Over hver anden israeler vil forbyde kritik af Israel

58 procent af israelerne mener, at hård kritik af staten Israel simpelthen skal forbydes, viser ny demokratiundersøgelse.

58 procent af israelerne mener, at hård kritik af staten Israel simpelthen skal forbydes, viser ny demokratiundersøgelse.

En ny stor undersøgelse af demokratiets tilstand i Israel viser et noget tvetydigt forhold til ytringsfrihed. Undersøgelsen fokuserer på forskellene mellem israelere og immigranter, fortrinsvis fra Rusland, men afslører også israelernes grundlæggende forhold til demokrati.

Det skriver den israelske avis Haaretz.

Et af spørgsmålene i undersøgelsen er, om de adspurgte støtter "ytringsfrihed for alle uanset status". Hertil svarer 74 procent ja.

Men næste spørgsmål er, om "en person, der ytrer sig politisk, skal forbydes at ytre hård kritik af staten Israel". Her svarer 58 procent bekræftende, at det skal være forbudt.

Undersøgelsen er gennemført af Israel Democracy Institute, der foretager lignende indeks-undersøgelser hvert år.

Haaretz skriver, at antallet af israelere, der vil forbyde hård kritik, lå på 48 procent i 2003.

Israel har i forvejen en række love, der skal beskytte staten imod kritik – og især kritik i medierne. Landet har et statsligt censurorgan, der hver måned læser tusindvis af artikler igennem inden offentliggørelse. Panelet har ret til at kræve ændringer eller udeladelser.

I maj 2010 skrev Politiken, at omkring hver tiende af de artikler, censurpanelet gennemlæste, fik en påtale og måtte rettes til.

0 Kommentarer