search

Øv til EU

Skal man grine eller græde over, at Viviane Reding som næstformand for Europa-Kommissionen og øverste chef for hele EU's kommunikationspolitik uden yderligere forklaring og i sidste øjeblik vælger at aflyse et interview med Journalisten, hvor vi ville have spurgt kritisk ind til den mediepolitiske konflikt, der har sendt Kommissionen og Europa-Parlamentet på aktuel kollisionskurs?

Skal man grine eller græde over, at Viviane Reding som næstformand for Europa-Kommissionen og øverste chef for hele EU's kommunikationspolitik uden yderligere forklaring og i sidste øjeblik vælger at aflyse et interview med Journalisten, hvor vi ville have spurgt kritisk ind til den mediepolitiske konflikt, der har sendt Kommissionen og Europa-Parlamentet på aktuel kollisionskurs?

Vi skal umiddelbart grine, fordi det er paradoksalt, at præcis hun, med en fortid som journalist og formand for journalistforbundet i Luxembourg gennem 12 år, nu skal blive fremhævet i danske pressekredse for at fravælge mødet med den fri og uafhængige presse – bare fordi dagsordenen ikke passer hende. Derpå kan man jo undre sig over, at Viviane Reding som topleder i EU åbenbart får så dårlig kommunikationsrådgivning, at hun – få uger før Danmark overtager lederskabet i et kriseramt EU – ikke stiller op og kører charmeoffensiven over for danske mediefolk:
"Danmarks tradition for kritisk politisk journalistik er et forbillede for hele EU …" og den slags, som vi kunne slubre fra flødeskålen, uden at dvæle alt for længe ved, om hun mente det fra hjertet.

Og derpå kan vi godt begynde at tude, for sagen er i virkeligheden dybt alvorlig.
Den udstiller de enorme kulturforskelle, der gennemsyrer EU. Mens dele af samarbejdet faktisk støtter åbenhed, fremstår andre – som Viviane Reding – som et kedeligt symbol på dem, der forskanser sig og tror, at kontrol over informationerne er bedre end kritisk dialog, der involverer borgerne.

Den sag er principiel. I disse måneder raser en mediepolitisk krig mellem Parlamentet og Kommissionen i EU. Kort fortalt ønsker et flertal i Parlamentet at donere penge til den uafhængige presse, så den kan opdyrke flere kritiske historier om EU, hvilket skal give borgerne større forståelse for hele apparatet og tillid til det demokratiske projekt.

Men Kommissionen er skeptisk og frygter ifølge iagttagere, at kritisk journali-stik skal tegne et uønsket og uspiseligt billede af EU. Den vil derfor hellere bruge midlerne på styret kommunikation, hvor der er mere kontrol over budskabet. Det var præcis den uoverensstemmelse, vi gerne ville have Viviane Redings version af.

Spørgsmålene er blandt andet: Hvad virker mest fremmende for udbredelsen af en ide og en sag – småanarkistisk, irriterende og opsøgende journalistik – hvor reporterne ikke altid er lige godt klædt på, og hvor vinklen er ude af kontrol? Eller at sprede de rigtige budskaber via præfabrikerede tv-indslag, brochurer om EU's fordele og interview med udvalgte medier og journalister om de "rigtige" emner?

Personligt tror jeg på, at EU er bedst tjent med at formulere og sprede sine værdier, holdninger og budskaber via alskens medier og derpå udsætte dem for snagende og irriterende kritisk journalistik. Men skal medierne have penge af EU for at kunne skrue op for dækningen – eller reducerer det pressen til betalt tjener? Det ville vi også gerne drøfte med Viviane Reding.

Kritisk journalistik forudsætter, at aktørerne stiller op. Og er den indre journalist ikke gået i evig dvale inde i kommissæren, stiller vi gerne med en reporter en anden gang. Mange spørgsmål trænger sig på.

EU
Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen