search

OVERSKUD UDLØSTE SPARERUNDE

Trods et rekordoverskud på 46 millioner måtte Drammens Tidende gennem en stor sparerunde. Bladets journalister frygter, at avisens samfundsmæssige forpligtelse nedtones - og cheferne taler om ‘ensretning'.Avisen er Orklas største i Norge.

Trods et rekordoverskud på 46 millioner måtte Drammens Tidende gennem en stor sparerunde. Bladets journalister frygter, at avisens samfundsmæssige forpligtelse nedtones – og cheferne taler om ‘ensretning'.Avisen er Orklas største i Norge.

Det er vigtigt at have fordommene på plads.
Så da jeg står på en tåget parkeringsplads foran Orkla-koncernens største avis i Norge, ser jeg det hele for mig: Lange rækker af skriverkarle. De er udstyret med ens Orkla-kasketter og store hovedtelefoner, som spiller produktivitetsfremmende muzak. En nyhedsfabrik.
Bag rækken af nyhedsfabrikanter hænger han garanteret. Den tidligere så enevældige konge af Orkla, Jens P. Heyerdahl. Det er ganske vist kun et billede. Men undersøgelser viser, at hans blotte tilstedeværelse øger overskuddet …
"Nej, vi mærker faktisk ikke meget til Orkla eller Heyerdahl i hverdagen," afviser tillidsmand John Fredriksen. En lille mørkhåret mand med tilbagestrøget hår og blå fløjlsjakke. Han står i receptionen – uden kasket og hovedtelefoner.
"Men der er forskel. Der er sket noget efter, at Orkla kom til. I dag handler det bare om at tjene penge," siger han.
Drammens Tidende er en del af en stor industri-koncern, der er rigtig god til at tjene penge. Hvad det vil sige, fik medarbejderne at mærke for et par år siden.
Da regnskabet for 1998 blev lagt frem i begyndelsen af 1999, vakte det jubel på avisen. Tallene viste et rekordoverskud på 46 millioner kroner, eller et afkast på 19,9 procent. Det var mange penge, selv for en velhavende avis som Drammens Tidende.
Men i stedet for at love lønforhøjelser og større julegaver mente ledelsen, at det var på tide at spare.
"Pludselig skulle vi spare 10-12 millioner kroner. Det forstod vi selvfølgelig ikke en pind af," siger John Fredriksen.
Cheferne henviste til prognoser: "Markedet vil dykke". Det var derfor nødvendigt at fjerne 28 medarbejdere, mente ledelsen. Noget som gjorde John Fredriksen tosset.
"Altså, jeg går ikke hen til en kollega og siger: "Sorry, vi har kun tjent 46 millioner, du bliver nødt til at gå!"."
"Sparerunden er typisk Orkla. Det var aldrig sket med vores gamle ejere. De var glade, så længe vi tjente penge," mener John Fredriksen, der har været på avisen i 15 år.
Han erkender dog selv, at der faktisk kom nedgang. Afkastet i 1999 blev "kun" 12,3 procent. Imponerende set med danske øjne. Men for lavt i forhold til Orkla-koncernens mantra: 15 procent afkast hvert år.
Ovenstående historie er ifølge en lang række tillidsfolk, avischefer og eksperter, som JOURNALISTEN har talt med, typisk for Orkla. "Tøffe og professionelle" er to ord, der hænger ved Orkla-cheferne.
Men historien har faktisk også en mere sympatisk side, set med journalistiske øjne. Sparerunden på Drammens Tidende gik helt uden om journalisterne. Kun grafikere og administrativt personale skulle væk.
Det er også typisk.
"Orkla skærer ned på de administrative funktioner i alle deres aviser. Det, der i Orkla-sprog hedder "De industrielle dele". Samtidig styrker de redaktion og salg. Det er strategien," siger Johann Roppen, der er medieforsker og ved at færdiggøre en doktorafhandling om ejerforhold i norske aviskredse – med fokus på Orkla.
Ifølge medieforskeren kan _Orklas strategi et langt stykke hen ad vejen formuleres i et ord: Stordrift.

