Jo, Politiken blev bestemt hængt moralsk til tørre i sin egen letkøbte retorik. Anita Bay Bundegaard forsøger en argumentation, hvis hovedpointe er, at det hele er okay, fordi Det Berlingske Hus også har samme type dilemmaer, hvis man kigger dybt nok i arkiverne.

Dermed blev diskussionen drejet væk fra emnet, nemlig det principielle og det problematiske ved at foregive at være en uafhængig anmelder, som derefter roser en forfatter til skyerne, en forfatter hvis succes kan få indflydelse på anmelderens egen indtjening, fordi både anmelder og forfatter lønnes af samme udgiver. 

Yderst pinligt for Bundegaard, og ganske flot af Bjørnvig, der forsøgte at holde fast i det principielle problem uden ret meget hjælp fra studieværten.

Og her fandt han altså, at sagen med May Schack var så meget for meget, at den var værd at nævne, selv om han på ingen måde nægtede, at også Det Berlingske Hus havde været i samme type dilemma. Ifølge ham selv dog ikke i nær så udpræget grad som i sagen med Schack.

For denne lytter - i en deprimerende og regnfuld morgentrafik - var det absolut et lyspunkt at høre Bjørnvigs imødekommende integritet hele vejen igennem, tak for det!

Bundegaard ku' simpelthen have afsluttet sin egen argumentation med et par bemærkninger om, at Bjørnvig havde en pointe, og at man vil indskærpe, at læserne ikke udsættes for disse interessemix fremover.

Men hun valgte altså en anden vej, der handlede mere om at få ret i sin egen argumentation, selv om hun ikke havde retten på sin side.