Lækage, spion, muldvarp. Advokat Per Overbeck fik mange navne, da han for otte år siden blev beskyldt for at have brudt sin tavshedspligt og forsynet Jyllands-Posten med fortrolige papirer fra Den Danske Bank. Han blev renset ved to retsinstanser, men han har aldrig fået en undskyldning.

EFTERSPIL. Journalisten vender blikket bagud og ser på gårsdagens historier. Hvilke konsekvenser fik mediedækningen? For kilderne, for deres familier, for journalisterne eller for alle parter? I den kommende tid går Journalisten bag om journalistikken – og ser på efterspillet, der fulgte.

KRÆNKET. »That's you!« siger en amerikansk ambassadesekretær til Per Overbeck. Det er kort før klokken ti den 20. februar 1996, og Per Overbeck ved med det samme, at den er helt gal.

I dagens udgave af Det Fri Aktuelt, som Overbeck ikke har set inden morgenmødet på den amerikanske ambassade i København, kører en historie med overskriften »Bank overvejer politianmeldelse«. Artiklen handler om en person, som har lækket dybt fortrolige papirer i en af årtiets største finansskandaler. Avisen bringer ikke navnet på den formastelige, men signalementet er ikke til at tage fejl af:

»… ifølge Det Fri Aktuelts oplysninger drejer det sig om en tidligere medarbejder. Vedkommende sluttede sin karriere i Den Danske Bank i midten af 1994 og havde et meget anstrengt forhold til bl.a. bankdirektør Peter Straarup. Den pågældende arbejder i dag på en udenlandsk ambassade i København.«

»That's you!« siger ambassadesekretæren til Per Overbeck den februar-morgen, og han er ikke den eneste, der genkender sin kollega i artiklen. Samme dag ringes Per Overbeck op af ti journalister. Han er fra da af i offentligheden stemplet som 'spion' og 'muldvarp', og en uges tid senere bliver han fyret fra sit job som personlig rådgiver for den amerikanske ambassadør Edward Elson.

Per Overbeck blev efterfølgende juridisk renset for at have været illoyal og for at have brudt sin tavshedspligt – først i Østre Landsret i 1997, senere i Højesteret i 1999 – og Det Fri Aktuelts daværende chefredaktør Lisbeth Knudsen fik en rekordstor bøde for ærekrænkelse ved begge instanser.

»Det var komplet uacceptable beskyldninger, og selv om jeg har fået det på afstand, er det stadigvæk en sag, der får mit adrenalin til at løbe hurtigere. Det er jo et spørgsmål om ære,« siger Per Overbeck, der aldrig kom tilbage til sit job på den amerikanske ambassade og i dag arbejder som selvstændig advokat i København.

I begyndelsen af 1996 er Det Fri Aktuelt et af de medier, der halser håbløst efter Jyllands-Posten i dækningen af en række meget tvivlsomme engagementer i Den Danske Bank. Jyllands-Postens artikler handler blandt andet om, at banken har tørret store tab af på småaktionærerne i forbindelse med rekonstruktionen af Hafnia-koncernen. Avisen har forberedt sit raid på banken gennem måneder, og dokumentationen bygger især på strengt fortrolige referater fra bestyrelsesmøder i Den Danske Bank. I februar har de mange artikler ramt banken på både renommé og etik, og internt i Den Danske Bank jagter ledelsen lækagen som vilde.

Det gør Det Fri Aktuelt også. I kampen for at finde egne vinkler, der kan bringe avisen væk fra det konstante baghjul, finder ansvarshavende chefredaktør Lisbeth Knudsen – ifølge hendes forklaring i retten – det interessant at kunne afsløre Jyllands-Postens kilde. Det fremgår af dommen, at hun har sat tre erhvervsreportere på sagen. Den ene af dem, journalist Thomas Flensburg, ender med – på grundlag af kilder i Den Danske Bank – at skrive artiklen. Redaktionschef Nina Vedel-Petersen sætter den i avisen, og allerede fra morgenstunden den 20. februar er Per Overbeck brændemærket.

»Det er fuldkommen uhørt, at man begynder at afsløre hinandens kilder. Alle, der kender Lisbeth Knudsens chef-adfærd, ved, at hun er særdeles stædig. Derfor gætter jeg på, at hun har insisteret på at få den historie og punket de ansatte, til de leverede. Herefter forsøgte hun i landsretten at løbe fra sit ansvar ved at tørre den af på en almindelig journalist. Det er noget af det mest ynkelige, jeg har set,« siger Erik Eisenberg.

Han fik sammen med to andre journalister fra Jyllands-Posten, Søren Funch og Jens Christian Hansen, Cavling-prisen for gennem flere år at have afdækket Den Danske Banks rolle i Hafnia-sagen.

For Per Overbeck handler sagen også i høj grad om kildebeskyttelse:

»Jeg kan godt forstå, at Det Fri Aktuelts chefredaktør interesserede sig for sagen med Den Danske Bank. Men jeg forstår ikke, at hun gik efter at afsløre Jyllands-Postens kilde. Hvis ikke pressen kan beskytte sine kilder, kan den ikke kritisere magtmisbrug blandt politikere eller i erhvervslivet. Chefredaktøren gik simpelthen til angreb på selve fundamentet for sin egen virksomhed,« siger Per Overbeck.
Journalisten ville gerne have bedt Lisbeth Knudsen, der i dag er nyhedsdirektør på DR, kommentere det forhold, men Knudsen siger, at hun har lagt den sag bag sig.

– Per Overbeck, hvad var det værste for dig personligt?

»Beskyldningen om, at jeg var illoyal over for en arbejdsgiver. Jeg havde forladt Den Danske Bank halvandet år tidligere. Da var jeg underdirektør med direkte reference til bestyrelsen. Jeg var bestyrelsens vagthund over for bankens direktion. En svær og betroet stilling med en meget høj grad af tavshedspligt. Jeg havde tidligere været ambassadesekretær og forsvarsattaché på den danske ambassade i Paris. Jeg har været konsulent i Finanstilsynet, og var, da Aktuelts beskyldninger kom, rådgiver for den amerikanske ambassadør. Loyalitet er for mig fundamental, og beskyldningen om, at jeg ikke kan styre det med tavshedspligten, er for mig nærmest en dødssynd,« siger Per Overbeck og fortsætter:

»Det med æren er vigtigt, og det har mit advokatarbejde med injuriesager også siden min egen sag bekræftet. Anseelsen og omdømmet hænger ikke bare sammen med andres opfattelse af dig som én, de kan respektere og stole på, det handler også om din selvrespekt. Æren er beskyttet i straffelovens paragraf 267 og i Menneskerettighedskonventionens artikel 10. Det er faktisk noget, vi skal tage dybt alvorligt.«

Avisen blev såvel i Østre Landsret som Højesteret dømt med piber og trommer, og i begrundelsen for dommen hed det: »Det Fri Aktuelt kunne lovligt have påstået at kende Jyllands-Postens kilde, men var ikke berettiget til at udpege sagsøger som kilden, når der ikke forelå, og stadig ikke foreligger nogen form for dokumentation herfor.«

»Som retsvæsenet er, må jeg sige, at når først tre dommere i Østre Landsret og siden fem højesteretsdommere enstemmigt siger det samme, kan jeg ikke nå længere ad den vej. Men injurie-sager er noget skidt, for der hænger altid noget ubehageligt ved dem også bagefter. Man kan godt føre beviser for, at en person har gjort noget, men man kan ikke føre bevis for, at han ikke har gjort noget. Det er teknisk umuligt,« siger Per Overbeck.

Per Overbeck deltager i denne artikel, fordi han mener, at Det Fri Aktuelt begik så mange elementære fejl, at sagen er god at få principiel forstand af. Han fremhæver for eksempel kildekritikken, der handler om at undgå, at pressen bliver misbrugt.

