Østeuropa og Balkan er ikke bare dårlig økonomi og krig. Det er også en hverdag, der både ligner vores og adskiller sig voldsomt – fyldt med små højdepunkter. Blikket for de små magiske øjeblikke midt i omvæltningerne har fotografen Mikkel Østergaard, der til september udgiver en bog med billeder fra Østeuropa.

»Her er glimt i øjet og fanden tatoveret på ryggen. Her er musik ved bordet og bål i gaden … Det er som en spændende rejse at blade i Mikkel Østergaards bog.«
Fotografen Mikkel Østergaard er ved at lægge sidste hånd på sin første bog med billeder fra Østeuropa. En fotobog, der har fået flotte anbefalinger med sig, da Gyldendal og forskellige fonde skulle tage stilling til projektet. Ovennævnte citat er hentet fra anbefalingen fra Morten Bo, der er leder af billedkunstskolen Fatamorgana.
Omkring 20 rejser, spredt over fem år, har leveret materialet til bogen, der kommer til september. Men selvom scenen er præget af de voldsomme ændringer, så er det ikke de store begivenheder, der har draget den 29-årige Mikkel Østergaard.
»Vi hører alt for ofte om tal og dårlig økonomi, når der fortælles historier om Østeuropa. Jeg synes, det er vigtigt at fortælle om hverdagen. Det er ikke bare elendighed – de klarer den,« siger Østergaard, hvis bog har koncentreret sig om det, han selv kalder »hverdagens små højdepunkter og skæve øjeblikke« – hvad enten det foregår på landet eller i byerne. Blandt sigøjnere eller i en flygtningelejr. Med børn eller voksne i centrum.
»Min bog er en slags dokument over det Østeuropa, der er ved at forsvinde. Et forsøg på at fange stemningen. Og Sarajevo og krigen er med, men ingen våben.«

Spørgende billeder
Mikkel Østergaards interesse for Østeuropa startede allerede, da han i elevtiden på Fyens Stiftstidende i slutningen af 80'erne tog til Rumænien for at skildre forholdene på børnehjemmene. Siden har han igen og igen fundet sig selv på vej mod øst.
»Jeg har tit spurgt mig selv, hvad det er, der drager. Det er på én gang et område, der er præget af voldsomme forandringer – og så samtidig en følelse af at komme tilbage i tiden. Personligt føler jeg det som et frirum fra vores vestlige verden, hvor alt går så hurtigt. Og så er jeg fascineret af det sammenhold som præger familierne – selvom jeg godt ved, at det ofte er benhårde økonomiske forhold, der tvinger dem til at holde sammen. Men de har også noget, vi måske savner.«
At udgive bogen er ligesom at lave udstillinger i høj grad et personligt tilfredsstillende projekt for freelanceren Mikkel Østergaard, der er medlem af Billedhuset. Men det er ikke vejen til flere job, er hans erfaring.
»Jeg kan mærke, at nogle kunder falder fra. Og det er ikke kun, fordi jeg ofte er ude at rejse. De er også i tvivl, om man nu er blevet højrøvet eller for fin til at lave det der portræt. Og det er på den ene side ærgerligt – jeg kan godt lide at få stillet opgaver med rammer. Men på den anden side kan jeg godt se, at mine billeder har forandret sig meget i de senere år.«
»Når jeg ser på mine arkivbilleder kan jeg se, at for fem år siden var jeg mere ‘pressefotograf'. Mine billeder var mere klare, eller entydige. I dag er jeg nok nærmere ‘dokumentarfotograf'. Jeg synes selvfølgelig stadig, at mine billeder er klare, men måske stiller de flere spørgsmål. Det er mere op til din egen fantasi end et blikfangsbillede. En følelse, en fornemmelse, en lugt af noget. Men jeg kan jo konstatere, at det er der altså ikke så godt arkivsalg i.«
I dag stammer hans indtægter fra tre kategorier. En tredjedel kommer fra Billedhuset – en tredjedel fra rejser, hvor han ofte fotograferer for nødhjælpsorganisationerne og den sidste tredjedel fra freelanceopgaver. Men det hænder, at han siger nej til de små hurtige job.
»Vi fotografer kobles alt for sent på. Det er jer journalister, der har fundet historien og snakket med folk. Så kommer vi ind til sidst, drøner ud og hjem i mørkekammeret. Det kan altså let blive overfladisk, men det betyder ikke, at jeg ikke gør det. Det må bare ikke fylde for meget, for så tapper det ens energi. I modsætning til de mere personlige opgaver, der også kræver meget energi, men giver mindst lige så meget igen.«

Et år uden billeder
Som nyuddannet pressefotograf i 90 fik Mikkel Østergaard pludselig mere end nok af overfladen og var væk fra fotografiet i et helt år.
»Jeg var ellers så glad, da jeg som 18-årig startede i lære på avisen – med egen bil og kamera. Men dag efter dag at hente fotosedler om morgenen og at køre mere end jeg fotograferede – det gjorde, at jeg til sidst følte mig mere som en maskine end fotograf, og så smed jeg alt, da jeg blev færdig.«
Efter et halvt års arbejdsløshed og et halvt år på højskole, hvor Østergaard malede og lavede skulpturer, søgte han ind på Kunstakademiet, »men jeg kom heldigvis ikke ind,« siger han i dag. I stedet lavede han et kontorfællesskab med fotografvennen Tomas Bertelsen.
»Jeg trives godt med selvstændigheden. Det er rart, at det er mine billeder og mine negativer – ikke avisens,« siger han og tilføjer, at selvstændighedskulturen er noget, han er vokset op med i en familie, hvor faderen er arkitekt og moderen keramiker.
I dag har han flyttet sit kontor og mørkekammer hjem og arbejder helt alene. Helt uforstyrret kan han lave sine egne, personlige projekter. De faglige diskussioner dækkes ved at opsøge venner i miljøet – og så er der samværet med folk på rejserne, hvor han sammen med tolke ofte opsøger folk, han tidligere har mødt og fotograferet.
»Jeg gør altid meget ud af at få en form for kontakt med de folk, jeg fotograferer. Fortæller dem, hvad jeg hedder, hvad jeg laver, og hvad jeg vil bruge billederne til. Det har de ret til at vide – alt andet er respektløst. Og så undgår jeg det der undrende, spørgende blik, man tit ser på billeder, for eksempel fra flygtningelejre. Jeg hader det der blik – som ofte skyldes, at fotografen har trængt sig på.«