Praksis er sat på prøve, og sindene er kommet i kog i forbindelse med et kursus, Den journalistiske Efteruddannelse(DjE) afholdte tidligere i år.
Undervejs og i kølvandet på kurset “På flugt i verden” spekulerede kursusdeltagere over, om efteruddannelseskurser også skal kunne bruges som reportagerejser.
Kurset, der foregik i Afghanistan og Pakistan, kastede nemlig ikke alene lærdom af sig, men gav også stof til de hjemlige aviser. Det på trods af, at “kutyme og praksis er, at man ikke arbejder i forbindelse med, at man er på efteruddannelse,” som Journalistforbundets næstformand, Christian Kierkegaard, siger.
Det hele begyndte med, at et hold kursister, i januar i år drog af sted på efteruddannelse. Den ene af kursets to ledere var Anders Jerichow, Aktuelts chefredaktør, og en af kursusdeltagerne var Ekstra Bladets journalist Annelise Pedersen. Begge udarbejdede de – ligesom flere af de andre kursister – artikler på baggrund af informationer og oplevelser, som de havde fået på rejsen.
Bente Bjørn, journalist på NORDJYSKE Stiftstidende, satte derimod ikke så meget som et komma i sin avis i forbindelse med kurset. Hendes grundholdning er – ligesom flere andre af de 15 deltagere på kurset – at efteruddannelse ikke er en reportagerejse.
“Jeg har aldrig nogen sinde været på et kursus, hvor der var så stor interesse for at skrive. Og jeg har aldrig tidligere været udsat for, at der har været så meget snak om, at “nu skal du lige høre, jeg har en historie”. På turen var der en lille smule hemmelighedskræmmeri indimellem. Og det har jeg ikke oplevet før,” siger Bente Bjørn.

Over grænsen
Annelise Pedersen fra Ekstra Bladet skrev en hel artikelserie til avisen sammen med freelancejournalist Ulla Dahlerup.
Artiklerne gjorde Thomas Szlavik, tillidsmand på Ekstra Bladet, vred. Han frygter nemlig en udvikling, hvor journalister ikke kan komme på efteruddannelse uden efterfølgende at levere et eller andet stof til avisen samt, at fokus flyttes fra at lære og over til research.
“Meningen med at tage på efteruddannelse i et andet land og lære om det land er ikke, at man skal tage hjem og skrive artikler fra det land. Meningen er, at man skal komme derned og få noget viden, der gør, at man er bedre til at beskrive problemstillingerne næste gang, man beskæftiger sig med det land,” siger Thomas Szlavik.
Specielt irriterede det Thomas Szlavik at få at vide af Annelise Pedersen, at Aktuelts læsere også var blevet forsynet med artikler med informationer og indtryk, som Anders Jerichow havde fået på turen.
“Så er det, at jeg siger: Hvad fanden i helvede skal jeg gøre. Jeg kan jo ikke gå og håndhæve nogle normer, som en kursusleder ikke mener gælder for ham,” siger Thomas Szlavik.
Han klagede til DjE. Klagen resulterede i, at DjE på næste bestyrelsesmøde skal diskutere retningslinjerne for efteruddannelseskurser og kursusledere.

En forbandet pligt
Efter at Ekstra Bladet har rejst sagen, har Anders Jerichow overvejet, om han burde have droppet at skrive de to artikler.
“Jeg har vendt og drejet, om jeg burde have ladet være med at skrive, og jeg må indrømme, at jeg er nået frem til, at det burde jeg ikke. Det eneste rigtige er, at man som journalist bruger den viden, man har. Og når man tilfældigvis lige har fået en kæmpeviden fra et land, hvor der sker noget, så skulle man da være idiot, hvis man ikke brugte den viden,” siger Anders Jerichow, der først skrev artiklerne, da han var hjemme i Danmark igen.
Aktuelts chefredaktør fortæller ligesom flere af kursusdeltagere, at han personligt havde behov for at få stærke oplevelser ud af hovedet ved at skrive dem ned.
Annelise Pedersen mener desuden, at det er “en forbandet pligt som journalist” at viderebringe sine oplevelser, mens flere fortæller, at det var ren con amore og ikke under pres, at de producerede.
Ole Jessen, journalist på Århus Stiftstidende og Dagbladet Djursland, skrev for eksempel fire artikler oven på turen, fordi han ikke kunne lade være. Alligevel kalder han det for “en tæskedum ide” at skrive artikler i forbindelse med sin efteruddannelse.
“Men jeg havde bare så meget inde i mit hoved, som jeg simpelthen blev nødt til at komme ud med, fordi kurset var en så stor, fantastisk og gribende oplevelse. Men jeg tænkte også over, at det var problematisk at skrive, fordi det ville være enormt træls, hvis det blev sådan, at arbejdsgiverne forventer, at man skriver, eller tager det ilde op, hvis man ikke skriver,” siger Ole Jessen.

Konkurrenceforvridning
Bestyrelsesformanden for DjE, Torben Krogh, vil ikke tage stilling til kurset “På flugt i verden”, fordi hans kendskab til kurset er sporadisk. Men for ham at se er fremtidsperspektiverne dystre, hvis DjE åbner op for, at det er i orden at skrive.
“Perspektivet kunne være, at der ikke er nogle kurser tilbage, fordi folk har travlt med individuelle aftaler,” siger han.
Desuden påpeger Torben Krogh, at mediearbejdsgiverne kunne frygte en form for skjult produktionsstøtte, hvor nogle arbejdspladser kom på mere eller mindre gratis reportagerejser, mens andre skulle betale “mange gange 10.000 kroner” for at komme på tilsvarende rejser.
“Kurserne i udlandet er enormt eftertragtede, og hvis det blev tilladt, at de blev en form for camouflerede reportagerejser, så skulle DjE i udvælgelsen af deltagere pludseligt også til at tage stilling til hvilke medier, der nu skulle have en chance for gode reportagerejser fra Langtbortistan. Det ville være helt uholdbart for en uddannelsesinstitution,” siger Torben Krogh.