search

Overløberne

Kasper D. Borch føler erhvervslivets sus i Vestas’ kommunikation. Hos UNICEF fandt Julie Troldborg dybden i stoffet. Camilla Høy blev træt af at vente, og Palle Steffensen sled sig fri af begrænsningerne. Mens krisen bed sig fast i medierne, fandt fire journalister kommunikationen, hvor deres ambitioner trives.

foto: Jonas Pryner Andersen

Kulturskribenten
Camilla Høy, 32 år.
Fra kulturjournalist og redigerende på Politiken til PR-ansvarlig for balletten på Det Kongelige Teater. Skiftede i 2010 

Der er så mange journalister og så få, der bliver stjerner. Det er ikke, fordi Camilla Høy behøver være stjerne. Hun vil bare gerne fortælle de gode historier og fortælle dem langt, og i den skrevne journalistik er den plads efterhånden reserveret til de få og udvalgte.

Derfor sprang hun til, da Det Kongelige Teater tilbød hende en stilling som ansvarlig for balletten i stedet for de vikariater, som i flere år havde afløst hinanden på Politikens iBYEN- og kulturredaktioner.
»Så jeg kom ind, og jeg blev fuldstændigt bidt af det, fordi teatret er én stor fortælling. Det er næsten 300 år gammelt, og balletten er en af verdens ældste. Det var hele den gamle lyst til at fortælle den store historie, som kom tilbage. Den eneste forskel var, at jeg ikke kunne skrive den selv.«    

Det var i 2010. Men før telefonen ringede, forestillede Camilla Høy sig aldrig, at hun skulle forlade journalistikken for at gå til kommunikation.
Camilla Høy har længe hørt sammen med Politiken. Her var hun i praktik, og begejstringen radierer stadig fra hende, når hun fortæller om sin flyvende start i faget. Fra mediekritik til historiske features, på kulturen fik praktikanten lov at lave, hvad hun ville, men det er også i lyset af den første succes, at Camilla Høy vurderer det arbejdsliv, der fulgte.

De første jobs var ikke svære at få. Først blev Camilla Høy hentet til 24Timer som graver på den nystartede avis. Siden gled hun uden besvær hjem til Politiken i et vikariat som skribent på Kulturen.
»Jeg kom lige ind og følte, det var enormt blæret. Men det viste sig, at det ikke var blæret overhovedet. Det var rugbrød. Hver gang der kom et telegram, skulle jeg ringe historien ind, uanset om det handlede om et nyt medieforlig eller en kirke, der var faldet ned i Nordjylland.«

Følelsen blev stærkere, som månederne gik. Politiken havde haft fyringsrunde og skar ned igen. Camilla Høy blev skubbet videre i vikariater, der havde stadig mindre at gøre med rollen som fortællende journalist. Samtidig var hver ansættelse en kamp for overhovedet at få foden indenfor.
»De holdt hele tiden døren lidt på klem. De ville jo gerne. Men det blev til lige lovlig mange samtaler for mig. Hvorfor skulle jeg sidde dér og fedte og bede? Jeg havde jo lavet så meget, de var glade for,« siger hun.

Anerkendelsen kom, men fra en uventet kant.
»Jeg blev så glad. Endelig var der nogle, der så, at jeg var verdens bedste,« siger Camilla Høy med et grin om den dag, hvor balletten ringede. Før havde hun aldrig skænket den en tanke.
Men tilbuddet pirrede en udpint forfængelighed, og Camilla Høy havde brug for en pause.

Hun vidste ikke, at teatret på Kongens Nytorv åbnede en helt ny verden af historier, der bare ventede på, at hun fik dem fortalt.
»Vi har de her kunstnere, som kæmper, og da jeg lærte dem at kende, fik jeg virkelig lyst til at kæmpe for, at der er nogle, der kommer og ser på det, de laver. Det er mit ansvar, at pressen skriver om balletten, så folk kommer og ser forestillingerne. Det synes jeg er helt vildt, og ja, det opfyldte hurtigt ret meget af mit behov for den store fortælling.«

Kunne du have kæmpet dig frem til at skrive de historier med lidt mere tålmodighed inden for journalistikken?
»Ikke på Politiken. Og ikke på nogen af dagbladene. De skærer jo kun ned.«

Er det nok at pushe historierne i stedet for at skrive dem selv?
»Nej, jeg savner at skrive, og jeg håber, jeg kommer til det igen. Når jeg ser mine tidligere medstuderende lave fed journalistik rundt omkring, kan jeg godt tænke på, om jeg er ved at tabe hele den gamle drøm på gulvet.«

Alligevel skal vilkårene være de rigtige, før Camilla Høy svinger tilbage i det journalistiske spor. Hun er ikke i tvivl, når hun skal slå ned på de vigtigste forskelle mellem hendes jobs på aviserne og i den gamle ballet.

Der er visheden om, at teatret består. Nok er budgetterne stramme, men ingen tvivler på, at kulturen vil leve modsat de pressede dagblade og journalistikken der.
Men vigtigere er følelsen af et nyt og andet fællesskab. Den lægger sig over teatret og alle dets medarbejdere, hver gang publikum rejser sig efter premieren på en ny ballet og giver sit bifald til de udmattede dansere.
»Jeg sveder ikke og danser ikke på min tå hele dagen, men jeg er en del af den eufori. Det er følelsen af at være en del af en organisation, hvor vi sammen har skabt et mesterværk. Sådan havde jeg det altså ikke, når avisen udkom.«

foto: Jonas Pryner Andersen

Radioværten
Julie Troldborg, 31 år.
Fra reporter og vært på DR’s P3 til kommunikationsmedarbejder i UNICEF Danmark. Skiftede i 2011

At skifte til kommunikation er »noget af det bedste«, Julie Troldborg har gjort.
Det er ikke, fordi hun var ked af sit job på P3Nyheder, hvor hun var reporter og vært i godt fire år, inden hun søgte den stilling som kommunikationsmedarbejder i UNICEF Danmark, som hun har i dag.

Tværtimod, Julie Troldborg har en »stor forkærlighed« for radiomediet. Men følelserne er stærkere endnu, når det gælder stoffet, der formidles, og muligheden for at trænge dybt ned på et særligt felt.
»Jeg føler mig bogstaveligt talt som et rigere menneske. Jeg lærer så meget hver eneste dag og har efterhånden opbygget min egen viden om det, UNICEF laver. Det har udviklet mig enormt meget både fagligt og personligt,« forklarer hun om sit skift.

»Champagne-årgangen« kalder Julie Troldborg sin generation fra journalistuddannelserne. Opstarten af gratisaviserne, TV2 Radio og TV2 News gav masser af arbejde i midten af sidste årti, hvor Julie Troldborg strøg lige ind på P3 og hurtigt fik lov at lave den journalistik, der altid havde tændt hende mest:
»Især som vært havde jeg virkelig en platform til at bruge det sprog, jeg elsker, og formidle komplekse sager i nyheder, folk kan bruge til noget,« forklarer hun.

Men forandringerne rullede også over DR i årene, der fulgte. Breaking news stjal dagsordenen; det gjaldt om at være først og hurtigst, og i takt med de ny tider voksede længslen efter et arbejdsliv, hvor grundigere viden fyldte pladsen.
»Jeg kunne bare mærke, at der var noget, der trak mig i en anden retning. Jeg var mere og mere drevet af nysgerrigheden efter, om kommunikationsbranchen kunne opfylde flere af de behov, jeg havde for at fordybe mig og ikke mindst for at arbejde med et fagområde.«

Hvorfor tænkte du, at kommunikation kunne tilbyde det?
»Når kravene steg, og vi skulle være både hurtigere og lave flere dagsordensættende historier, så fik vi mere travlt. Det var en helt naturlig konsekvens. Men jeg har altid været mere draget af hele formidlingsaspektet og den der fortælleglæde og tænkte, at jeg kunne udfolde det bedre i kommunikation.«

Julie Troldborg handlede på følelsen og skiftede DR ud med verdens Forenede Nationer for to år siden. Hos UNICEF Danmark står hun blandt andet for kontakten til pressen, bygger relationer til udvalgte journalister og skriver artikler til organisationens egne medier.

UNICEF er verdens største videnbank om børn. Arbejdspladsen ligger yderst på Sundkaj i Københavns vindblæste frihavn. Snart får børnefonden selskab af byens øvrige seks FN-organisationer, der bliver naboer i et nyt domicil derude på kajen. Og udsigten til, at Julie Troldborg snart kan udveksle viden med medarbejdere i hele den danske FN-by, er kun endnu en appelsin i turbanen, når det gælder hendes nye arbejdsliv.

Her blev forventningerne ikke skuffet:
»For mig handler det om at være fagspecialist, det vil sige at vide noget bestemt og drage nytte af den viden. UNICEF er en enorm organisation, og det er først nu, jeg begynder at kunne svare fra hoften på de spørgsmål, journalisterne stiller. Det er en kæmpe tilfredsstillelse at mærke, at jeg ved mere og mere om et bestemt fagområde.«

Er der ikke plads til det i journalistikken?
»Der er nogle platforme som P1 eller magasinet Euroman. Men det er klart min opfattelse, at der især på nyhedsredaktioner er mindre plads til fagspecialister, fordi journalisterne ofte skal dække mange forskellige stofområder for at få nyhederne hurtigt ud over rampen.«

foto: Jonas Pryner Andersen

Chefen
Palle Steffensen, 48 år
Fra kanalchef og redaktør i DR’s chefredaktion til konsulent i Steffensen Kommunikation. Skiftede i 2005

Palle Steffensen vil være leder. Anføreren, der trækker holdet frem mod mål. Ham, der motiverer. Sådan har det altid været, og sådan skred karrieren frem, indtil han i starten af sidste årti endte på toppen af kagen som kanalchef for DR1.

To år senere var jobbet sagt op. Chefen var skiftet til kommunikation.
»Min motivation er at få ting til at blomstre, også selv om pladsen er trang. Men selv om jeg sad et sted, hvor man laver strategi, og det skulle være kreativt, så var det ikke kreativt. Det var økonomi, og det var ikke mig,« forklarer han i dag.

Interviewet foregår i kontorfællesskabet, hvor enmandsvirksomheden Steffensen Kommunikation holder til. Palle Steffensen banker rytmisk hånden i bordet og taler i takt til sine klask. For konsulenten husker stadig tiden, da pladsen blev for trang i Danmarks største medievirksomhed, og pointen er vigtig at få rigtigt ud.

Først var der mætheden af gentagelsen. Fra DR’s store gallashows til 9/11, fra valgaftener til lanceringen af breaking news. Palle Steffensen havde dirigeret det hele som redaktionschef på TV Avisen.
Samtidig var det svært for alvor at forbedre de journalistiske produkter. Dengang var DR i krise. Der var dårlig økonomi i mange afdelinger.

Og udviklingen, som Palle Steffensen brænder for og var ansat til at skabe, blev kvalt i problemerne med penge.
»I dag er DR en fremragende drevet virksomhed. Men jeg skulle få noget til at lykkes på trods, og jeg tror stadig, det sidder i mig som sådan en udmattelsesproces. Dybest set syntes jeg, at de produkter, der blev lavet, var kedelige. Det var så få gange, jeg fik en ny oplevelse, og det var dér, begrænsningen var. Der blev og bliver stadig mange steder ofret så lidt på hele det kreative element i strukturen omkring journalistikken,« fastslår han.

I dag har Steffensen Kommunikation eksisteret i syv år. Palle Steffensen rådgiver klassiske medier såvel som offentlige institutioner og private virksomheder. Fællesnævneren er at skabe gode ledere, motiverede medarbejdere og at fokusere på, hvordan ideer foldes ud.

Hvad er den største tilfredsstillelse i dit arbejde i dag?
»Det er at få mennesker til at udfylde deres potentiale, uanset om de er inden for eller uden for mediebranchen.«

Hvorfor kunne du ikke gøre det på landets største mediearbejdsplads?
»Det kunne jeg også, men for mig gik der for meget nedskæring og økonomistyring i det. Der var jeg ikke på hjemmebane. Økonomien gik hele tiden ind og tog rummet fra det kreative og blev det, der var mit fokus.«

Alligevel sker det stadig, at Palle Steffensen kommer i tvivl om karrieren. De dage sætter han sig ned og skriver en ansøgning. Endnu har han aldrig trykket 'send'. Men når det sker, ved han godt, hvad jobbet skal byde på:
»Der skal være plads til at udvikle nyt, og det job kan ligge både i og uden for mediebranchen. Det er jo ikke et valg for livet, jeg har truffet.«

foto: Jonas Pryner Andersen

Cavling-vinderen
Kasper D. Borch, 39 år
Fra journalist og redaktør på JydskeVestkysten, Urban og Århus Stiftstidende til kommunikationsrådgiver i Vestas, i dag Aarhus Universitetshospital. Skiftede i 2008

Kasper D. Borch får jævnligt at vide af kolleger i journalistik, at hans karriere har været én lang deroute. Som 27-årig vandt han og Kim Dahl Nielsen Cavling for deres artikler om danske golfveteraner i JydskeVestkysten.
Siden skiftede Kasper D. Borch først til nettet, så til gratisavisen Urban og til sidst til kommunikation.

