
Arbejdstilsynet mistænker, at der sker brud på arbejdsmiljøloven hos Bauer Media. Foto: Thomas Borberg/Politiken/Ritzau Scanpix
Arbejdet hos radiohuset Bauer Media mistænkes for ikke at være sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt på grund af krænkende handlinger i form af overfusninger og nedladende kommentarer.
Sådan lyder det i dokumenter, Arbejdstilsynet har udarbejdet efter et uanmeldt besøg hos Bauer Media, der står bag radiokanalerne Nova FM, Voice, Radio 100, Pop FM, Radio Soft og MyRock.
Arbejdstilsynet besøgte Bauer Media i midten af marts og gennemførte samtaler med medarbejderne i huset, og på den baggrund vækker det mistanke om, at de krænkende handlinger udgør en overtrædelse af arbejdsmiljøloven, står der i dokumenterne. Derudover har Bauer Media fået to påbud af tilsynet.
I dokumenterne, som Journalisten har fået aktindsigt i, står der, at de krænkende handlinger har stået på i mindst seks måneder og stadig foregår.
De krænkende handlinger består i, at nogle ansatte oplever overfusninger og nedladende kommentarer. Samtidig oplever de ansatte, at der bliver talt højt og nedladende, mens kolleger hører det, og at irettesættelser eller ”skældud” sker i en unødvendig hård tone og opstår ud af ”småting”.
”Ansatte er gået grædende fra krænkende episoder, og de ansatte har indtryk af, at der er ansatte, der oplever handlinger som sårende,” lyder det videre i rapporten.
”Der er ikke noget konkret”
Ifølge Arbejdstilsynets rapport oplever nogle ansatte de krænkende handlinger cirka hver anden dag, og ledelsen har bekræftet, at der finder krænkende handlinger sted.
Jim Receveur, CEO for Bauer Media i Danmark og Norge, afviser dog over for Journalisten, at ledelsen har bekræftet det over for Arbejdstilsynet.
”Det er ikke noget konkret det her. Det er mistænkeligt. Der er intet konkret på det, men vi vil altid gerne tage vores medarbejdere seriøst. Så hvis der er nogen som helst bekymring, vil vi meget gerne arbejde på det. Men der er ikke noget som helst konkret i den her sag, og det er meget vigtigt. Det står sort på hvidt, at det er mistænksomt, men at det ikke er bekræftet,” siger han.
Ifølge det, Arbejdstilsynet skriver, er der ikke rigtig nogen tvivl om, at det foregår, og der står også, at ledelsen bekræftede, at der fandt krænkende handlinger sted?
”Det er forkert. Det skal vi have talt med dem om, for det er forkert, at vi har bekræftet det.”
Men har I været bevidst om, at der er nogle ansatte, der har oplevet noget som krænkende i form af overfusninger og nedladende kommentarer?
”Det vil jeg ikke kommentere på, fordi jeg gerne vil arbejde med Arbejdstilsynet om det her. Vi har aftalt et projekt sammen med dem. Hvis der er nogle ting, vil vi gerne hjælpe. Men der er ikke kommet noget konkret endnu, og derfor har vi bedt om et samarbejde og indgået en aftale med Arbejdstilsynet,” siger Jim Receveur.
Aftalen er blevet tilbudt fra Arbejdstilsynets side og betyder, at tilsynet ikke undersøger forholdene yderligere.
Til gengæld skal Bauer Media gøre en ekstra indsats for at forbedre arbejdsmiljøet og ’løse det problem, selv om Arbejdstilsynet ikke har konstateret en overtrædelse af arbejdsmiljøloven’, står der i aftale-tilbuddet. Arbejdstilsynet tilbyder samtidig hjælp og vejledning i den forbindelse.
Har fået to påbud
Bauer Media skal inden 1. oktober 2022 have sikret, at de krænkende handlinger ikke forringer de ansattes sundhed på kort eller lang sigt.
Det er et arbejde, som Bauer Medias arbejdsmiljøorganisation skal inddrages i. Og netop den organisation er et andet kritikpunkt efter Arbejdstilsynets besøg, der også har udløst to påbud til Bauer Media, som har 62 ansatte.
Bauer Media har dels fået et påbud om at etablere en arbejdsmiljøorganisation, som alle virksomheder med 35 medarbejdere eller flere skal have. Med 62 ansatte er det derfor et krav, at Bauer Media også har en. Det skal være i stand den 15. juli.
Derudover har Bauer Media heller ikke udarbejdet en skriftlig arbejdspladsvurdering (APV) af sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen, hvilket er et krav for alle virksomheder med ansatte. Også det skal være løst inden 15. juli.
”Det er 100 procent en fejl, så det skal vi have gjort øjeblikkeligt. Vi har sat det i gang allerede nu. Vi har indkaldt medarbejderne og sat det i gang lige med det samme,” siger Jim Receveur.
Ud over de krænkende handlinger og de to påbud, har Arbejdstilsynet også sendt Bauer Media en vejledning om stor arbejdsmængde og tidspres. Det sker, fordi tilsynet også har drøftet de forhold med medarbejdere i radiohuset.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.