Outlandish: Det var sgu lidt hårdt at være redaktører

På forsiden af MetroXpress troner de i dag som de tre tinsoldater. I går var Outlandish-drengene nemlig chefredaktører for en dag. Men det var nu noget helt andet end forsiden, som var den største journalistiske oplevelse, fortæller Waqas Qadri til Journalisten.dk.

På forsiden af MetroXpress troner de i dag som de tre tinsoldater. I går var Outlandish-drengene nemlig chefredaktører for en dag. Men det var nu noget helt andet end forsiden, som var den største journalistiske oplevelse, fortæller Waqas Qadri til Journalisten.dk.


Kan en el-bil cruise? Hvad dyrker indvandrere i en kolonihave? Og hvorfor styrer sokker uden på bukserne?

De tre popmusikere fra Outlandish fik i går lov til at styre slagets gang på Danmarks mest læste morgenavis. Og som gæsteredaktører satte de deres meget personlige aftryk på indholdet. Isam Bachiri, Lenny Martinez og Waqas Qadri legede ikke blot redaktører – de tog også selv ud i marken for at rapportere. Fra nydanske kolonihaver i Brøndby til irakerne i Brorsons Kirke og videre til fodboldlandsholdet og endelig et interview med musikgruppen Nephew.

»Det var sgu lidt af en hård arbejdsdag,« lyder det dagen derpå fra Waqas Qadri, som i går jagtede danskheden i en haveforening med små træskure i Brøndby Strand.

»Det var en øjenåbner for os at være chefredaktører for en dag. Normalt er det jo os, der bliver interviewet. Så er det os, der sidder på den anden side af bordet. Men pludselig skulle vi tage stilling til, hvad der skulle prioriteres højest,« siger Waqas og påpeger, at han godt kan undre sig over, hvorfor aviserne prioriterer, som de gør.

»Når man sidder derhjemme, tænker man tit: Hvorfor fylder det her så meget? Hvorfor smider de ikke den historie længere om? Det her gav os en større forståelse.«

Det er ikke første gang, at et dagblad lader udefra kommende kunstnere og forfattere lege gæsteredaktører. Det Fri Aktuelt gjorde det. Nyhedsavisen gjorde det. Og sidste år i april overtog De Sorte Spejdere MetroXpress.

Denne gang kan valget af Outlandish og deres nyfortolkning af danskheden, som gennemsyrer hele dagens udgave af MetroXpress, ses som et meget politisk statement.

Waqas Qadri afviser dog, at der skulle være tale om "storpolitik". Også selv om de har fået en hel side til deres egen personlige grundlovstale, som starter med sætningen "Gi' os Danmark tilbage, ligesom i de gamle dage, hvor politikeren og postbuddet cykler til arbejde uden frygt, hvor der ikke er blevet taget patent på brugen af Dannebrog, hvor sorte skoler er noget, der hørte halvtredserne til."

»Selvfølgelig er der politik i det. Men for os er det mere en hverdagsskildring. I øvrigt er politik jo nærmest blevet et fyord blandt musikere,« siger han og tilføjer lettere ironisk: »Men vi er en neutral avis – og har ingen holdninger.«

Waqas Qadri havde dog helt klart en veldefineret agenda, da han tog ud til kolonihave-Danmark for at fortælle, hvordan indvandrere lever side om side med etniske danskere.

»Da jeg var ude i kolonihaven, havde jeg en agenda, og den gik jeg benhårdt efter. Jeg vidste jo egentlig godt, hvordan det ville være. Flere og flere indvandrere, nydanskere og danskere af anden etnisk herkomst er jo flyttet ind og begyndt at tale sammen. Det var den historie, jeg gik efter.«

Derudover kommenterer de hele vejen igennem avisen de bragte historier. Eksempelvis skriver Waqas Qadri om politikernes overvejelser om at afskaffe au pair-ordningen: "Det er ikke noget, der nødvendigvis bør afskaffes. For spørgsmålet er, hvad alternativet så er for de her piger. Det er lidt ligesom børnearbejde i Pakistan. Alternativet ville måske være et endnu større skridt i den forkerte retning."

Den største oplevelse for musikgruppen var dog noget helt andet:

»Noget af det vildeste for os var at interviewe Nephew, og hvor akavet det var at stille dem alle de spørgsmål, som vi selv normalt bliver mødt med. Eksempelvis: Hvor mange nydanskere kender I egentlig? Og hvordan det er at være fremmed i København, når man som Nephew kommer fra Jylland,« siger Waqas, der betegner Nephew-interviewet som "konge".

»Det var rigtig, rigtig sjovt at lave. Men spørgsmålene er også udtryk for noget, som vi har været rigtig irriteret over i forhold til den danske journaliststand. Hvorfor skal vi altid svare på spørgsmål om religion, indvandrere og aktuelle temaer om nydanskere? Og i det hele taget forklare os? Vi er jo først og fremmest musikere. Og det gør mig eksempelvis ikke til integrationsekspert, bare fordi jeg har en bestemt baggrund.«

Grundlovstalen, som Outlandish fik lov til at fremføre på redaktionsmødet i går på MetroXpress, satte i øvrigt i gang i en helt anden ting:

»Vi fremførte den i ren Dan Turèll-stil – spoken word – med underlægningsmusik, hvor journalisterne klappede bagefter. Det var åbenbart uhørt. Man klapper ikke af redaktøren. Og det var MetroXpress' chefredaktør (Jakob Høyer, red.) ikke så glad for. De havde nemlig aldrig klappet af ham.«

Se også TV-Avisens indslag i går om Outlandish som chefredaktører.

Og læs dagens udgave af MetroXpress som e-paper.

PS: Dagens nye læsertal fra TNS Gallup viser i øvrigt, at MetroXpress er vokset med 78.000 læsere om dagen sammenlignet med maj sidste år. MetroXpress har nu 589.000 daglige læsere, hvilket er det højeste læsertal i det danske avismarked i 14 måneder.

 

(opdateret 14:44)

0 Kommentarer