Overblik

TRIVSEL: Livskvaliteten blandt freelancerne i DJ skal nu undersøges.

TRIVSEL: Livskvaliteten blandt freelancerne i DJ skal nu undersøges. Freelancegruppen vil i løbet af maj stille 36 spørgsmål til samtlige freelancere om deres livskvalitet i arbejdet. Det er den hidtil mest omfattende undersøgelse, der er lavet om freelancernes arbejdsglæde. Undersøgelsen laves i et samarbejde med konsulentfirmaet Team Arbejdsliv. Og hvis du er freelancer, kan du snarest forvente en mail med spørgsmålene. Svarene bliver behandlet af to konsulenter fra Team Arbejdsliv, og resultatet bliver fremlagt på en stor konference til efteråret, der skal sætte positivt fokus på freelanceriet.

DIGITALT: Ekstra Bladet vil også være med på vognen, når det gælder om at sende digitalt tv via nettet. Avisen vil konkurrere med det etablerede net-tv fra tv-stationerne ved at fokusere på afslørende journalistik, aktualitet og kendis-stof. Meldingen fra formiddagsavisen er, at Ekstra Bladets enorme journalistiske muskel kan sikre et fantastisk kildenet, unikke solohistorier og stærke afsløringer. Det bliver Bastard Film, der skal hjælpe Ekstra Bladet med produktionerne til eb.dks over en million ugentlige besøgende.

SPORT: Manden bag 'byens hold,' fodboldklubben FC København, fodbold-godfather Flemming Østergaard, er blevet valgt ind i be-styrelsen for tv-stationen TV 2. Det var tv-stationens ordinære generalforsamling, der valgte Østergaard ind, og han skal sidde i en periode på to år. Don Ø, som Flemming Østergaard også kaldes, er i forvejen formand for firmaet Parken Sport & Entertainment, der ejer SAS-ligaholdet FC København.

NEDENUNDER: Foreningen for Undersøgende Journalistik har uddelt sine første priser for fremragende undersøgende journalistik. Hæderen tilfaldt Tom Heinemann, der fik tv-prisen for sin dokumentarudsendelse Når tilbud dræber, mens Niels Sandøe og Thomas Svaneborg fra Jyllands-Posten fik avisprisen for deres afsløringer af nepotisme i for-
sikringsselskaberne Codan og Lærerstandens Brandforsikring. Prisen er en miniature af et vejarbejderskilt, hvor der står 'her graves' som et symbol på den undersøgende og afslørende journalistik, de tre journalister arbejder med. Du kan læse mere om Tom Heinemann på side 20.

HØRELSE: TV2 Radios lidt triste start rent lyttertalsmæssigt får nu administrerende direktør Jens Rohde til at sadle om. Den er gal med konceptet, har han indset. Direktøren, som tager det fulde ansvar, mener, at den overordnede strategi egentlig er god nok, men at konceptstyringen har været for svag. har været for svag. Målet for TV2 Radio er en andel af lytterne på 15 procent ved årets udgang, men der er stadig et stykke op fra de 3,7 procent af lyttende danskere, som radiostationen har fat på nu.

SYN: TV 2 kan godt glemme alt om at flytte hele livedækningen af årets udgave af cykelløbet Tour de France over på den nye sports-satsning TV2 Sport. Rettighederne til at vise cykelløbet kræver nemlig visning på en landsdækkende kanal. Ifølge aftalen mellem TV 2 og European Broadcast Union skal alle danskere kunne følge med i mindst to timers cykelstrabadser hver dag, så længe løbet kører.

ALENE: Gratisavisen 24timer er pludselig 'Palle alene i verden' i mange avisomdeleres cykeltasker, efter Dato lukkede. De to gratismedier delte i høj grad om distributionsomkostningerne og budene, men det er slut nu, hvilket betyder en fordyrelse af distributionen for 24timer på minimum 30 procent. Præcis hvor meget dyrere i kroner og ører er usikkert, da ingen vil ud med, hvad distributionen egentlig koster, men 24timer erkender, at det bliver et konkurrenceparameter i krigen mod Nyhedsavisen.

LOOK: Du kan godt begynde at glæde dig. Når dit pressekort udløber, vil du automatisk modtage et nyt pressekort, der er afstemt efter DJs nye grafiske udtryk. Omkring 500 medlemmer har allerede fået det nye pressekort, men er du ikke en af de få rå, må du sammen med de andre omkring 12.700 medlemmer vente en tid på kortet og den nyredigerede lille folder om kortets anvendelse. Læs mere på forbundets hjemmeside. /

0 Kommentarer