search

Øvig: Letkøbt at udgive Se og Hør-bog som roman

Det var en delvist fiktiv roman, der satte lavinen mod Se og Hør i gang. Journalist Peter Øvig Knudsen mener, det er »en billig løsning­« at fremsætte anklager i romanform, der blander fiktion og fakta. »Jeg har ikke noget ansvar for at være fair over for Se og Hør,« siger Ken B. Rasmussen

Journalister skal holde sig fra romangenren, når de fremsætter kritik eller anklager folk for at begå ulovligheder, som Ken B. Ramussen gør det i sin roman om ugebladet ’Set og Hørt’.

Det siger journalist og forfatter Peter Øvig.

»Hvis formålet er at kritisere eller rejse en debat, så må man kræve, at forfatteren kan dokumentere sine påstande,« siger han.

Peter Lind Nielsen, partner i advokatbureauet Birds & Birds og underviser i medieret på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, mener ikke, at romangenren egner sig til denne slags sager, fordi det er uklart, hvad der er fakta og fiktion.

»Det er problematisk, hvis læserne selv skal finde ud af, hvad der er fis og ballade. Det bryder jeg mig personligt ikke meget om, fordi man udsætter folk for en mistanke, der er svær at forsvare sig imod. For bagefter kan forfatteren jo sige, at lige dén del var noget, man havde fundet på,« siger Peter Lind Nielsen, der synes, at Ken B. Ramussen fra begyndelsen skulle have bekendt kulør og præsenteret bogen som enten fiktion eller dokumentation.

Selv siger forfatteren til 'Livet, det Forbandede', Ken B. Rasmussen:

»Bogen har været ude i fire dage, og det vælter frem med dokumentation. Så jeg vil spørge hvorfor? Om dokumentationen bliver fremlagt tirsdag eller torsdag, er vel ligegyldigt. Jeg overvejede aldrig en anden form end romangenren. Det var en genre, jeg aldrig havde prøvet, og fortællende journalistik er ikke ligefrem noget, man kan lave på et ugeblad,« siger han i dag.

Bogen skal kunne stå alene

»Hvis jeg skulle have skrevet det præcis, som det var foregået, ville det have fyldt meget mindre. Det handler om en ung mand, og kun noget af det handler om det, der foregår på Se og Hør,« siger han.

Men ved at lave bogen dokumentarisk, ville du kunne dokumentere dine påstande?

»Jeg har ikke noget ansvar for at være fair over for Se og Hør. Bogen handler om mennesker, der har brugt hele deres voksenliv på at hænge andre mennesker ud. Det er ikke sølle små uskyldige børn,« forklarer han.

Du kunne jo godt efterfølgende have bekræftet, hvad der var sandt i bogen?

»Bogen skal kunne stå alene, og det ville have ødelagt læseoplevelsen, hvis det skulle handle om, hvad der var sandt og falsk. Nu vrimler det jo frem med medarbejdere, der fortæller, hvordan det var. Jeg behøver slet ikke at gøre noget,« siger han.

20 procent fiktion

Romanen ’Livet, Det Forbandede’ er ifølge forlaget 80 procent fakta og 20 procent fiktion. Den indskriver sig i en lang række af bøger, hvor det er svært for læserne præcist at gennemskue, hvad der er virkelighed – og hvor fantasien tager over. Det gælder for eksempel også bogen 'Den Hemmelige Socialdemokrat' og Claus Beck Nielsens bog 'Suverænen'.

Peter Øvig har blandt andet skrevet dokumentariske bøger om Blekingegadebanden og hippiebevægelsen. Han kunne aldrig finde på at bruge romanformen.

»Det er en billig løsning. Der en masse problemer med at skrive dokumentariske bøger, som jeg gør, fordi folk husker forskelligt. Det er besværligt, og det kan føre til klager og retssager. Men at springe over alle de problemer ved at skrive en roman, hvor man kan tillade sig hvad som helst, det har jeg ikke meget respekt for,« forklarer han.

Peter Øvig anerkender, at bogen har skabt en mediestorm, der kan få kolossale konsekvenser for Se og Hør. Men det ændrer ikke på, at Ken B. Ramussen efter Peter Øvigs mening til at begynde med skulle have skrevet en dokumentarisk bog.

»Jeg kan ikke se andet end, at forfatteren ved at fiktionalisere sikrer sig en nødudgang og dermed gør det nemt for sig selv,« siger Peter Øvig.

Hans kritik går alene på romanformen, ikke den måde, medierne har dækket sagen på.

Skal passe på med æreskrænkelse

Advokat Peter Lind Nielsen peger på, at en dom fra Østre Landsret fra 2011 slår fast, at der er ret vide rammer for, hvad man må skrive i en roman. I 2008 skrev Claus Beck-Nielsen for eksempel bogen 'Suverænen'. En performancekunstner anlagde sag, fordi bogen angiveligt afslørede hans indtægts- og familieforhold og tillagde ham racistiske synspunkter.

Men Østre Landsret slog i dommen fast, at forfattere, som beskæftiger sig med »emner af politisk og samfundsmæssig interesse«, gerne må bruge andre menneskers liv i deres romaner uden først at spørge om lov, så længe der ikke er tale om »ren underholdning«.

Peter Lind Nielsen siger, at inden for skønlitteratur gælder de presseetiske regler ikke. Men man kan som forfatter blive dømt for æreskrænkelse og eller krænkelse af privatlivets fred.

»Man skal især passe på med at angive bogen som en slags dokumentarbog, der beskriver faktiske forhold, for så kan fælden klappe. Man må ikke være i tvivl om, at det er fiktion. Hvis det kommer til en retssag, og retten mener, at det ikke er fiktion, kan du risikere at blive mødt med dokumentationskrav,« forklarer han.

»Sløringen var lidt mangelfuld«
I 1997 skrev Ole Hyltoft, nuværende næstformand i DR's bestyrelse, krimien 'Mordet på Museet'. Dengang forklarede Ole Hyltoft, at enhver lighed med nulevende personer var utilsigtet. Men det var tydeligt for enhver, at den handlede om den fyrede direktør Anna Castberg fra kunstmuseet Arken, hvor Ole Hyltoft havde siddet i bestyrelsen.
På forsiden var en Roald Als-tegning af en kvinde, der lignede Anna Castberg på en prik.

»Damen på forsiden var svær ikke at identificere. Sløringen var lidt mangelfuld,« erkender Ole Hyltoft.

Da bogen kom frem, kaldte du handlingen fri fantasi. Er det ikke en letkøbt måde at rejse en kritik, som er svær at forsvare sig imod?

»Jo, det er rigtigt, at man har en slags sikkerhedsgaranti ved at sige, at det ikke handler om vedkommende,« siger Ole Hyltoft.

Når han skrev krimien, var det i frustration over det, som Ole Hyltoft oplevede som Anna Castbergs uduelighed.

»Der var et element af hævn. Det var der selvfølgelig. Hun kunne jo ikke noget. Bogen er nok udtryk for en slags vrede, og der ligner jeg nok ham, der har skrevet om Se og Hør,« siger han.

Ken B. Ramussen siger, at han efter bogudgivelsen har talt med utallige danske medier.
»Jeg vidste slet ikke, at der var så mange journalister i Danmark,« siger han.

Han har også givet interview til norske og svenske medier, Wall Street Journal og skal også tale med BBC.

Kommentarer
1
Bodil Rohde
02.05.14 16:06
Det er da i orden, at Peter
Det er da i orden, at Peter Øvig aldrig kunne finde på at bruge romanformen.

Men for resten af journaliststanden og de mennesker, hvis data er blevet misbrugt i et omfang, ingen ville have kunnet forestille sig før nu, er det - uanset fortælleformen - helt afgørende, at oplysningerne er kommet ud.

Venlig hilsen
Bodil Rohde
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen