Ukritisk erhvervsjournalistik bærer et medansvar for finanskrisen. Det er tid til selvransagelse, mener koncerndirektør for JP/Politikens Hus.
Det er ikke kun bankchefernes bonusordninger og bankernes rådgivning, der skal under lup, når regeringens ekspertudvalg skal undersøge finanskrisen årsager. Dansk erhvervsjournalistik bærer også et ansvar, skriver koncerndirektør for JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, i en blog på siden AHAheder.
»De danske mediers dækning af den finansielle sektor og den økonomiske politik var så skamløs ringe i årene op til finanskrisen, at dansk presse i realiteten har et medansvar for, at dansk økonomi røg ud af kontrol og havnede i en langt dybere krise end vores nabolande. Og stadigvæk halter efter,« skriver Stig Ørskov.
Derfor trænger dansk erhvervsjournalistik og journalister i Danmark til selvransagelse, skriver han.
Danske journalister lader sig dupere, når de står over for økonomer og virksomhedsledere, mener Stig Ørskov. Og så forsvinder de kritiske spørgsmål.
»Før finanskrisen satte næsten ingen danske medier spørgsmålstegn ved husprisernes himmelflugt, og indførslen af rentetilpasningslån og afdragsfri lån blev nærmest fejret som en gave til befolkningen,« skriver han.
I stedet var medierne med til at fejre opturen sammen med bankerne, skriver Stig Ørskov.
»Til gengæld gik der ikke en uge, uden at man kunne læse om "gode" nyheder for danske boligejere og småspekulanter«
Og dermed var erhvervsjournalistikken med til at forstærke overophedningen af dansk økonomi i stedet for at bidrage med et journalistisk overblik, der kunne have bidraget til at holde fast i en sund skepsis i såvel befolkningen som hos politikerne, mener han.
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Helt enig med Michael o.a.
Det er ikke journalisters opgave at sælge bankens produkter - som det skete i det blå årti.
En befriende kommentar fra Stig Ørskov, og måske andre end erhvervsjournalisterne også har en rem af huden. Der er mere overflade end dybde i faget end tidligere, og det har visse samfundmæssige konsekvenser, som det er godt at blive mindet om en gang i mellem...og så endda af en direktør fra egne rækker.
Stig Ørskovs kommentar er dejlig - og gid at denne indstilling vil brede sig i hele forbundet, hvad enten man er journalist eller kommunikationsmedarbejder.
Hvis vi mener noget med at være den 4. statsmagt er der al mulig grund til at lytte til Stig Ørskov.
Jeg forstår godt pointen i artiklen, men jeg mener at bankerne bærer en større del af skylden end journalisterne.
Nu er der absolut masser af grund til at kritisere dansk presse for mangt og meget. Og Ørskov har ret i, at optimismen var surrealistisk og meget abstrakt i slutfasen af prisernes stigninger op til finanskrisens udbrud. Det galt jo også priserne på de danske boligejeres huse, der nu begynder at nærme sig 2005s niveau igen, og som måske kommer helt ned på niveauet for begyndelsen af VKO-æraen.
Men selv om dansk presse er et problem, så må man huske, at så meget fylder den nu heller ikke i verden. Og så selvstændigt orienterer man sig slet ikke her i DK, hvor de generelle orienteringsmønstre, hvad netop udvikling og økonomi angår, falder helt i forlængelse af og som konsekvens af, hvad der sker i de dele af verden, hvor man for længst har deponeret sin selvstændige dømmekraft.
Problemerne og tendensen var generel og genkendelig over alt i hele den vestlige verden, hvor man fra toppen af centralbankerne ned igennem hele den finansielle sektor ud i de mest abstrakte former for handelsvirksomheder med derivater, futures og andre former for virtuelle værdier stort set ikke lavede andet, end at forveksle markedsværdi med værdi og vækst i sig selv.
Man havde opdaget, at værdierne kunne tales op lige som man nu må indrømme at de falder til dels fordi at man ikke længere kan holde kæft med at de gør det! Man levede af at tale priserne op, men kendte slet ikke ordet inflation i priserne på kapitalværdierne.
Begrebet inflation var blevet reserveret til de prisstigninger, der angik de lønintensive produkter. Den egentlige varerproduktion var faldet vildt i pris, samtidigt med at kapitalværdierne og de mere abstrakte derivater bare var fortsat med at stige og stige. Og faktisk så hviler vor fortsatte store købekraft i forhold til de dele af verden, hvor vi henter de fleste af vore arbejdskrævende varer fra, i de valutaer, vore penge, hvis værdi/købekraft der igen er fuldstændigt og entydigt funderet i selve prisinflationen på netop vore kapitalværdier. Det var en politisk beslutning, der lå til grund for fortrængningen af forståelsen for inflationen i kapital, efter at bekæmpelsen af priserne på løn og ydelser var blevet officiel politik over alt i den vestlige verden.
Hvis bare det havde været så vel, at fejlen, forklaringen på finanskrisen, lå hos medierne. Så vidste vi også hvordan fejlens skulle rettes.
Problemerne er meget mere fundamentale. Og de kan ikke løses ved at italesætte dem som italesættelsens misbrug alene.
Men relationen mellem markedets værdi og så italesættelsens og de efterspørselsfremmende initiativer, som man finder i markedet, bl.a. med de reklamefinansierede mediers hjælp, den er værd at beskæftige sig med, rigtigt meget endda.
www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-146.pdf Jeg har skrevet om temaet, finanskrise, monetarisme, EU, medier, markedsfundamentalisme, værdifilosofi i mine ugentlige kommentarer i snart et helt år. fra nævnte sti : www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-180.pdf kan man tage dem alle ved at erstatte tallet i stien, fx 146, med et der er et nummer højere, og den næste kommentar kommer da frem helt op til 180.
Flere