Men beskrivelsen af et karrieremæssigt forlis vil han ikke kendes ved:
»Jeg sigter ikke efter en karriere, men jeg er voldsomt fagligt ambitiøs. Jeg bliver arrig, når jeg ser ting, der ikke er gode nok. Og i mine jobs i kommunikation har der generelt været bedre rammer for at løse en opgave, så det bliver godt,« siger han.

Henrik Cavling står stadig i vindueskarmen i hjemmet i Hørning ved Aarhus. Her skutter han sig i sin lange frakke flankeret af en jovial nisse og et næbdyr på cykel. Prisen vendte ikke op og ned på Kasper D. Borchs verden.

Han føler blot, at den var en uventet belønning for en solid, men udramatisk indsats dengang på avisen: »Håndværksarbejde, rugbrød, helt klassisk.« Men netop det regulære håndværk repræsenterer den vigtige journalistik for Kasper D. Borch. Det handler om, at historien betyder noget for læser og kilde, og den ambition forfulgte han både på JydskeVestkysten og som journalist og senere a-mand på Urban, da avisen startede i Aarhus.

På bordet i køkkenet flyder Berlingske og Weekendavisen. Hver dag bliver fremragende journalistik produceret i Danmark, pointerer Kasper D. Borch. Men i 2007 fusionerede Urban i Aarhus med Århus Stiftstidende. A-manden forlod gradvist sin tjans og blev politisk reporter på Stiften. Og i hans eget arbejdsliv blev der stadig længere mellem de historier, der var væsentlige at få fortalt.
»Så sad jeg på Stiften og spurgte mig selv, om det var en stilling, jeg ville have søgt? Det var en kamp mod de blanke sider, mere end det var den gode journalistik, der drev det. Stiften var presset på mandskab dengang og endnu mere siden. Når der er færre folk, der skal fylde mere eller det samme, så går det altså ud over kvaliteten.«  

Forandringen kom til Kasper D. ­Borch, før han nåede at søge den selv. Først var han skeptisk i forhold til at kvitte journalistikken for at sige ja til buddet om at blive kommunikationsrådgiver i Vestas. Men jobbeskrivelsen var at skabe en revolution på intranettet, og det lød både udfordrende og lærerigt. Og da Kasper D. Borch startede i jobbet, blev han omgående overrumplet af vingefanget i en international virksomhed.

Følelsen opstod første gang på en konference i London:
»Jeg sad der og talte med kolleger fra British Airways, Gazprom, Shell, grotesk store virksomheder med hundredtusinder ansatte, og mine kompetencer kunne lige så godt være i spil dér som i Vestas. Pludselig stod dørene åbne på en helt anden måde, end de havde gjort før. Hvis jeg ville, var der masser af muligheder for job i hele verden,« husker han.

Kom det bag på dig, hvor interessant faget var?
»Ja. Alle de mennesker, der kun ser onde, mørke spindoktorer i branchen, trænger virkelig til at få pudset brillerne. Det er så meget andet. Jeg har mødt kolleger fra hele verden og haft fantastiske, faglige udvekslinger af ideer. Det var vanvittigt inspirerende.«

Sidste år skiftede Kasper D. Borch arbejdsplads igen. I dag er han »kommunikationspedel« på Aarhus Universitetshospital. Han rådgiver ledelsen, taler med pressen, redigerer medarbejderbladet og meget andet. På hospitalet træder suset fra det globale erhvervsliv mere i baggrunden. Alligevel har de to jobs i kommunikation et fælles træk.

Kasper D. Borch føler igen, at han formidler information, som betyder noget for en modtager i den anden ende.
»Vi ved meget om, hvem vi prøver at nå, og det er interessant at arbejde med en relativt håndgribelig målgruppe. Jeg kan bedre vælge, hvad der er vigtigt for modtagerne af mit arbejde.«

Og på den måde, funderer Kasper D. Borch, er journalisten i dag tættere på det, der i virkeligheden altid var hans drivkraft og grundlæggende ambition:
»Jeg spilder ikke modtagernes tid med alt muligt fyld, fordi jeg har et klarere blik for, hvem vi prøver at nå. Og ja, så er der generelt bedre tid til at løse en opgave, så det bliver godt. Sådan er det bare.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen