Øvig og Zentropa i strid om ophavsret

Peter Øvig Knudsen forsøger at bremse Zentropas filmatisering af Blekingegadesagen. Peter Øvig Knudsen og Journalistforbundet frygter, at filmen vil krænke Øvigs ophavsret. Det skriver Politiken.

Peter Øvig Knudsen forsøger at bremse Zentropas filmatisering af Blekingegadesagen. Peter Øvig Knudsen og Journalistforbundet frygter, at filmen vil krænke Øvigs ophavsret. Det skriver Politiken.

»Hans hoved er blevet for stort. Der er ikke copyright på offentligt tilgængeligt materiale.« Sådan lyder filmproducent Peter Aalbæk Jensens reaktion på, at Dansk Journalistforbund på vegne af Peter Øvig Knudsen har bedt om aktindsigt i alt materiale vedrørende Det Danske Filminstituts økonomiske støtte til filmselskabet Zentropas planlagte filmatisering af Blekingegadesagen.

Kravet skyldes ifølge Politiken frygt for, at Zentropas kommende film vil krænke Peter Øvig Knudsens to bøger om Blekingegadesagen. Det er til trods for, at Zentropas film kommer til at bygge på en helt anden bog, nemlig 'Blekingegade-betjenten'. Bogen er et portræt af den tidligere kriminalinspektør Jørn Moos, som var efterforskningsleder i sagen, og er skrevet af journalisterne Anders-Peter Mathiasen og Jeppe Facius, som begge tidligere har vundet Cavling-prisen.

Zentropa har i flere år forhandlet med Peter Øvig Knudsen om en filmatisering med udgangspunkt i hans bøger, men opgav samarbejdet, fordi Peter Øvig Knudsen ifølge filmselskabet krævede 1,9 millioner for at medvirke. Peter Øvig indgik i stedet et samarbejde med det svenske produktionsselskab Yellow Bird og DR om at producere en tv-serie om sagen. Og Zentropa indgik som modreaktion en aftale med Jørn Moos om, at han skulle være konsulent på deres filmatisering af sagen.

Peter Øvig Knudsen og forbundets forsøg på at få aktindsigt afvises af Peter Aalbæk Jensen.

»Det må være gået med Peter Øvig Knudsen som så mange andre, der har fået succes. Det virker desperat. Man kan ikke få copyright på offentligt tilgængeligt materiale. Og Peter Øvig Knudsen understreger jo netop selv på omslaget af sine bøger, at intet af indholdet er udsprunget af hans egen fantasi. Det hele er dokumenterede hændelser fra det virkelige liv. Han kan være sikker på, at lige netop det bliver vores bilag 1 i en eventuel retssag om ophavsret til en film om Blekingegadesagen,« siger Peter Aalbæk Jensen til Politiken.

Det har mandag formiddag endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Dansk Journalistforbund. Peter Øvig Knudsen havde ingen kommentarer til striden, da Politiken forelagde ham den forleden, og mandag formiddag har han endnu intet nyt at tilføje.

»Jeg har inviteret Zentropa til at ryge en fredspibe,« lyder Peter Øvig Knudsens forklaring til Journalisten.dk. Først når den pibe er røget, vil Peter Øvig Knudsen kommentere sagen.

0 Kommentarer