search

Overdrivelse hærger

Om overdrivelse, undskyldninger og hvordan små trigger-ord i journalistiske artikler kan skabe forvirring, sure miner og undergravende misforståelser.

Om overdrivelse, undskyldninger og hvordan små trigger-ord i journalistiske artikler kan skabe forvirring, sure miner og undergravende misforståelser.

 

Overdrivelse fremmer forståelse, lyder en kliche, som jeg altid har liggende i baghovedet, når jeg lige har svunget mig selv op i arabisk retorik over et eller andet, som er for galt.

Men overdrivelse hærger også troværdigheden og giver unødige sure miner. Her vil jeg – inden jeg går videre – sige undskyld for, at jeg sidst, jeg var fremme i skoene på nærværende hjemmeside, fik pisket en stemning lidt for meget op vedrørende en navngiven kollega. Det var ikke kønt, og jeg burde vide bedre. Så, nu er det sagt. Det slørede også mit ærinde, som var af principiel karakter.

Hele sagen blev ikke bedre af, at jeg fik linket til en forkert version af en artikel i Information – ophidselsens egentlige kerne – som jeg i min ammehjerne havde glemt, faktisk var blevet renset for faktuelle fejl på min foranledning efter udgivelsen. Goddag, mand, økseskaft – det havde jeg så lige svedt ud og læsere af linket kunne dermed (næsten) med rette konkludere, at jeg måtte være blevet vanvittig.

I virkeligheden var min (over)reaktion provokeret af netop en af disse førnævnte overdrivelser, der giver sure miner og undergraver troværdigheden. Denne dog i en journalistisk artikel, hvor disse slet ikke bør befinde sig. I hvert fald i endnu mindre grad end i personlige kommentarer. 

Overdrivelsen lå i ordet hetz. DSB ”hetzer”, stod der. Baggrunden var, at en virksomhedsleder og en kommunikationsafdeling var kommet i det røde felt på grund af en anden overdrivelse i en indledende research, der efterfølgende viste sig at være en tynd kop te af en historie. Jeg tror simpelthen ikke, at virksomheden ville være faret sådan i blækhuset, havde oplægget til historien været, som den endte: DSB ”beskyldes” for ”unfair” metoder. Det er vel så svagt, som det kan blive. Researchen havde tilsyneladende efter etatens ophidsede reaktion været igennem kyndige hænder hos en af TVAvisens mest erfarne reportere. Og det var, altså hvad den kop te blev til, såvidt man umiddelbart kunne se. Her tager jeg forbehold for, at der måske senere kom indslag, som jeg så ikke fik med.

Begrebet hetz var en overdrivelse ikke mindst i lyset af den næste overdrivelse i Journalistens artikelserie, hvor transportministeren (i artiklen benævnt som trafikministeren) angiveligt skulle have irettesat DSB. Det var også noget af en overdrivelse, viste det sig. Lars Barfoed nøjedes med at svare bekræftende på et spørgsmål om, hvorvidt DSB skulle tale sandt. Og det blev i artiklen af mediejurist Oluf Jørgensen udlagt som en irettesættelse. Altså, selvom mediejuristen ikke selv formodedes at have været tilstede ved det pågældende møde med ministeren, der ved bekræftelsen ingenlunde fik sagt, at DSB så måtte have talt usandt. Overdrivelse på baggrund af en overdrivelse på baggrund af en overdrivelse.

Da en ny overdrivelse så ramte en artikel i Journalisten, var jeg lige ved at fare i blækhuset igen, men blev i stedet udenfor og surmulede. Opgivende i stilhed og afmagt, for nu at sige det lidt overdrevent. Overdrivelsen var ordet ”chikane”. Kolleger var blevet udsat for ”chikane” af politiet og her kunne man dokumentere med en lille film, der på ingen måde understøttede dette. En mørkklædt mandsperson kæmpede sig igennem en folkemasse – iklædt nogenlunde samme stil – mens han råbte noget, der lød som ”presse, presse”. En betjent løftede hånden for at værge for sig og holde menneskemængden tilbage og ramte så denne mørkklædte, råbende mandsperson på halsen, hvorefter betjenten genner ham over i et område, som lod til at være mere sikkert at færdes i for den pågældende.

Hetz, chikane – det er store ord. Hvad bliver det næste? Her hærger chikanerende hetz?

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen