Pia Thorsen Jacobsen var ombord på "arbejderbevægelsens flagskib" i ti år – hun var også ombord den dag, den kæntrede og sank. Her er hendes personlige beretning om et forlis.

Selvfølgelig var vi godt klar over, at noget var på vej. Vi vidste, at "forskellige planer var til diskussion". Og man kunne se på de trætte ansigter i ledelsen, at diskussionerne var heftige. Rygtet om ugeavisen poppede op med mellemrum, og vi vidste også, at forskellige netsatsninger blev gransket. Men en total lukning af avisen var vi ikke mange menige medarbejdere, som havde fået færten af.

De af os, der havde været med ombord på »arbejderbevægelsens flagskib« i flere år, kendte turbulensen. Jævnligt kunne man læse eller høre i andre medier om LOs utålmodighed med avisen, om sivende oplag og svigtende annoncesalg. Men med ti års anciennitet på stedet, følte jeg det ikke længere så nervepirrende. Artiklen, om at "Nu er det slut med Aktuelt", havde jeg læst et par gange. Unge og nyansatte medarbejdere blev selvsagt ængstelige, men vi andre beroligede og sagde: "Sådan skriver de tit, det er ikke værd at bekymre sig om. Vi skal hellere bekymre os om at lave en god avis."

Og præcis som man, når man er oppe at flyve og kommer ind i uvejr, skynder sig at afkode, om stewardessen er urolig, kiggede vi alle på hele avisens stewardesse, tillidsmandens stedfortræder, Sidsel Boye, når det i perioder så mere truende ud end normalt. Hun var på vagt men rolig. Også dette forår.

Usikkerheden var med andre ord blevet en del af hverdagen. Når ledelsen holdt lidt for lange møder med formørkede miner, jokede vi af og til med, at nu kom der nok snart en Harvey Keitel-type op ad trappen med et par tunge tasker fyldt med læsket kalk til at hælde over os, så oprydningen kunne gå lidt hurtigere!

Men uroen førte også journalistiske diskussioner med sig. Satsede vi på de rigtige kerneområder? Havde vi berøringsangst i forhold til ejerkredsen? Hvordan kunne vi fremtidssikre os bedre? Knapt 14 dage før lukningen holdt vi en medarbejdertilrettelagt redaktionskonference, hvor vi diskuterede journalistik, fortælleglæde, ledelse, image, niche- eller omnibusavis – emner, som var til evig debat på avisen. Medarbejderne var godt klar over, at millionerne fra LO ikke bare kom trillende, og derfor var vi parate til at være med i overvejelserne over, hvordan tilskuddet over tid kunne nedtrappes.

En sag for Aktuelt
Mandag og tirsdag i den bizarre uge var jeg på arbejde fra 9 til 22. Et par almindelige dage, hvor nyhedschef Morten Pihl og jeg selv som vagthavende kæmpede side om side med at skrue avisen sammen. Det var den uge, hvor Danmark fik Europarådets ord for at være racistisk. Den første dag var vi ikke alt for godt med på historien, så næste dag besluttede vi at satse flere kræfter på dækningen og kom i onsdagsavisen pludselig foran, synes vi selv. I øvrigt meget kendetegnende for avisens styrke, at medarbejderne kunne rykke, når vi blev enige om, at her var "en sag for Aktuelt". Med en snæver bemanding var der ikke plads til kun at græsse på sit eget stofområde. Og de skrivende journalister fungerede derfor ofte som daglejere/hjælpere på ugens store sager. En fleksibilitet der gav flotte resultater i avisen, men også i perioder sled på den enkelte journalist, som følte, at hun forsømte sit stofområde.
Om onsdagen have jeg fri og var lykkeligt uvidende om, at isbjerget allerede havde skåret et gevaldigt hul i bundet af skroget. Jeg havde heller ikke læst Ekstra Bladets artikel om, at LO ville give avisen dødskysset senere samme uge. Tidligt på eftermiddagen ringede redaktionssekretæren fra TV 2 Nyhederne. Hun ville "bare lige høre, om rygtet var rigtigt? Var konsulenterne, der skulle skaffe os andet arbejde, når avisen lukkede, allerede rykket ind?" Efter den samtale gik det hurtigt. Jeg ringede til kollegerne i sekretariatet og kunne høre, at det var værre end galt. Der blev talt om fem spinkle procents chancer for overlevelse. Næste dag var jeg i princippet også vagtfri men syntes ikke, det var dagen at blive hjemme. På trappen til det, der pludselig var et "prangende mediehus", havde de første journalister taget opstilling. Det havde vi i øvrigt også joket med – at ende som case i et andet medie!

Vi ville beskrive vores egen død
Vi holdt redaktionsmøde, og chefredaktør Anders Jerichow lagde kortene på bordet: A-Pressens bestyrelse ville mødes i huset senere om eftermiddagen, og han forventede, at beslutningen var, at avisen skulle lukkes. Et kort øjeblik overvejede vi vel at gå i sort, det kan jeg faktisk ikke huske, men hurtigt blev dagsordenen den, at vi ville beskrive vores egen død. Vi ville producerede en avis, hvor beslutningen skulle beskrives, motiveres og diskuteres. Alle skulle høres: bestyrelsesmedlemmerne, medieforskerne, læserne, konkurrenterne.

Vi drev rundt, talte med hinanden i små grupper, enkelte græd, praktikanterne holdt krisemøde. Fortvivlede læsere begyndte at maile ind: Kan det virkelig passe, at I skal lukke. Det fortjener I ikke? Også de mere nøgterne: Får jeg mine penge tilbage, hvis avisen stopper?

Bestyrelsesmedlemmerne snublede over de mange tv-ledninger og hastede ind i elevatoren for at køre op til mødet. Vi ventede. Mødet trak ud. Og så kom meldingen: beslutningen var truffet. Tilskuddet skulle stoppes, og avisen lukkes. Jeg havde lidt fornemmelsen af at have våget over en patient i coma hele dagen, da beskeden kom: Nu har vi slukket for respiratoren!

Men vi producerede jo stadig avis. Diskuterede om den kategoriske forsiderubrik "Farvel" var den rigtige, når kampen for en ugeavis allerede var i gang. Diskuterede hvilket foto, der var det rigtige på forsiden. Skulle det være os selv eller bestyrelsen på vej ind for at eksekvere dommen?

Efter deadline gik vi i kantinen og drak øl, det var ellers ikke tit, det skete. Og som det så ofte går, når man sætter sig sammen for at drikke gravøl, blev det næsten hyggeligt, også selv om skuffelsen var udbredt. Hvorfor fik vi aldrig rigtig chancen for at stå på egne ben? Hvorfor havde LO tabt tålmodigheden, når de samtidig gav udtryk for, at avisens journalistik var både lødig og debatskabende – ja, Hans Jensen havde faktisk samme dag kaldt den for Danmarks bedste avis? Og hvorfor var det i øvrigt så forbandet svært at sælge en avis, der i følge medieforskere og konkurrenter var nødvendig i mediebilledet og vigtig for demokratiet? Kunne vi nogensinde have fået det til at balancere uden hjælp fra LO? Når Information og Kristeligt Dagblad kan, kunne vi vel også?

Et par eks-medarbejdere dukkede op for at trøste, DSU kom med flere øl, vi røg hinandens cigaretter og blev enige om at mødes og feste, selv om avisen ikke var mere. Vi talte om fortiden og vel knapt så meget om fremtiden. Den torsdag havde ingen travlt med at komme hjem. Torsdag var lukningen af avisen vores fælles problem, men allerede da vi vågnede fredag morgen, var det blevet til et individuelt problem.

Pia Thorsen Jacobsen har været ansat på Aktuelt i ti år, senest som vagthavende.