P1 vil være hurtigere og skarpere

P1 lukker nogle programmer, mens andre bliver skåret i længden. Målet er at blive mere aktuelle forud for konkurrencen mod Radio 24syv. Se en liste over programmerne her.

P1 lukker nogle programmer, mens andre bliver skåret i længden. Målet er at blive mere aktuelle forud for konkurrencen mod Radio 24syv. Se en liste over programmerne her.

Fra 1. november er der konkurrence i dansk taleradio. Radio 24syv skal udfordre DR P1. Derfor vil P1 stramme profilen op. Målet er at blive hurtigere, kortere og sjovere, skriver Politiken.

Helt konkret betyder det, at P1 lukker nogle programmer og beskærer længden af andre for at sikre mere aktualitet på radiofladen.

»P1's største svaghed er, at man næsten kun har fat i de ældre lyttere, og nu forsøger man at forynge profilen. Det, vi ser, er en helt klassisk markedskamp, hvor DR forsøger at begrænse den bane, konkurrenten kan spille på. Det eneste usædvanlige er, at det er to offentligt finansierede kanaler, som kæmper,« siger tidligere P3-chef Jesper Grunwald til Politiken.

Grunwald er journalist og konsulent. Han var en af de ledende kræfter bag DR's kamp mod TV2 Radio.

P1 har allerede indført satire tre minutter per time med Omar Marzouk og Anders Lund Madsen. Derudover vil kanalen indføre et ugentligt reportageprogram. "Orientering Søndag" erstattes af "Orientering Weekend".

Her er, fra Politiken, de programmer, der lukkes eller forkortes:

De bliver kortere:
"Mennesker og tro" fra 57 til 27 minutter
"Feature" fra 45 til 27 minutter
"Religionsrapport" fra 57 til 30 minutter
"Alle tiders historie" fra 45 til 27 minutter
"Klubværelset" fra 45 til 27 minutter
"Kulturnyt" fra 30 til 15 minutter
"Politisk debat" fra 50 til 42 minutter

De lukker:
"Vita"
"Klima og miljø"
"Reportagen"

16 Kommentarer

Bo Poulsen
17. OKTOBER 2011
Re: P1 vil være hurtigere og skarpere

Suk... P1-ledelsen gør da, hvad de kan for at jage kernelytterne væk.

Som 32-årig må jeg åbenbart sande, at jeg bliver for gammel for P1, for på kanalen har jeg haft et sted for fordybelse i lange magasinformater - her kunne man finde en grundighed og et fokus, som ikke fandtes andre steder i radiobilledet. Og nu skal det så erstattes af 27 minutters formater, som hverken er fugl eller fisk, men sikkert nemme at podcaste. Desuden ved vi jo, at 27 minutter aldrig er 27 minutter, fordi der også skal være plads til uendelige mængder af jingler med selvsmagende anprisninger.

Og et program som Klima og miljø, som om nogen har taget den mediemæssige tete i hele den vigtige diskussion og oplysning om klimaudfordringer, omlægning til grøn energi og miljøets vilkår, skal lukkes. Hvad er det for et signal?

Og hvad er det for et signal på den ene side at tale om at styrke kulturdækningen i DR og så skære det skarpe og interessante Kulturnyt ned til 15 minutter?

Lige som flere andre skribenter er jeg utryg ved tanken om at Orientering skal være mere aktualitetsfikseret. Jeg hører Orientering for at få baggrund og dybdeborende analyser, som dygtige fagmedarbejdere har brugt tid på at bore sig ned i. Ikke for aktualitetsopdateringer, hvor man ikke har egentlig baggrund med sig og kun kan komme med gæt og intetsigende kommentarer, som var det Breaking News på TV2 News.

Og endelig: Omar Mazouk og Anders Lund Madsen som "sjove" og "satiriske" indslag i P1 Morgen? Som fast lytter af morgenfladen må jeg sige, at det nok er det mindst sjove, jeg nogen sinde har hørt. Det er tåkrummende pinligt, og som Information skrev forleden, må der være nogen, der skylder en kvajebajer.

