store fladskærme.

Mediedirigenten denne dag er Elsebeth Dissing, og hun har overblikket over samtlige medier og leder mødet. Hun bemærker, at vi næsten er en halv redaktion om at dække præsentationen af brintbilen, så det skulle vi nok kunne klare.

Elsebeth Dissing går videre i dagsordenen og spørger de forskellige fagredaktører, hvad de har på bedding.

Jourhavende på tv Birgitte Borup, som også er vært på båndrullen på skærmene bag os, efterlyser flere indslag. Det samme gør den jourhavende på radio og net.

»Hvis jeg lige må komme med en bemærkning fra det tredje elektroniske medie. Der kommer ingenting. Det er ikke særlig fremtidsorienteret,« indskyder den jourhavende fra nettet.

Lidt efter mødet kommer tv-vært Birgitte Borup ilende ind på erhvervsredaktionen. Der er breaking news.

»Nu skal du høre, der er fundet et barnelig i en ladvogn med muld ved Storvorde,« siger hun til praktikanten Niels Søndergaard. Han er netop mødt ind til en lang arbejdsdag. Det var ellers planen, at han skulle sende live fra brintbil-arrangementet. Men kun en af sendevognene kan sende live.

»Jeg vil altså tillade mig at beholde jakken på alligevel. Det er trods alt med ministre og det hele,« siger Niels Søndergaard og retter på polo-kraven under jakken.

Ved 14-tiden drager Niels Søndergaard og jeg af sted i marken med Mette Nielsen. Hun er uddannet tv-fotograf, men har ligesom de andre tv-fotografer fået et lynkursus i at tage stillbilleder. I dag er opgaven dog for hektisk til, at én fotograf kan klare både at lave billeder til tv og avis, fortæller Mette Nielsen. Der vil derfor også være en avisfotograf on location.

Da vi igen er tilbage på redaktionen, opdager jeg, at der er en af kilderne på billederne, som jeg ikke har talt med. Ham har Niels Søndergaard heldigvis interviewet til tv. Så det lykkes alligevel at strikke en billedtekst sammen, der redder artiklen til trods for min svipser.

Den lille viser på væguret er ved at nærme sig 7-tallet for anden gang i dag, da jeg er færdig med avisartikel og endnu en lille bid til radioen. En af erhvervsredaktionens faste journalister, som for tiden er udlånt til tv-redaktionen, går igennem lokalet med en kop kaffe.

»Ja, du er kommet rigtig i gang. Man bliver her typisk lidt for længe,« siger han kækt.

På vej ud af svingdøren efter fyraften siger jeg til min redaktør Martin Bach, at det har været drønskægt at producere til flere medier, men det ville være skønt, hvis man havde mere tid.

»Se, der rammer du noget meget centralt. Det kan være svært både at nå at skrive til avisen og producere et indslag. Vi har løst det ved, at vi tit deler opgaverne mellem os,« siger han og kanter sig ind i bilen uden at spilde fra plasticbægret med kaffe.

»Det er sjovt, fordi det er meget afvekslende arbejde. Nogle dage har man bare lyst til at skrive til avisen, og nogle dage har man bare lyst til at lave tv,« siger han.

Martin Bach medgiver dog, at det kan være svært at nå begge dele på en dag.

»Det var nok den illusion, man havde i starten: At det kunne lade sig gøre,« fortsætter han.

TIRSDAG har vores redaktør linet en historie op til Niels Søndergaard og mig. Vi skal i gang med at forproducere historier til torsdagsavisen om en jobmesse, der bliver afholdt onsdag for kommende ingeniører. Der bliver ikke meget reportage over artiklen til avisen, når vi er nødt til at forproducere for at have ordentlig tid onsdag til at lave tv. Som gæstepraktikant påtager jeg mig at finde en caseperson, der vil stille op til både tv, radio og avis.

»Det er den store pakke. Altså, du behøver ikke lige formulere det sådan for ham, men det er det, han skal være indstillet på,« vejleder praktikant Niels Søndergaard mig.

Seks minutter varer mit telefoninterview til radioen. Det er det hurtigste interview, jeg nogensinde har lavet.

»Sikke længe du har talt,« siger Flemming Junker, der også sidder på redaktionen, da han kommer over for at hjælpe mig med at klippe det bedste citat ud og fjerne de værste øh'er og gentagelser. De andre optagelser er omkring to minutter lange, kan jeg se på computeren. Og jeg skal kun bruge 10-15 sekunder i alt.

ONSDAG får jeg til min store overraskelse lov til at lave tv for første gang nogensinde. Niels Søndergaard tegner og fortæller om, hvordan han har tænkt sig, at indslaget skal skrues sammen.

»Jeg havde sådan set regnet med, at du skulle stå for interviewene,« siger han i en sidebemærkning. Modigt.

»Niels og Signe, I kommer ikke hjem, før der er taget stillbilleder. Vi skal have nogle billeder til avisen, så det bliver en flot temaside, og tv-fotograferne kan være slemme til at glemme det. Hvis de kan slippe af sted med det, kan de også finde på at dukke op helt uden udstyr,« siger Flemming Junker fra sit skrivebord bag skillevæggen.

Det lover vi at sørge for, selvom vores fokus i dag mest er på at lave tv.

Ude på messen går tv-fotograf Niels Meredin straks i gang med at filme vores caseperson Jakob Markussen, mens han vandrer rundt. Jeg må forsigtigt hive Niels i ærmet for at høre, om vi lige kan lave et hurtigt, indledende interview med Jakob Markussen om hans forventninger til dagen. Det er helt uvant for mig, at det i den grad er fotografen, der styrer slagets gang.

Vi følger Jakob Markussen rundt på jobmessen, hvor han skal tale med forskellige virksomheder. Da han har talt med den første virksomhed, er det min opgave at få et interview med virksomheden i hus. Jeg skal høre dem, om Jakob Markussen kunne være noget for dem. Repræsentanterne fra den første virksomhed har ikke specielt meget lyst til at være med. Den ene repræsentant undskylder sig med, at hun først for et par dage siden er blevet involveret i messen, og den anden, Jakob Markussen talte med, siger, at han er på vej af sted.

Normalt ville jeg måske have taget et nej for et nej. Men tiden er knap, så jeg bliver usædvanlig insisterende og storsmilende.

»Det er bare to spørgsmål, det tager bare to sekunder,« hører jeg mig selv sige.

Den ene repræsentant indvilliger heldigvis, og jeg får stillet mine spørgsmål med kameraet rullende over skulderen på mig.

»Kan vi lige tage den igen?« spørger fotografen, da jeg selv tror, at jeg er færdig med interviewet. På vej videre hvisker han diskret til mig.

»Det var fint, men du må gerne holde mikrofonen lidt tættere på.«

Da tv-optagelserne er i kassen, mangler vi stadig billeder til avisen, og Niels Meredin må skifte kamera. Sveden begynder at pible frem på både min og hans pande. Der er kun kort tid, til vi skal tilbage og redigere, så han får travlt med at lokalisere Jakob Markussen, der er forsvundet i menneskemylderet, og finde et sted, hvor han kan fotografere ham.

Først da vi er kommet tilbage til redaktionen og ser optagelserne igennem på en computerskærm, går det op for mig, at jeg i virkeligheden er for kortbenet til at lave tv. Kilden ser næsten ud, som om han har lukkede øjne i det første interview, fordi han skal kigge så langt ned for at få øjenkontakt med mig. Heldigvis var fotografen opmærksom på problemet. Ved interview nummer to placerede han kilden på en barstol i øjenhøjde med mig. Ude på messen opdagede jeg ikke, hvorfor kilden skulle sidde ned. Det er først nu, femøren falder.

Inde i redigeringsrummet er det med hiv og sving, at Niels Søndergaard og en redigerende får klippet indslaget sammen. Vi mangler dækbilleder uden for meget bevægelse, som kan få de enkelte klip til at hænge sammen. Men fotografen har ganske enkelt haft for travlt med både at optage til tv og tage billeder til avis og med at instruere den urutinerede tv-reporter, jeg unægtelig er.

TORSDAG er der heldigvis tilfredshed med indslaget på det store redaktionsmøde. Det bliver rost, men også kaldt 'noget anderledes'. Medie-dirigenten er generelt godt tilfreds og roser prioriteringen i de forskellige medier.

»Vi kommer godt videre med DNA-registerhistorien i avisen, efter nyheden om at politiet holder op med at lede efter barneliget, er breaket på tv. Vi rykkede af sted på nettet i går. Vi rykker i avisen. Det er fint, at vi ikke vinkler på, at politiet holder op med at lede efter barneliget, men at vi går videre med DNA-registre,« siger han.

Han sender bolden frem og tilbage mellem de forskellige medier og redaktører i et væk i planlægningen af det kommende døgn. Jeg må indrømme, at jeg mister overblikket.

FREDAG er 11-mødet endnu vildere. Samtidig med, at mediedirigenten skal holde tråd i de forskellige medier, skal der planlægges tre aviser, fordi det er weekend. Da runden kommer til tv-værten, siger dagens mediedirigent Mikkel B. Ottesen:

»Så går vi videre til dig, 'Henri'. Jeg synes lige, at vi i ærbødig tavshed skal anerkende, at Henrik har været på den længste vagt i mands minde.«

Tv-værten Henrik Smidt, som også er jour-
havende på tv, svarer beskedent tilbage:

»Arh, 7.30 til 23. Det er da ikke galt, men hvis jeg begynder at vrøvle, så ved I hvorfor.«

Der mangler for tiden en vært i vagtplanen, fordi en er gået på barsel. Afløseren er stadig under oplæring.

På mødet opfordrer mediedirigenten til, at vi får lavet lydbidder til vores historier, selvom der ikke bliver sendt lokale radionyheder i weekenderne. Nettet skal også have sit.

Det har været virkelig sjovt at lære nye medier at kende, men jeg kan godt se, at der er et stykke vej igen, før jeg er en fuldbevandret, flermedial journalist. Til gengæld laver jeg denne sidste dag på erhvervsredaktionen et interview til radio, der kun varer tre minutter. Og jeg har overvundet mig selv mere end en gang og instrueret kilderne i, at de gerne må tale i hele sætninger og lade være med at referere til det første interview til avisen. Og så har jeg for alvor fået øjnene op for fordelene ved lyd og billeder. Når der skal levende billeder på, bliver man jo helt automatisk tvunget til at tænke i action og scener. Det er noget, jeg bestemt også kan bruge, når jeg skal skrive artikler til papir og net. Og hvem ved, måske kommer vi også en dag i gang med video og lyd på Journalisten.dk – hvis vi da bare kunne finde tid til det. /

Journalisten i virkeligheden

Fagbladet Journalisten sender sine medarbejdere i praktik på forskellige redaktioner i den kommende tid for at få indblik i, hvad der rører sig rundt omkring. Denne gang er Signe Højgaard Nielsen taget til Nordjyske Medier for at prøve at levere til både avis, radio, tv og net. På Nordjyske Medier er det fem år siden, de indførte flermedialitet – en omstillingsproces, som mange medier først nu er ved at tage hul på.

Hvis I på jeres arbejdsplads gerne vil have en af Journalistens medarbejdere i praktik i en uge,

så send en mail til redaktør Jakob Elkjær: jel@journalisten.dk.