OK-forhandlinger

Overenskomstforhandlinger på dagbladsområdet udskydes

Parterne er især uenige om lønnen. Forhandlingerne genoptages i næste uge

Parterne på dagbladsområdet har besluttet at udskyde forhandlingerne om ny overenskomst en uge.

Det oplyser Dansk Journalistforbund til Journalisten.

Dansk Journalistforbund mødtes torsdag til de fjerde forhandlinger med Dansk Erhverv – Danske Mediers Arbejdsgiverforening (DMA), men kunne altså ikke nå til enighed om en fælles aftale for overenskomster på dagbladsområdet.

Uenighed om lønnen

Især på lønområdet er parternes udspil langt fra hinandens, hvorfor det har været svært at nå til enighed.

”Vi kan ikke lande en aftale, fordi vi er for langt fra hinanden på den økonomiske del. Det er det sidste, vi forhandler om, og der står vi altså bare lidt langt fra hinanden lige nu,” fortæller Marianne Molin, der er afdelingschef for DJ Arbejdsliv og i disse forhandlinger er forhandlingsleder for Dansk Journalistforbund.

I den kommende uge vil parterne på begge sider overveje, hvorvidt man kan finde fælles fodslag.

”Selvfølgelig er løn vigtigt, da det nærmest er det primære krav, som alle tillidsrepræsentanter er kommet med. Og lige præcis hvad den bliver, har stor betydning,” forklarer Marianne Molin.

Vanskelige forhandlinger

Forud for forhandlingerne har parter på arbejdsgiversiden også givet udtryk for, at store lønstigninger ville være svære at imødekomme.

Blandt andre administrerende direktør Jesper Rosener fra JFM, der lovede nedskæringer, hvis lønnen steg mere end to procent:

”Hvis overenskomstforhandlingerne kommer til at medføre, at jeg skal give mere end to procent, så bliver det mødt med yderligere besparelser i Jysk Fynske Medier,” sagde han til MediaWatch.

DMA-området tæller DJ’s overenskomster med ’Dansk Erhverv – Danske Mediers Arbejdsgiver’ og dækker stort set samtlige danske dagblade samt blandt andre Ritzau, Radio4, 24Syv, Watchmedier, Monitormedier og Wunderkind.

Forhandlingerne om en toårig overenskomst genoptages 10. marts.

0 Kommentarer