»Pressen skal være kritisk over for sine kilder. Det er dens fundament. Pressen skal altid spørge: Hvor kommer den oplysning fra? Hvem har interesse i at udbrede den? Kildekritikken er bærende for et uafhængigt medie. Hvis en eller anden i et personligt ærinde kan bruge avisen, som bare ukritisk skriver af, er der tale om, at avisen prostituerer sig. I den her sag forholdt chefredaktøren og avisen sig ikke kritisk til deres kilder. Man kunne have undersøgt, hvad mit job i banken egentlig var. Eller hvilket motiv avisens kilde i banken havde til at sige, at det var mig. Man stillede ingen af disse spørgsmål, men bragte i stedet en sladderhistorie til torvs, som både var giftig og farlig, fordi den handlede om noget så alvorligt som illoyalitet og brud på tavshedspligten,« siger Per Overbeck.

Noget andet, han fremhæver, er genmælet. Altså dét, at man som offer får lov til at svare på et angreb.

»Hverken chefredaktøren eller journalisten ringede til mig inden offentliggørelsen for at høre, hvad jeg mente om beskyldningerne. Jeg blev ikke forelagt noget som helst,« siger Per Overbeck.

Det fremgår også af retssagen, hvor journalist Thomas Flensburg forklarede, at han forud for offentliggørelsen af den fatale artikel ikke havde kontaktet Overbeck, fordi han »ikke forventede, at Overbeck ville bekræfte oplysningerne fra hans kilder«.

»Som med den manglende kildekritik er det en elementær fejl i den svære vægtklasse. Det går jo slet ikke, at man ikke kan tage til genmæle. Det er rent ud sagt til dumpe-karakter på Journalisthøjskolen,« siger Per Overbeck.

Endelig mener han, at sagen viser, hvor vigtigt det er, at pressen erkender og indrømmer, hvis den begår fejl.

»De her fejl sker af og til. Det kan ikke undgås, hvis man vil have en fri presse, der skal kunne sige noget som helst om noget. Men så kan man da i det mindste hurtigt rette fejlene, inden der sker ulykker. Det er naturligt og løses med et loyalt og hurtigt dementi. Samme dag, som det skete, skrev jeg et brev til chefredaktøren, hvor jeg gjorde opmærksom på, at beskyldningerne kunne få alvorlige konsekvenser for mig, og at det var følelsesmæssigt uacceptabelt. Jeg bad hende venligst bringe et dementi, men hun svarede mig aldrig. Det er næsten arrogant.«

»Når du lægger det hele sammen, bliver det ekstra slemt, fordi der var tale om en sag af væsentlig samfundsmæssig interesse. Alle fulgte med i den,« siger Per Overbeck.

Men hvad er konsekvensen af, at medierne går efter at afsløre hinandens kilder?

Erik Eisenberg, der dækkede Danske Bank-sagen for Jyllands-Posten, siger:

»Konsekvensen er, at folk, der sidder inde med værdifuld viden, ikke fortæller os noget. Det gælder folk på samfundsmæssigt vigtige poster, og det gælder offentligt ansatte. Hvis det eneste, du kan være sikker på, er, at du mister dit job, at du ødelægger dine fremtidige jobmuligheder, og at du måske bliver straffet, hvis du fortæller noget, så lægger det naturligt en dæmper på lysten til at kontakte pressen.«

Det samme mener Søren Funch, den anden af de tre journalister, der skrev om sagen i Jyllands-Posten:

»Det er dybt betænkeligt at gå efter hinandens kilder. Det har den konsekvens, at ingen tør stå frem, og det er til skade for pressefriheden. Det er et mantra blandt journalister, at hvis du spørger, hvem deres kilde er, så siger de: 'Mit navn er Abe, og jeg bor i skoven'. Selv min kone vidste ikke – og ved stadig ikke – hvem vores kilder var, og det får hun aldrig at vide. Og hånden på hjertet: Hvis du spørger Thomas Flensburg og Nina Vedel-Petersen og Lisbeth Knudsen, så tror jeg, de har fortrudt den artikel,« siger Søren Funch.

Journalisten har spurgt dem. Thomas Flensburg, der i dag er journalist på Politiken, og Nina Vedel-Petersen, der netop har gjort boet op efter Aftenposten, ønsker ikke at udtale sig om sagen. Hvad den injurie-dømte Lisbeth Knudsen, der i dag er nyhedsdirektør på DR, angår, siger hun, at hun har besluttet sig for ikke at sige mere om den sag.

På advokatkontoret i Hovedvagtsgade spørger vi Per Overbeck, om dommene i Østre Landsret og Højesteret var nok til at give ham oprejsning?

»Juridisk kan jeg ikke komme længere, men jeg kom altså også langt, i forhold til om man i Den Danske Bank – blandt de personer, der havde forstand på det her – mente, at det var mig, der var lækagen. Bankens direktør Knud Sørensen blev indkaldt som vidne, og ifølge dommen slog han fast, at 'det er rigtigt, at der har været gennemført en intern undersøgelse i Den Danske Bank, men han (Knud Sørensen, red.) så ingen anledning til at inddrage Per Overbeck heri.'«

Per Overbeck, der har siddet med Ugeskrift for Retsvæsen foran sig og læst højt, lægger bladet fra sig.

»Punktum. Det kan ikke siges tydeligere. Han så ingen anledning. Tak. Det var bare lidt sent, han kom med det,« siger Per Overbeck.

– Men én ting er juraen. En æressag handler vel også om følelser – hvordan føles det at få beklikket sin ære?

»Det er dybt alvorligt, og det er det stadigvæk. Jeg har det ikke godt med det, men nu er det lang tid siden, så det går nok. Men jeg forstår nu af egen erfaring, at folk, der bliver beskyldt for noget, vi alle sammen synes er noget griseri, uetisk, illoyalt eller ligefrem er strafbart, oplever det som forfærdeligt. Æren er noget helt fundamentalt, men det forstår folk først rigtigt, hvis de selv får sådan en tur med offentlige beskyldninger for et eller andet.«

– Har jeg egentlig forstået dig rigtigt, når jeg hører dig sige, at man må acceptere, at pressen laver fejl?

»Ja, det kan ikke undgås, at der sker fejl en gang imellem. Hvis du skal have en fri presse, og den skal beskæftige sig med væsentlige ting, hvad den jo helst skal, også ting, der er person-sensitive – ledelse af en regering, ledelse af et politisk parti, ledelse af en virksomhed, ledelse af en bank – så vil pressen komme til at begå en fejl. Det er så det. Professionelle fejl laver vi alle sammen af og til, men så brug da dementiet som en slags sikkerhedsventil. Straks, når du har lavet fejlen.«

– Hvis du havde fået det dementi dengang, hvad så?

»Så var der ikke kommet en retssag. Jeg havde da været ked af det alligevel, men jeg opsøger ikke retssager. Hvis chefredaktøren hurtigt og loyalt for eksempel havde skrevet, at »efter en gennemgang af vore kilder er jeg nået til den konklusion, at sigtelsen er ubegrundet og udokumenteret. Vi beklager dybt,« så havde der ikke været noget at komme efter. That's it.«

– Og så havde du kunnet fortsætte dit job på den amerikanske ambassade?

»Ja, det er klart.«

»That's it!« Så enkelt havde det været, mener Per Overbeck.

Men alt, hvad han hørte, var »That's you!«

*
Læs også de øvrige artikler i serien 'Efterspil':

Først anklagen, så fortvivlelsen (Journalisten nummer 7/2004)
Tavshedsløftet (Journalisten nummer 9/2004)