Her til morgen gennemfører både Politiken og Jyllands-Posten fyringsrunder blandt de redaktionelle medarbejdere.
Men på Politiken er antallet af fyringer nedbragt med én i sidste øjeblik. Som Journalisten kunne fortælle fredag, havde ledelsen lagt op til at fyre ni redaktionelle medarbejdere. Tillidsrepræsentant Pernille Mac Dalland gjorde dog klart, at hun håbede, at antallet over weekenden kunne nedbringes med frivillige fratrædelser.
»Jeg håber – hvis der kommer nogen, som har tænkt sig meget grundigt om – at de vil kunne få en frivillig fratrædelse. For mig er det ikke lukket endnu,« sagde Pernille Mac Dalland til Journalisten.
Og søndag skete det, at endnu en medarbejder ønskede og fik en frivillig fratrædelse.
Skal sidde klar kl. 09
Dermed er antallet af fyringer på Politiken nede på otte redaktionelle medarbejdere. 14 har fået en frivilig fratrædelse.
Desuden er det også faldet på plads, at de otte fyrede vil blive fritstillet, erfarer Journalisten. Dermed kræves det ikke, at de fortsætter arbejdet i opsigelsesperioden.
Medarbejderne er blevet bedt om at sidde klar på kontoret her til morgen fra klokken 9.
Jyllands-Posten fyrer tre
Som Journalisten kunne fortælle torsdag, har Jyllands-Posten lagt op til tre fyringer. Her har 12 fået en frivillig fratrædelse.
På Jyllands-Posten skulle medarbejderne sidde klar ved telefonerne fra klokken 7 i morges.
Journalisten har tidligere beskrevet fratrædelsesvilkårene for både Politiken, Jyllands-Posten og Ekstra Bladet.
På Ekstra Bladet er forhandlingerne mellem ledelse og tillidsfolk fortsat i gang for at undgå fyringer.
JP/Politikens Hus gennemfører sparerunder på både Politiken, Ekstra Bladet og Jyllands-Posten. Du kan få et overblik over den store sparerunde her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.