Nels Sørensen
16. OKTOBER 2011
Re: P1 vil være hurtigere og skarpere
Hej Per. DRs svar til dig synes nøje at følge den (arrogante) skabelon, de altid bruger, når de bliver kritiseret:

"Beklager, at du [indsæt klagepunkt].
Men du har ikke ret.
Det vi gør er godt. Vi véd bedst."


I øvrigt har jeg forgæves, prøvet at forstå dette maniske behov for at tiltrække unge lyttere, da jeg altid har set dét at lytte til P1, som noget man bogstavelig talt voksede ind i. Men … da P3, de unges kanal, ofte bruger underlægningsmusik som krydderi, når "snak" skal glide ned, forestiller jeg mig, at DRs ræsonnement er gået nogenlunde som følger:

"Unge er afhængige af at kunne høre musik ~ Vi ønsker flere unge lyttere til P1 ~ Vi oversvømmer kanalen med "rytmer"(!) ~ Og Bingo! flere unge vil lytte til P1."

Med hensyn til underliggende "rytme" – som det åbenbart hedder på DR Newspeak! – udløste det en seerstorm, da man på TV-Avisen underlagde de korte nyheder en "rytme". Bl.m.a. ÆldreSagen var på banen på vegne af sine medlemmer.

Og hvad var reaktionen? Joh, DR svarede:

"Beklager, at I ikke påskønner "rytmen".
Men I har ikke ret.
Det vi gør er godt. Vi véd bedst."
Per Meinertsen
14. OKTOBER 2011
Re: P1 vil være hurtigere og skarpere

svar til Nels (lidt højere oppe denne tråd)

Det er meget værre. Det er ikke kun én af cheferne - det er hele Danmarks Radio!

For et par år siden sendte DR en debat ved navn ”Kandidaterne”, hvor man havde lagt musik under dele af indslagene. Jeg sendte en mail til chefredaktøren, hvor jeg bl.a. skrev:

” … for hvad i alverden er meningen med at lægge musik under indlæg i en seriøs debat-udsendelse? Er det fordi DR ikke kan få det poppet nok? Findes der ikke nogen som kan fortælle pågældende producere og redigeringsfolk, at musikunderlægning primært er noget man bruger i visse dramaturgiske sammenhænge med det til hensigt, at opnå en vis effekt hos modtageren. Og at påvirkningen af seerne i en tv-debat gerne skulle udspringe fra de udsagn, som måtte blive fremlagt. Ordene skulle altså gerne tale for sig selv. At lægge musik under disse er at opfatte som en mistillidserklæring til, hvad de deltagende måtte have på hjerte. Dertil kommer, at musik som ligger og kværner under debattørers indlæg, er enormt distraherende.” 

I svaret jeg fik tilbage fra en mellemleder lød det bl.a.:

 ”Jeg er ked af, at du er blevet irriteret over den rytme, som har ligget under vores indslag. Formålet er at lave en professionel tv-præsentation af kandidaterne og af de emner, som vi vælger at debattere. Til det formål har vi vurderet, at en diskret rytme under indslagene vil få indslagene til at fremstå mere indbydende.” 

Læg her mærke til vendingerne: ”en professionel tv-præsentation”, samt: ”fremstå mere indbydende”!

Det er altså hele huset som betragter jingles og musak og rytmiske båndsløjfer som noget ganske uskadeligt og guds gave til dem selv - og til lytterne.

Nels Sørensen
14. OKTOBER 2011
Re: P1 vil være hurtigere og skarpere
Hæhæ! :D

Ja, så utaknemmelig er jeg, at jeg så vidt muligt zapper væk inden en af de utålelige "jingles", "spots", eller … "station identifications"? lyder – eksempelvis efter timenyhederne. De er simpelthen ikke befordrende for mit blodtryk.

Jeg tror i øvrigt at fænomenet er opstået ved, at en af DRs chefer har haft en arbejdsløs jingle-komponist i sin midte. Så kom DR til undsætning – og vi andre må undgælde.
Staffan Dahllöf
14. OKTOBER 2011
Re: P1 vil være hurtigere og skarpere
Ungdom varer ikke så længe. Alderdom gør, i hvert fald hvis den starter ved 40. Måske skulle nogen fortælle DR det også.

Flere