At centralisere
John Fredriksen viser vej ned i kælderen, hvor der engang var et trykkeri. Nu er der tre aflange fordybninger i betongulvet og gigantskruer, der stikker 20 centimeter op i luften.
"Der stod maskinerne," siger Fredriksen.
I dag bliver Drammens Tidende trykt på Orklas trykkeri i Stokke, syd for Drammen, ligesom en lang række af de andre Orkla-aviser i Norge. Trykkeriet kører 24 timer i døgnet og går for at være et af Nordeuropas mest moderne.
Men det er ikke kun trykkerne på Drammens Tidende, der er væk. Store dele af løn-, regnskabs- og annoncepersonalet er også fyret eller flyttet. De, der er flyttet, sidder på et kontor i byen Tønsberg ved indsejlingen til Oslo-fjorden. Her servicerer Orkla-kontoret snart alle Orklas 27 aviser i Norge.
I løbet af den kommende tid regner man også med at samle en del af IT-folkene. Desuden er der planer om at slå receptionerne på aviserne sammen.
"Det håber jeg ikke," siger _Fredriksen.
"Det er noget rod. Hvis man ringer til Drammens Tidende, så er det vigtigt, at én her i huset tager røret, ikke én i Tønsberg, der ikke aner noget."
Vi går op ad trapperne igen, mens vi snakker om ‘centralisering'.
Orkla har også lavet en fælles redaktion. Den ligger i Oslo og laver mad- og bilanmeldelser, rejsestof og lignende. Men redaktionen er ikke stor og Fredriksen er overhovedet ikke bange for, at _Orkla vil centralisere flere journalister, så det samme stof kan bruges i flere aviser.
"Vi er lokalaviser. Det kan ikke lade sig gøre," siger han uforstående. Vi går gennem gangene. Der er tilsyneladende ingen produktionshal med skriverkarle, men bare små kontorer. Bag en af dørene sidder en stresset økonomichef.
"Indrapporteringer," siger han og kigger rundt på stabler af papir, der ligger over det meste af kontoret. Han forsikrer, at det er "særdeles positivt", at Orkla er kommet til. Men han erkender, at det har givet ham mere at lave.
Foreløbig er rapporterne ganske positive. Oplaget er steget nogle tusind under Orkla, driftsresultatet er omtrent fordoblet.
"Hver måned skal der rapporteres, tre dage efter måneden er gået. De skal vide antallet af sider, annoncer, regnskab og sådan nogle ting. Der er mere rapportering end tidligere, siger han rød i ansigtet.
"Men de har styr på sagerne," skynder han sig at tilføje.

Skeptisk
Vi går op på 4. sal, hvor kantinen ligger. Der er ingen af Orkla-koncernens pizzaer eller chips til salg. Men hvidt brød og sort kaffe.
John Fredriksen slår sig ned med kaffen og kigger ud i tågen. Han er på mange måder tilfreds med at have Orkla som ejer. De blander sig først og fremmest ikke i det redaktionelle.
"Nej, det har vi aldrig oplevet. Det er de for professionelle til," indskyder han. De fyrer ikke journalister, indtil nu. Samtidig fremhæver tillidsmanden, at Orkla-cheferne er blevet meget bedre at tale med over de seneste par år, selv om det kostede lidt af en kamp.
Orkla kan heller ikke beskyldes for at slagte aviser. Det er sket én gang, for ti år siden. Eksperterne mener faktisk, at Orkla har ædle motiver, når de køber aviser: De vil beholde dem og lave en god forretning. Orkla har i flere tilfælde vist, at koncernen kan bære over med dagblade, der giver underskud i nogle år. For eksempel Varden i Skien, som har det svært over for den lokale konkurrent.
Men trods de sympatiske træk er John Fredriksen ikke meget for at uddele roser til ejeren. Han er skeptisk.
"Al den fjernstyring er ikke kun godt. Til sidst sidder vi journalister alene tilbage, eller også sidder vi derhjemme. Det gør avismiljøet fattigere," mener han.
Fredriksen kan heller ikke lide at se sig selv som en slags "nyhedsfabrikant" i en organisation af slipsedrenge. Journalistisk virksomhed er mere end forretning, mener tillidsmanden.
"Vi skal jo ikke bare tjene penge. Vi har en samfundsmæssig forpligtelse. Og det står ingen steder i Orklas målsætninger. Der står bare, at vi skal tjene penge," siger han.
"Det er måske ikke noget problem lige nu. Men jeg er bange for, at det kan blive et problem næste gang, vi havner i en krise."
Fredriksen virrer med hovedet.
"Der kommer chefen, siger han og vinker til chefredaktør Hans Arne Odde. Chefen sætter sig ved vores bord med to stykker tørt, norsk brød med grønprikket skimmelost og en kop kaffe. Han får en kort indføring og smiler imødekommende, da han siger:
"Nej, jeg er ikke enig."
"Uanset hvem, der ejer avisen, så er avisens sjæl den samme. Vi er en uafhængig konservativ avis. Det er vores platform, og jeg kan ikke se, hvorfor Orkla skulle ændre på det."

Ensretning af chefer
Fredriksen forsøger at forklare, at hvis Orkla afskediger tilstrækkelig mange journalister, så kan det blive svært at leve op til de samfundsmæssige forpligtelser.
"Jeg kan følge dig, men jeg tror ikke, at det vil ændre noget at få det nedskrevet i en målsætning," siger Hans Arne Odde.
Chefredaktøren er rigtig godt tilfreds med Orkla. Men midt i den anden skive brød lufter han en væsentlig bekymring.
"I takt med at der bliver færre avisejere, bliver der færre "leder-skoler"," starter Hans Arne Odde.
"I Orkla går vi jo på de samme ledelseskurser. Vi er til de samme møder. Vi går på de samme seminarer," opremser chefredaktøren.
"Nye redaktører bliver rekrutteret internt. På sigt bliver vi mere ens. Det kan ikke undgås."
– Og hvad betyder det?
Hans Arne Oddes blå øjne lyser. Han ved godt, at han bevæger sig på grænsen. Han nærmer sig en kritik af Orkla og alt det, Orkla står for. Efter en lang pause siger han:
"Det kan betyde, at vi mister noget af spændet mellem aviserne. De bliver mere ens. Han holder sine hænder en meter fra hinanden på bordkanten. Så kører han langsomt håndfladerne mod hinanden.
– Har Orkla ændret på dig?
"Ja. Det er helt sikkert sket. Men jeg kan ikke sige på hvilke områder. Det vil vel også være mærkeligt andet."
– Kan du ikke komme med nogle eksempler?
"At vi har fået et fælles trykkeri har bidraget til, at jeg er blevet opmærksom på, hvad der er vigtigt at gøre lokalt, og hvad der kan gøres centralt. Ved at samordne nogle ting kan vi få større rum for redaktionens udvikling."
– Hvilke ting kan man ikke centralisere?
"Det redaktionelle."
– Er du sikker?
Hans Arne Odde kigger op. Først ser han misforstående ud. Så retter han sig op og lægger hænderne frem foran sig:
"Det er egentlig ret enkelt. Hvis jeg ejede en avis, så ville det vigtigste være at have mange læsere. Fordi det giver mange annoncer, og mange annoncer giver mange penge. For at få mange læsere, må jeg have en god avis. Altså må jeg satse på indholdet."
Redaktøren ser tilfreds ud med sin forklaring.
"Hvis jeg skulle spare, ville jeg forsøge at spare på alle andre områder end indholdet."
Beroligende ord for John _Fredriksen, der har brudt op fra frokosten, og de 53 andre journalister, der i dag er på Drammens Tidende. Da Orkla tog over i 1993, var der 50 journalister. Til gengæld er avisens samlede bemanding under Orkla reduceret fra 195 til 160 ansatte.
Og som medieforsker Johann Roppen siger det:
"Nu har Orkla centraliseret trykkerierne og en masse administrative enheder. Jeg har vanskeligt ved at se, hvad Orkla kan hente mere ved centralisering. Og hvad gør de, når der pludselig bliver krise?"
"Så er der kun redaktionen tilbage," svarer han selv.
"Og man skal huske, at denne her virksomhed hele tiden skal have profit," siger medieforskeren.
Helt præcist 15 procent. Og gerne mere.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen