Overraskende stort overskud i DJ

Dansk Journalistforbund fik et overskud på 12 millioner sidste år, og det flotte regnskab kom som en mindre overraskelse for direktør Linda Garlov.

Dansk Journalistforbund fik et overskud på 12 millioner sidste år, og det flotte regnskab kom som en mindre overraskelse for direktør Linda Garlov.

Dansk Journalistforbund har styret sig fint gennem finanskrisen og kan fremvise et overskud på 12 millioner for regnskabsåret 2009, selvom der kun var budgetteret med et overskud på 2,5 millioner.

Det flotte regnskab skyldes primært DJs investeringer, der har givet et uventet højt afkast. DJ solgte Pressens Uddennelsescenter i 2008, men handlen er først gået igennem i 2009, og derfor tæller de 3,4 millioner først med i de nye regnskab. 

»Vi har en meget konservativ investeringsstrategi, så vi blev ikke ramt så hårdt under finanskrisen. Vores investeringer er primært i Obligationer, og de har givet et højere afkast i år,« siger Linda Garlov til Journalisten.dk.

Selve driften af Journalistforbundet giver et overskud på knap 300.000 kroner, hvilket også er bedre end forventet. Normalt budgetterer forbundet med et driftsregnskab, der går i nul.

Det store overskud skal dog ikke omsættes foreløbigt. Pengene ryger i egenkapitalen, og det er op til Hovedbestyrelsen, hvis pengene skal bruges anderledes.

Blandt de negative overraskelser i regnskabet er Fagbladet Journalisten, der har haft en hård tur igennem finanskrisen. Regnskabet for fagbladet er næsten 1,3 millioner dårligere, end budgetteret.

»Det er især manglende stillingsannoncer, der har kostet. Og så har overgangen til Post Danmark fra Citymail også betydet en ekstraudgift,« siger Linda Garlov.

0 Kommentarer