search

Ørkenvandringen

Hvorfor er denne aften anderledes end andre? Hvis min datter, lidt uden for sæsonen ganske vist, skulle have fundet på at spørge mig om det den 27. januar i år, ville min private udgave af en længere-varende grupperejse i heftige naturområder have været den, at den følgende morgen ville min personlige ørkenvandring begynde: Min første dag uden for dagpengesystemet. Nedtællingen til en visionsfri fremtid er begyndt, og jeg leder stadig febrilsk efter dødemandsknappen: Any-, anything, pleeeease…

Dagen kom ikke som en overraskelse. Og dog; men kort efter nytår besluttede jeg selv at undersøge, hvorledes min verden i allerværste fald vil kunne forme sig – ingen har indtil nu kunnet illuminere mig. Arbejdsformidlin-gen kan end ikke på opfordring hjælpe, ud over at henvise til i øvrigt forkerte instanser i "fjendelandet", Socialforvaltningen.

I den forbindelse har jeg besøgt tre forskellige kontorer, uden jeg ved dagens slutning var blevet stort klogere på min disede fremtid. Dog fandt jeg ud af, at Beskæftigelsesforvaltningen "måååske" vil finde mig berettiget til kontanthjælp, når jeg er "løntom". Og det er jeg efter Forvaltningens skøn omkring udgangen af februar – ikke, som i virkelighedens verden, efter to dage.

Lige nu slutter mine dage altid med en dårlig smag i munden, ikke bare af kold te og for mange cigaretter, men også af de frugtesløse forsøg på det, jeg åbenbart er så smadderdårlig til, nemlig at sælge mig selv; men den slags metafysiske overvejelser er der lissom ikke tid eller plads til i øjeblikket.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at måske er der flere, der har det som jeg, og at man måske burde se på dette forhold, før man overhovedet begynder at overveje "alternative karriere-muligheder" eller "hurtigere jobafklaring", som har været blandt de akademi-ske overvejelser, der har svirret i a-kasse- og kreds-sammenhænge.

Et bedrøveligvis øvet blik på journalistiske stillingsannoncer afslører ret hurtigt, om det vil være umagen værd at sende en ansøgning: "Eksmpler på artikler" eller: "Medsend gerne dine seneste artikler" – yeah, right. Det føles, som om det er så længe siden, at jeg sidst skrev noget, at det var dengang, Moses fik hugget tavlerne med De Ti Bud i ørkenen.

At sende mine frustrerede læserbreve, mine syrlige kronikker, disketter med fiktionsfostre – naarhj, ikk' rigtigt, vel?

Mit blik glider op mod januarhimlen med de hånligt, blåt blinkende stjerner i et barnligt øjebliks tro på forklarende mirakler: A-kassen, hvis rumlende tavshed imidlertid er som en evigt roterende sten i det sorte univers.

Lad mig straks slå fast, at "vores" a-kasse består, i det omfang, jeg har truffet dens medarbejdere, af brilliante mennesker, og personligt finder jeg, at JobService nærmest har forkælet mig i forhold til mine kursus-ønsker – som sagt, den bedst tænkelige behandling hele vejen igennem. Alligevel fornemmer jeg, at jeg befinder mig i ørkenen, og at det udelukkende skyldes mit formidable gammelmandssyn, at jeg kan se, men ikke nå, den stumme sten langt ude i rummet…

Mine spørgsmål er ikke helt efter bogen, men de presser sig på som hos barndommens Spørge-Jørgen: Hvorfor holder vores a-kasse ikke møder med kommunen og den arbejdsløse for at imødegå, at dens forhåbentligt få, uheldigvis langtidsledige medlemmer havner i bistandssystemet? Eftersom det angiveligt kun er et forsvindende antal, som havner helt ude i tovene, turde opgaven vel være overskuelig? Andre a-kasser bruger metoden.

Hvorfor er det ikke muligt at etablere en eller anden form for hyppig jobtræning af kortere varighed i dagpengeforløbet? Ledige ansøgere ville få mulighed for at præstere virkelighedsnære "artikeleksempler" eller andet, og det ville give dem en reel mulighed for at lægge billet ind på stillinger. En velskrevet historie, der ikke er hugget i sten eller skrevet på papyrus, rykker formodentlig alt andet lige mere hos en ansætter end en Krønikebog med fortegnelser over kurser?

Og hvorfor er det nu således, at Job og Regler i fremtiden kun udkommer elektronisk, så muligheden for at læse stillingsannoncer omkostningsfrit/uden vanskelighed efterfølgende begrænses til AFs Jobbutik og de lokale ugeaviser?

Dagpenge er en helt fin ting, men man bliver altså ikke rig af dem, kan jeg hilse og sige. Beskæmmende mange års erfaring på lavindkomst har lært mig, at nogle af de ting, som ryger først, er den daglige avis og en internetopkobling. Tandpastaen, tandlægen, tamponerne og portoen til ansøgninger er vigtigere udgiftsposter i en næsten-tilværelse.

På trods af den ureglementerede rækkefølge i min private påskefortælling er der fortsat meget at glæde sig over. Jeg har halvt om halvt lovning på den tidlige morgenvagt som taxachauffør i en af oplandskommunerne.
Og ellers er der altid plads til en midaldrende kvinde, som er parat til at spytte i næverne og tømme containere…

Larissa Mastrantones er 50 år, blev uddannet som journalist i 1995 og har været arbejdsløs siden 1997, kun afbrudt af småopgaver.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen