Journalistisk arbejde bliver kriminaliseret af den italienske stat, mener OSCE. Den magtfulde organisation angriber ny lov for at stække undersøgende journalistik ved at straffe lækager og aflytning med millionbøder.
Det mener Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE. OSCE plejer ellers fra sit hovedsæde i Wien mest at skælde ud over brud på menneskerettighederne uden for EU.
Men lovforslaget fra Italien har fanget manges opmærksomhed. Loven vil lægge voldsomme begrænsninger på brugen af aflyttede samtaler og lækket materiale, blandt andet ved at udskrive enorme bøder.
Udgivere og forlag risikerer at betale op mod 450.000 euro (3,38 mio. kroner) og ryge 30 dage i fængsel, imens den enkelte journalist risikerer at skulle betale 10.000 euro.
Det bliver også forbudt at offentliggøre dokumenter fra uafsluttede undersøgelsessager, og det kan give en bøde på op mod 300.000 euro (2,25 mio. kroner).
OSCE kræver i skarpe vendinger, at den italienske regering enten trækker lovforslaget tilbage eller laver det om, så det stemmer overens med internationale standarder for pressefrihed.
»Det er del af en trend, som kriminaliserer journalistisk arbejde,« siger OSCE's repræsentant for pressefrihed, Dunja Mijatovic, i en pressemeddelelse.
Dunja Mijatovic mener, at forslaget er en trussel imod den undersøgende journalistik i Italien.
»Journalister skal frit kunne meddele om alle emner af offentlig interesse, og de skal have mulighed for selv at vælge, hvordan de vil lave en grundig undersøgelse.«
OSCE står langt fra alene med kritikken. Da loven blev vedtaget i senatet, udvandrede medlemmerne af det Demokratiske Parti med ordene: »Questa è la morte della libertà« – "Dette er døden over pressefriheden".
Efterfølgende har et andet oppositionsparti, Italia dei Valori, opfordret det italienske journalistforbund til at ekskludere de ti medlemmer, der i senatet stemte for lovforslaget.
Der har også været store demonstrationer i gaderne, og enkelte italienske medier har sammenlignet loven med den censur, der blev indført under Benito Mussolini.
Men regeringen afviser kritikken, og det italienske udenrigsministerium kalder OSCE's udmelding for »upassende indblanding«. Udenrigsministeriet mener blandt andet, at OSCE's kritik kan komme til at påvirke den frie debat om emnet i Europa-Parlamentet – og dermed vende EU's folkevalgte imod loven, inden den er vedtaget.
Forslaget skal først formelt igennem det italienske underhus den 9. juli og herefter underskrives af præsidenten. Ifølge italienske medier er det dog ren formalia.
Læs også Journalisten.dks blogger Brigitte Alfters kommentar til sagen i indlægget: Mens bolden ruller…
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.