Overblik

 Overblik over medienyheder.Stopur. Kulturministeriet og DR har underskrevet en ny public service-kontrakt for perioden 2007-2010, og som Journalisten kunne fortælle i december, er kontrakten kommet til at indeholde meget præcise mål for DRs aktiviteter. For eksempel skal kanalen præstere minimum 560 timers tv-nyhedsprogrammer mellem klokken 17 og 24.

 

Overblik over medienyheder.

Stopur. Kulturministeriet og DR har underskrevet en ny public service-kontrakt for perioden 2007-2010, og som Journalisten kunne fortælle i december, er kontrakten kommet til at indeholde meget præcise mål for DRs aktiviteter. For eksempel skal kanalen præstere minimum 560 timers tv-nyhedsprogrammer mellem klokken 17 og 24.

Fuldmagt. Farcen om en formodet falsk fuldmagt til formandsvalget på Danske Rejseskribenters (DR) årlige generalforsamling i marts er nu afsluttet af politiet. Det var formanden Anne-Vibeke Isaksen og bestyrelsen, der meldte rejseskribenten Povel Utzon Buch til politiet for at bruge en falsk fuldmagt. Sagen er blevet henlagt af politiet efter skrift- og DNA-prøver fra Povel Utzon Buch.

Gratis. Transportminister Flemming Hansen (K) er ved at miste tålmodigheden. Han varsler et lovindgreb over for husstandsomdelte gratisaviser, hvis de ikke inden 1. april får bedre styr på distributionen, skriver Ritzau. Forbrugerrådet har på 40 dage fået 390 klager fra danskere, der er trætte af at modtage gratisaviser, selvom de har frabedt sig dem.

Hovedrysten. DR Nyheder skal spare 17 millioner kroner efter budgetoverskridelser. Det er det største underskud nogensinde i DR Nyheder, konstaterer tillidsmand Jørgen Laurvig. Fire af de 17 millioner kroner er en del af en større sparerunde – de sidste 13 millioner kroner er reelle budgetoverskridelser, oplyser DR. Omkostningerne er skredet i forbindelse med flytningen til DR Byen i Ørestaden. Begrundelsen lyder, at der har været gennemført flere prøveproduktioner end ventet, mens medarbejderne har fået mere efteruddannelse end planlagt. Jørgen Laurvig kalder det forbløffende, at der kan forsvinde så mange penge i forbindelse med et projekt, der har været planlagt så længe.

Endelig. Den længe bebudede fond, Dagsbrun Media K/S, bag Nyhedsavisen blev etableret lige før årsskiftet. Fonden er garanteret en samlet kapital på 406 millioner kroner. Feltet af investorer bag fonden er til gengæld forholdsvis snævert. Islandske Baugur Group bliver altdominerende aktionær med et indskud på omtrent 350 millioner kroner. Herudover er investorerne begrænset til 365 hf – tidligere Dagsbrun – det danske investeringsforetagende LundKenner og Gunnar Smári Egilsson, skriver Jyllands-Posten.

Snydedokumentar. Gennem 20 år turde det britiske BBC ikke vise tv-programmet 'Krigsspillet' fra 1967, selv om det var stationens egne folk, der havde lavet det. Cinemateket i København har nu sat 'Krigsspillet' på programmet de kommende to lørdage. Udsendelsen handler om de sandsynlige følger af et atomangreb rettet mod de britiske øer. Programmet var researchet fiktion fortalt som en dokumentar komplet med håndholdt kamera, krudtrøg, statistikker og ekspertudsagn.

Journalisten. Jakob Albrecht er begyndt som reporter på Journalisten ved årsskiftet. Han kommer fra en stilling som pressechef på DPU. Ud over viden på kommunikationsområdet kommer Jakob Albrecht til redaktionen med en solid skrivebagage udviklet på blandt andet Press, Politiken, Journalisten og Dagen.

0 Kommentarer