Artikel i distriktsavis roser en fiskeolie til skyerne. Artiklen er leveret af distributøren af fiskeolien og bragt på samme side som en annonce for samme. "Useriøst," mener redaktøren.
"Jeg har erfaret med 100 procent sikkerhed, at det er den flydende friske fiskeolie Eskimo-3, der hjælper," siger Gre-the Jespersen i Thylands Avis.
Den storsmilende kvinde fortæller begejstret om en fiskeolie, som Matas annoncerer for et andet sted på siden.
Både billede og artiklen om Grethe Jespersen er produceret af den danske distributør af fiskeolien, Anjo, og det blev rekvireret af indehaveren af Matas i Hurup, Erik Jørgensen. Han annoncerer for fiskeolien og en demonstration af produktet i forretningen.
"Det er nemmere at sælge produktet, når der følger en fortælling med, og derfor er det godt, når folk læser artiklen," siger Erik Jørgensen.
Direktør for Anjo, Claus Jacobsen, bekræfter, at firmaet har bestilt artiklen hos en freelance-journalist.
"Som alle andre firmaer laver vi den slags pressemeddelelser. Nogle gange sender vi den selv direkte ud til aviserne," siger direktøren.
Redaktør på Thylands Avis, Knud Eriksen, er straks med på, hvad JOURNALISTENs ærinde er, da vi ringer op.
"Ja, det er jo ikke et voldsomt journalistisk værk," siger redaktøren, mens han finder artiklen frem i seneste udgave af avisen.
"Det er jo Matas, der huserer. Det er useriøst, det kan vi hurtigt blive enige om, og det er sket på bedste ludermaner. Det her er jo ren og skær annonce," siger Knud Eriksen.
– Skulle der så ikke have stået "annonce" over artiklen?
"Nej, ikke annonce, men der skulle have stået, hvem afsenderen var. Matas har nogle interesser omkring produktet, som de får med. Det er udelukkende på producentens præmisser, at man fylder læseren med løgn."
– Er det løgn?
"Det ved jeg ikke, men det er jo fuldstændig udokumenteret," siger redaktøren og tilfø-jer:
"Men det er jo ellers en meget journalistisk avis, som du kan se. Du finder ikke andre eksempler på den slags i avisen."
– Netop derfor er det måske svært for læseren at gennemskue, at dette er en artikel med rent kommercielle interesser?
"Det vil jeg godt medgive dig. Jeg er bestemt heller ikke så begejstret for det her. Vi vil bestræbe os på at stramme op i fremtiden, så det ikke er så nemt at komme igennem til vores spalter," siger han.
Læs også: Jobannonce eller….?
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.