"Overraskelse i sværvægtsklassen," hed det lovende i FagFestival-programmet. Man kunne ikke være i tvivl om, at der skulle ske noget stort søndag den 10. november mellem 13 og 14. Der var heller ikke andre oplæg på samme tidspunkt.
Men da dagen oprandt, var overraskelsen afløst af fire forskellige programpunkter.
JOURNALISTEN kan afsløre, at sværvægteren, der blev væk, var pressens minister, Anders Fogh Rasmussen. Han kunne ikke finde tid, og det forstår Journalistforbundets informationschef, Esben Ørberg, sådan set godt. Men han er alligevel utilfreds med afslaget.
"Det har været virkelig hårdt at få det nej. Jeg henvendte mig første gang til Statsministeriets pressechef den 17. januar. De næste ni måneder har vi korresponderet frem og tilbage, først omkring den 17. oktober fik vi et endeligt nej," siger Esben Ørberg, der har gemt al korrespondance.
Informationschefen har ironisk nok lært, at han ikke skal gå til kollegaen i Statsministeriet en anden gang, hvor han skal lave aftaler med statsministeren.
"Næste gang vil jeg bruge mere gammeldags kanaler som ministersekretærerne. Så må man formode, at man får et hurtigere svar," siger Esben Ørberg, der understreger, at han er meget tilfreds med de fire afløsere til "overraskelsen".
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.