Overblik

 Rettelse. I Journalisten 01/2007 skrev vi, at TV 2 tyvstartede praktikdagen i november ved at ansætte praktikanter dagen før de øvrige medier. Det passer ikke, idet TV 2 ikke ansatte praktikanterne den 31. oktober, men blot holdt ansættelsessamtaler dagen før panikdagen.

 

Rettelse. I Journalisten 01/2007 skrev vi, at TV 2 tyvstartede praktikdagen i november ved at ansætte praktikanter dagen før de øvrige medier. Det passer ikke, idet TV 2 ikke ansatte praktikanterne den 31. oktober, men blot holdt ansættelsessamtaler dagen før panikdagen.

Slut I. De danske mænd er ikke klar til at betale for et ugeblad designet specielt til dem. Det har Aller Press måttet konkludere og har derfor lukket ugemagasinet FOKUS. Oprindelig var målet at sælge 50.000 blade om ugen, men den plan var de potentielle købere ikke med på. I anden halvdel af 2006 lå det ugentlige salgstal på omkring 20.000 – og de sidste uger endnu lavere. Aller har brugt et tocifret millionbeløb på bladet i løbet af de 10 måneder, det eksisterede.

Slut II. Aviskrigen har fået endnu et offer. I september 2005 startede Danske Dagblades Forening (DDF) en stor og bekostelig kampagne for avislæsning kaldet avistid.dk. Men efter de husstandsomdelte gratisavisers ankomst »har vi fået en ny konkurrencesituation,« siger administrerende direktør i DDF Ebbe Dal til Markedsføring. Så midtvejs i det toårige kampagneforløb har foreningen lagt kampagnen død. I øjeblikket er der ingen konkrete planer om at genoplive den.

Retssag. Københavns Politi har rejst tiltale mod tre ansatte fra TV 2, efter kanalen i juli 2006 demonstrerede, hvor let det er at købe jagtvåben og ammunition, selv om man ikke har de fornødne tilladelser. Politiet kræver bøder på 10.000 kroner, mens kanalens nyhedschef Michael Dyrby forventer frifindelse. Over for Ritzau betegner han tiltalen som »et angreb på pressens muligheder for at lave undersøgende journalistik.«

Opsving. Arbejdsløsheden blandt medlemmerne af Journalistforbundet er lavere, end den har været i mere end fem år. Med en ledighedsprocent på 6,8 skal man tilbage til maj 2001 for at finde tal, der er lige så positive som arbejdsløshedstallene for november 2006. I løbet af to år er ledigheden faldet med en tredjedel.

Skoleret. Først mente kulturminister Brian Mikkelsen (K), at det var fuldt og helt lovligt, at TV2 News har indgået sponsoraftaler med en række virksomheder. Nu tøver ministeren alligevel. Efter Ekstra Bladet midt i januar tog Journalistens historie om sponsoraterne op på ny, har Brian Mikkelsen bedt TV 2 om at redegøre yderligere for aftalerne. Samtidig kræver Socialdemokraterne at få en juridisk vurdering af nyhedskanalens fremgangsmåde.

Ligestilling. B.T. har udnævnt Birgitte Bollerup som ny chefredaktør for B.T. Digital. Dermed bliver kønsfordelingen i avisens chefredaktion et særsyn i den danske medieverden: To kvinder og en mand. Nogle dage inden udnævnelsen erkendte Lars Munch, koncernchef i JP/Politikens Hus, at hans firma ikke har været dygtigt nok til at tiltrække kvindelige ledere. Kønskvotering er den eneste løsning, sagde Munch til business.dk. Og koncernchefens hensigtserklæring bliver allerede sat på prøve i løbet af foråret. Politikens chefredaktør Bo Maltesen har nemlig valgt at vende tilbage til de skrivendes rækker.

Oversete nyhedshistorier.Hvilke ti væsentlige danske nyhedshistorier overså de danske medier i 2006? Det har Foreningen for Undersøgende Journalistik sat sig for at undersøge sammen med Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Initiativet er inspireret af det amerikanske Project Censored (og Fagbladet Journalisten), der tidligere har fundet eksempler på »news that didn't make the news.« Forslag til historier, der burde have haft større gennemslagskraft, sendes til journalism@journalism.sdu.dk. Deadline er den 5. februar 2007.

0 Kommentarer

data_usage
chevron_left
chevron_right