Hvad sker der i medieverdenen? Journalisten giver et overblik.
Asbest. Ota Tiefenböck, områderedaktør på Dagbladet i Roskilde, blev den første modtager af Kreds 2s pris for »et særligt og bemærkelsesværdigt stykke journalistisk arbejde, der har gjort en forskel for målgruppen, kollegerne, mediet eller et lokalområde.« Hvis ikke Ota Tiefenböck havde lugtet historien om de asbestfyldte S-tog og havde presset på for at komme til bunds i sagen, havde DSB næppe valgt selv at sende en pressemeddelelse ud om problemerne. Ota Tiefenböck er født i Tjekkiet og er oprindelig klassisk uddannet slagtøjsmusiker.
Oplag. ErhvervsBladet har foreløbig lokket omkring 30.000 abonnenter til at betale 495 kroner årligt for den tidligere gratisavis. Indtil årsskiftet kom tre fjerdedele af den Berlingske-ejede avis' indtægter fra staten. Avisen var nemlig med en årlig gevinst på omkring 60 millioner kroner den absolutte portostøtte-topscorer. Men omlægningen af støtten tvang avisen til at ændre forretningsmodel. Chefredaktør Carsten Steno spåede i den forbindelse, at det ville betyde en halvering af oplaget på 100.000 eksemplarer.
Rektor. Den 26. marts taler ansættelsesudvalget med kandidater til stillingen som ny rektor på Danmarks Journalisthøjskole. Stillingen bliver sandsynligvis besat om et par måneder. Men bestyrelsen var ikke tryg ved, at skolen skulle stå uden leder i en turbulent periode med fusionsplaner med mere, når Kim Minke fratræder med udgangen af marts. Derfor har man valgt at konstituere Jens Otto Kjær Hansen, direktør for UPDATE, indtil det nye fyrtårn bliver installeret i betonbunkeren på Olof Palmes Allé.
Analsex. »Vind analsex med en prostitueret,« lokkede Aller-koncernen i sit mandeblad Super. Men orgiet er nu aflyst. Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen truede med at anmelde bladet til politiet, og den efterfølgende debat blev for varm for Aller, der rykkede ud med en undskyldning og kaldte Super tilbage fra butikkerne. »Det er med stor beklagelse, at vi må konstatere, at konkurrencen i vort blad Super
er faldet så mange for brystet,« hed det i en pressemeddelelse fra ansvarshavende chef-
redaktør Jan Nielsen.
Formidling. TV 2s udsendte Ulla Terkelsen løb med årets publicistpris, der uddeles af Den Danske Publicistklub. »Ingen formidler bedre end hun nyheder fra det nære og fjerne udland … Hun kan det hele, og hun kan formulere sig på en sådan måde, så alle lyttere, seere og læsere kan være med,« lød det blandt andet i motiveringen. Læs mere på www.publicist.dk
Dagbladsstøtte. De danske aviser mister 60 millioner kroner i statsstøtte i år sammenlignet med sidste år, skriver Dansk Fagpresse efter at have gransket Post Danmarks årsrapport. Af den fremgår det, at dagbladene i 2006 fik 396 millioner kroner i støtte, mens de efter den nye ordning, der ellers skulle være neutral i forhold til den gamle, kun vil få 336,3 millioner kroner. I praksis kan ændringerne dog få langt større betydning, fordi Post Danmark nu står friere i forhold til at hæve prisen for uddeling af aviser.
Nominering. Fagbladet Journalisten – det du nu holder i hånden – er dobbelt-nomineret til Dansk Fagpresse hæderspris, Anders Bording Prisen. Journalisten er både nomineret i kategorien journalistik og i kategorien grafisk design. Blandt vores konkurrenter til priserne er Computerworld, Sygeplejersken samt Finans og Fremtidsorientering.
Sport. Ekstra Bladets Lars Werge løb onsdag den 14. marts med prisen som årets sportsjournalist. »Lars Werge er en fantastisk sportsjournalist, det så vi med al tydelighed under sidste sommers Tour de France. Han bed sig fast i knæhaserne på Bjarne Riis, Ivan Basso og den spanske dopinglæge Fuentes. Og han nægtede at give slip,« lød begrundelsen fra formanden for Danske Sportsjournalister, Steen Ankerdal, i Ekstra Bladet.
Doping. Ekstra Bladets Victor-pris blev på avisens egen redaktion i år, hvor den gik til sportsjournalisten Brian Askvig for bogen om
cykelrytteren Jesper Skibby. I »Skibby – forstå mig ret« lagde den cyklende gavflab for første gang dopingkortene på bordet. Prisen består af 10.000 kroner, en brosten samt et weekendophold i Silkeborg – Victor Andreasens fødeby.
Obama. Rupert Murdoch og hans Fox Network er aldrig blevet beskyldt for at gå Demokraternes ærinde, og nu er forholdet mellem parterne igen på frysepunktet. Demokraterne har aflyst en Fox-transmitteret og sponsoreret duel mellem partiets præsidentkandidater til august, fordi Roger Ailes, præsident for Fox News Channel, for nyligt i en joke gjorde Obama til Osama. I dette tilfælde var joken sandsynligvis et uskyldigt drilleri af konkurrenten CNN, der under overskriften »Hvor er Obama?« fortalte om jagten på Osama Bin Laden. Men Demokraterne tog det altså meget ilde op.
Trafik. DR og TV 2 slås voldsomt om rangen som Danmarks tredjestørste webmedie målt på antallet af besøgende. Msn.dk er på grund af opgørelsesmetoderne urørlige på Foreningen af Danske InternetMediers topliste, mens Jubii endnu holder fast i andenpladsen. DR har længe siddet på tredjepladsen, men TV 2 har, efter at direktør Per Mikael Jensen lovede gigantbonusser til medarbejderne, taget et hop, og i uge ni slog TV 2 DR. I uge 10 var DR igen øverst.
Guldbrandsen. Billed-Bladets tv-Oscar gik for andet år i træk til Christoffer Guldbrandsen – denne gang for den omdiskuterede dokumentarfilm »Den hemmelige krig«. Sidste år fik han den for dokumentaren »Lykketoft Finale«. Med hæderen følger en check på 100.000 kroner.
Handicap. SVT – Sveriges svar på DR – har et problem, når det gælder fremstillingen af handicappede. Det mener i hvert fald Handikappförbundet, som henter ammunitionen i en ny undersøgelse, der viser, at kun 0,7 promille af nyhedsindslagene på SVT handler om handikappede. Samtidig viser undersøgelsen »Bilden av funktionshinder«, at de handikappede altid bliver fremstillet som ofre, og at de negative aspekter dominerer i de indslag, hvor handikappede medvirker. Læs om undersøgelsen hos Paraply Projektet på kortlink.dk/3qvw
Læsertal. Nyhedsavisen åd sig ind på 24-
timer i februar. Mens 24timers læsertal steg med 1,5 procent, og Datos faldt med 4,2 procent, havde Nyhedsavisen en vækst på 29 pro-cent. Væksten skyldes blandt andet, at avisen nu i højere grad end tidligere bliver uddelt som trafikavis. MetroXpress og Urban tabte da også begge terræn i februar med fald på henholdsvis 8 og 13 procent af læserne. Nyhedsavisen, der oprindelig lovede annoncørerne en million læsere, er nu oppe på at have omkring 321.000.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.