search

Over stregen

Danske bladtegnere er blevet betegnet som "uden hæmninger". Men selv i ytringsfrihedens højborg er der grænser for den frie streg - ikke mindst efter Muhammed-krisen. Politiken afviste tegninger, der havde referencer til de berygtede illustrationer, så sent som i 2010.

Danske bladtegnere er blevet betegnet som "uden hæmninger". Men selv i ytringsfrihedens højborg er der grænser for den frie streg – ikke mindst efter Muhammed-krisen. Politiken afviste tegninger, der havde referencer til de berygtede illustrationer, så sent som i 2010.

Dansk bladtegning er verdenskendt for at udfordre autoriteter, og Muhammed-tegningerne blev lanceret som en manifestation imod selvcensur. Da krisen nærmede sig sit klimaks den 2. februar 2006, og Dannebrog blev brændt af i Mellemøsten, spurgte Jyllands-Posten, om tegningerne i virkeligheden havde haft den modsatte effekt. De fleste chefredaktører svarede nej. Ytringsfriheden havde ikke taget skade. Heriblandt Berlingskes daværende chefredaktør, Niels Lunde:

»I princippet er intet ændret. Jeg tror, at alle har fået en stor forskrækkelse, men heller ikke i praksis er ytringsfrihedens grænse flyttet for os, hverken udad eller indad,« sagde Niels Lunde og tilføjede, at de tolv tegninger af Muhammed netop understregede, at der ikke var den selvcensur, som hele projektet handlede om.

Måske var det ikke hele sandheden. Da Niels Lunde udtaler ovenstående, har hans egen avis, Berlingske, afvist én – sandsynligvis to – tegninger, som havde referencer til Muhammed og terrorisme. Fagbladet Journalisten gjorde det samme, da krisen var på sit højeste, og tre tegnere på Politiken beretter om lignende historier. Den seneste fra sommeren 2010.
»Det er problematisk, at sådanne ting udspiller sig. Normalt går jeg ud fra, at hvis man overholder loven, så er det et problem, hvis der sættes en grænse. Det må man beklage i demokratiets navn,« siger Claus Seidel, der er formand for danske bladtegnere:

»Tegnernes evne og frihed til at fortælle en historie skarpere og mere satirisk kan noget andet end den traditionelle journalistiske metode, som man finder hos fotografer og skrivende journalister. Men den er lige så vigtig i mediernes rolle i at holde magthaverne ansvarlige,« siger Claus Seidel.

Sent om aftenen den 13. oktober 2005 bliver tegneren Lars Andersen ringet op af nyhedsredaktør på Berlingske Tidende Anders Jørgensen. Det er cirka to uger efter, at Jyllands-Posten bragte de tolv muhammedtegninger. De første dødstrusler er ringet ind, den første demonstration er på trapperne, men det er lang tid før, rygterne om tegningerne når til gaderne i Mellemøsten.

Lars Andersen har tegnet forsideillustrationen til morgendagens avis. Det er en såkaldt myldertegning, der forestiller en masse mennesker til Kulturnat i København. Et af de mennesker er en lille muslimskudseende mand med et dynamitbælte på. Avisen er allerede gået i trykken, men den lille terrorist bliver redigeret ud i de senere udgaver af avisen.

Nyhedsredaktøren forklarer i dag bortredigeringen således:
»Jeg husker det som en rigtig god og sjov tegning. Den var bygget op med en masse skægge detaljer ligesom Holger-tegningerne. Da vi så finder Holger, er det slet ikke sjovt. Det var ret koldhjertet at fremstille muslimer som nogen, der gik rundt med bombebælte på,« siger Anders Jørgensen.

Tegner Lars Andersen havde ikke i sinde at fremstille muslimer som terrorister:
»Jeg synes nok, at det var en overreaktion. Det var før, krisen spredte sig til hele verden, og det var bare en lille bitte detalje og et motiv, jeg havde tegnet mange gange før. Jeg tog ham terroristen med for at have en ekstra lille ting, der var oppe i tiden, som man gør på sådanne myldertegninger,« siger Lars Andersen, der understreger, at han i dag ser tilbage på episoden som en sjov historie, og at han normalt har meget frie rammer.

Da Muhammed-krisen er begyndt at eskalere, vil Lars Andersen, der takkede nej til at tegne Muhammed for Jyllands-Posten, lave en sympatierklæring til sine tegner-kolleger. Det er en illustration af en skægget mand med en turban, og nedenunder står der "Dette er ikke Muhammed". Redaktionssekretær Bo Sejr viser den til daværende debatredaktør, Jeppe Duvå. Han siger nej til at trykke den i avisen. Bo Sejr kunne godt lide tegningen og finder en anledning til at bringe den på et senere tidspunkt – efter at der er kommet ny debatredaktør.

Jeppe Duvå kan ikke huske episoden eller tegningen, men han synes, at det lyder sandsynligt:
»Sådan en tegning i sådan en situation ville være ualmindeligt fladpandet. Det var en meget ømtålelig situation. Hvis man ikke kan gennemskue det som satiretegner, så er man ikke sin opgave voksen,« siger Jeppe Duvå i dag.

Journalisten ville gerne have hørt Niels Lundes mening om de to episoder, og hvorvidt han synes, de kolliderer med hans udtalelse om selvcensur. Han skriver i en mail, at han ikke kender til nogen af episoderne, og at han derudover ikke ønsker at udtale sig om sin tid på Berlingske.

Ligesom Niels Lunde og Berlingske Tidende var Politikens afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden også kritisk over for Jyllands-Postens publicering af Muhammed-tegningerne. »Det kniber da også med at finde konkrete eksempler på selvcensur,« er han blandt andet citeret for at sige i marts 2008 omkring den selvcensur, der var udgangspunktet for tegningerne.

Efter Muhammed-tegningerne har tre af Politikens tegnere oplevet, at deres tegning blev redigeret eller afvist, fordi den havde referencer til sagen. Da Journalisten får de tre tegnere i tale, understreger de alle, at det er redaktionens naturlige ret at redigere tegninger væk.

To af tegningerne stammer fra sommeren 2010, hvor Flemming Roses bog om hele sagen udkommer med genoptryk af tegningerne. Tegner Mette Dreyer illustrerer ham med en tro kopi af den turban med bombe i, som er den mest berømte af Muhammed-tegningerne, fordi hun mener, at Flemming Rose nu er ved at rippe op i noget, der endelig har lagt sig. Hun bliver ringet op af design­chefen og får at vide, at den ikke går.
»Det havde været oppe at vende på højeste sted. Jeg var godt sur over det, da det skete, men jeg mener ikke, at der er noget vitalt, som ikke er kommet i avisen,« siger Mette Dreyer.

I forbindelse med den samme bogudgivelse laver Roald Als en tegning, hvor redaktionen bortredigerer en bombe. Og tegner Per Marquard Otzen, Politiken, har engang fået afvist en tegning, fordi der i det ene hjørne var en lille detalje med en PET-agent, der tændte en smøg på en turban med en bombe.
»Det var min egen fejl. Jeg ved godt, at der er en regel om, at man ikke skal lave bomber i turbaner. Det lavede jeg alligevel, og det er ærgerligt, for det var en rigtig god tegning. Det er ikke noget, jeg hidser mig op over, for jeg kan godt forstå, at de er bekymrede, når de skal gå igennem sikkerhedssluser hver dag,« siger Per Marquard Otzen.

Chefredaktør på Politiken Bo Lidegaard, der tiltrådte i april 2011, vil ikke diskutere de enkelte tegninger. Han afviser, at der skulle være regler for tegninger i Politiken:
»Der er hverken skrevne eller uskrevne retningslinjer for, hvad tegnerne må tegne,« siger Bo Lidegaard.

Journalisten ville gerne have bragt de tegninger, som Politiken afviste, men tegner Mette Dreyer fik at vide, at hun ikke måtte udlevere bortredigerede tegninger til andre medier. Bo Lidegaard forklarer, at det er en principiel beslutning om ikke at udlevere bortredigeret materiale. Journalisten spurgte ham, om grænser for tegneres ytringsfrihed ikke var en tilpas interessant historie for offentligheden til, at de skulle lægge tegningerne frem.
»Hvis man vil diskutere ytringsfrihedsgrænser, er det et problem. Hvis du vil diskutere, hvordan man redigerer en avis, er det et andet spørgsmål. Det er ikke sådan, at den bedste måde at føre en diskussion på nødvendigvis er at finde det mest provokerende udtryk, man kan. Det er en kendt sag, at vi her på bladet mente, at den måde, man valgte at føre diskussionen på ved at trykke muhammedtegningerne, ikke var særlig klog. Der er en grund til, at vi redigerer i avisen,« siger Bo Lidegaard.

Formanden for Danske Bladtegnere, Claus Seidel, både tegnede og hjalp med at finde tegnere til de originale Muhammed-tegninger. Et projekt, han gik med til, fordi han ville bekæmpe selvcensuren relateret til muslimske emner. De afviste tegninger er ikke en indikation af, at Muhammed-tegningerne har haft den modsatte effekt, siger Claus Seidel:
»Det lyder som nogle enkeltstående tilfælde. Tværtimod mener jeg, at Muhammed-krisen tvang hele den vestlige verden til at forholde sig til ytringsfrihedsbegrebet, og det var et meget positivt resultat.«

Claus Seidel vil kun tage stilling til de enkelte episoder, hvis han kan se de konkrete tegninger. Tegningen af den lille terrorist, som er den eneste, Journalisten har kunnet finde, vil han ikke fælde dom over. Den blev fjernet i en periode, hvor det er svært at sige noget om redaktionens kendskab til trusselsbilledet.
Han ville gerne have set de andre tegninger og opfordrer Politiken til at lægge dem frem:
»De burde selvfølgelig lægge tegningerne frem. Ellers står de ikke ved deres synspunkt om ikke at bringe dem,« siger Claus Seidel.

En anden af de største eksperter inden for bladtegning er Anders Jerichow. Han er seniorskribent og medlem af lederkollegiet på Politiken, og så skrev han sidste år bogen Bladtegnere i et globalt minefelt. Her beskriver han, hvordan danske bladtegnere adskiller sig internationalt ved at have ekstra meget frihed. "Et ganske særligt land uden hæmninger", står der bag på bogen.

Det gælder selvfølgelig de omtalte Muhammed-tegninger og andre religiøse emner. Men Anders Jerichow beskriver også, hvordan den danske ytringsfrihed breder sig ekstraordinært ud over erotik og nøgenhed og latterliggørelse af magthavere og royale. Alle de bladtegnere, som Journalisten har snakket med, har uafhængigt af hinanden sagt, at de føler, at de har meget stor frihed, men Journalistens research viser, at der er grænser for den frie streg i ytringsfrihedens højborg.

Jyllands-Posten har afvist tegninger, hvor erotikken har været i højsædet. Kurt Westergaard fik tilbage i firserne og halvfemserne som tegner på Jyllands-Posten afvist flere tegninger med bare bryster, men han oplevede, at grænserne flyttede sig og blev friere. En anden Jyllands-Posten-tegner, Rasmus Sand Højer, fik i samme periode fjernet en tegning fra avisen, efter at den var gået i tryk. Han havde illustreret en historie om, at hunde virkede som potensforlængere for nogle mænd. En hund, der stak ud af gylpen på en mand og lignede noget andet, blev for meget for redaktionen. Han lavede senere den samme tegning, uden at nogen sagde noget.

Peter Hermann tegner freelance for Jyllands-Posten og har to gange inden for de seneste år fået afvist tegninger på grund af "overdreven brug af mandlig nøgenhed", som han skriver i en mail. Den første tegning viser en mand, der urinerer på en svensk skammel, og blev tegnet, da Dansk Folkeparti startede en diskussion om svensk demokrati eller mangel på samme. Den anden viser Strauss-Kahn, der blotter sig over for stuepigen.

Claus Seidel stiller sig uforstående over for, at de to tegninger ikke kan bringes. Specielt den sidste:
»Det hænger ikke sammen. Hvis der er en avis, der ikke vil bringe sådanne tegninger i 2012, må de tage sig lidt sammen,« siger han.

Kronikredaktør på Jyllands-Posten Flemming Østergaard vil ikke kommentere konkrete tegninger. Han siger, at der kan være flere grunde til, at de pågældende tegninger ikke er kommet med. Det kan være, at de ikke passede til historien, eller at der var nogle bedre bud:
»Jeg kan ikke genkende, at vi skulle være mere blufærdige på Jyllands-Posten. Kønsorganer kan sagtens fremtræde i tegninger, men der skal være et formål,« siger Flemming Østergaard.

På Politiken har Mette Dreyer fået afvist en tegning, hvor en incestdømt far sidder bag tremmer og ser Børne Melodi Grand Prix. Man skulle ikke støde de forældre, der meldte deres børn til showet, lød beskeden, ifølge Mette Dreyer. Bob Katzenelson, der tegner freelance for Berlingske, fik afvist en tegning af den sydafrikanske løber Caster Semenya, der fik sat spørgsmålstegn ved sit køn.
»Det var mere en personlig tragedie, end det var en offentligt interessant sag,« siger ledende redaktionssekretær Bo Sejr, der afviste tegningen, og Bob Katzenelson giver ham ret.

Både Claus Seidel og Anders Jerichow fremhæver grove karikaturer af de kongelige som et af de bedste eksempler på danske tegneres ytringsfrihed. Både Morten Ingemann og Bo Secher har oplevet at få tegninger fjernet, der refererede til rygter om, at Prins Henrik skulle være homoseksuel.

Morten Ingemann illustrerede i sin stribe i Ekstra Bladet, Og det var Danmark …, en vittighed, som han havde fået tilsendt. Rigmanden Christian Kjær og Prins Henrik er på jagt sammen. De møder en hjort, som sidder fast med geviret i et hegn. Christian Kjær tager hjorten bagfra og siger derefter, at det nu er Prins Henriks tur. Prins Henrik svarer, at han ikke kan få hovedet ind i hegnet.

Chefredaktør Poul Madsen kan godt huske Morten Ingemanns stribe med Prins Henrik, men han var ikke selv med til at tage beslutningen:
»Morten Ingemann har meget vide rammer, men jeg tror, at denne her blev for fræk. Det havde ikke noget at gøre med, at det var kongehuset, sådan som jeg husker det,« siger Poul Madsen.

Bo Secher tegnede for flere år siden Prins Henrik med en gammeldags traditionel jagtbøsse i hånden. Det var meningen, at den skulle bringes i den satiriske årbog Svikmøllen, men redaktør Poul Schiøtt ville ikke have den med:
»Vi holder os inden for dansk bladtradition, og vi blander os ikke i folks kønsliv, medmindre de selv lægger det frem,« siger Poul Schiøtt, der dog ikke kan huske det konkrete eksempel.

Anders Jerichow var ikke til at træffe i researchperioden til denne artikel. Derfor kunne Journalisten ikke spørge ham, hvad han mener om eksemplerne på afviste og redigerede tegninger i Politiken og andre aviser. Men i hans bog om dansk bladtegning skriver han, at en bladtegning altid fortjener offentliggørelse:
"Kritiske, smagløse og krænkende bladtegninger kan således være en omkostning for demokrati; alligevel er de en gave for ethvert samfund. De kan fordre følsomhed og vilje til indlevelse, javel, og de behøver ikke altid at have ret eller udtrykke en fælles sandhed – selvfølgelig ikke. Men slap af. Man behøver ikke at kigge. Se den anden vej, find en anden tegning eller lav én selv," skriver Anders Jerichow.

Fagbladet Journalisten afviste Muhammed-tegning
Det er ikke kun Politiken og Berlingske, der har afvist tegninger med henvisning til Muhammed-tegningerne.
Fagbladet Journalisten gjorde det samme, da Muhammed-krisen var på sit højeste i februar 2006.

Journalisten havde bedt Thomas G. Svaneborg fra Jyllands-Postens erhvervsredaktion om at skrive dagbog fra de hektiske dage. Tegneren Rasmus Sand Højer, der ligeledes arbejder på Jyllands-Posten, var blevet bedt om at illustrere dagbogen:
»Sådan som jeg husker det, var der en af figurerne på tegningerne, som redaktionen syntes mindede for meget om Muhammed, så jeg blev bedt om at lave en anden. Men det var ikke Muhammed,« siger Rasmus Sand Højer.

Daværende redaktør på Journalisten, Jakob Elkjær, skrev følgende i lederen til samme nummer: "Vi har valgt at undlade at bringe nye Muhammed-tegninger, for lige nu har jeg ikke tilstrækkeligt stærke argumenter til at fornærme andres religiøse følelser. Til gengæld bringer Journalisten i dette nummer enkelte tegninger fra debatten som naturlig journalistisk dokumentation."

Jakob Elkjær kan i dag ikke huske episoden i detaljer, men han står ved beslutningen:
»Vi bragte flere muhammedtegninger som dokumentation, men vi ville ikke være dem, der bragte nye tegninger af Muhammed. Det kunne vi ikke se noget redaktionelt argument for at gøre,« siger Jakob Elkjær.

Er det ikke et redaktionelt argument, at tegneren, I selv har valgt, vurderer, at en historie illustreres bedst med en tegning, der så angiveligt ligner Muhammed?
»Svaneborgs dagbog var ret nuanceret. Der var ikke noget i den, der betingede, at her skulle vi have en ny Muhammed-tegning,« siger Jakob Elkjær.

Cirka to år efter bringer Journalisten ligeledes med Jakob Elkjær som redaktør en tegning af Kurt Westergaard, der blandt andet indeholder hans originale tegning af Muhammed med en bombe i turbanen. Det sker, da PET offentliggør, at de har anholdt nogle personer, der havde planer om at myrde Kurt Westergaard, og flere danske aviser genoptrykker Muhammed-tegningerne i sympati. Kurt Westergaards nye tegning, der bliver bragt i Journalisten den 4. marts 2008, er en refleksion over hans egen situation.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen