Iran er lukket land, og Jyllands-Postens medarbejder er taget hjem fra Jordan af hensyn til familiens sikkerhed. Men ellers kan danske journalister fortsat arbejde i Mellemøsten.

TRYGHED. Jyllands-Postens korrespondent i Mellemøsten, Thomas Heine, rejste lørdag den 4. februar fra Amman i Jordan og helt ud af regionen. Han mente, at forholdene var for usikre for familien.

Umiddelbart skulle man tro, at det var umuligt at fungere som JP-journalist i Mellemøsten i denne tid, men helt indtil sin afrejse præsenterede han sig som journalist fra Jyllands-Posten, Danmark.

De fleste folk, Thomas Heine interviewede før sin afrejse, kom med kritik af Danmark og hans avis, men han var ikke udsat for trusler og oplevede ikke ubehagelige situationer i sit arbejde.

Folk var generelt vrede på Danmark og Jyllands-Posten, men den anspændte stemning påvirkede kun hans daglige arbejde i ringe grad:

»Jeg stillede mig ikke op på gaden og lavede voxpop om Jyllands-Posten og profettegninger, hvilket måske ville have været journalistisk relevant,« fortæller Thomas Heine.

Også de andre mellemøstkorrespondenter, Journalisten har talt med, oplever, at folk gerne taler med danskere.

Korrespondenterne er dog enige om, at det kræver større agtpågivenhed nu, og at det er sværere og mere utrygt at bevæge sig omkring i de besatte områder i Palæstina.

»At dække Mellemøsten har aldrig været som at være Langelands-korrespondent, men jeg føler ikke, at situationen er blevet voldsomt meget værre,« siger TV 2s erfarne mellemøstkorrespondent Steffen Jensen.

Flere af journalisterne udtrykker en vis nervøsitet over at skulle tage til Gaza-striben, som er et af de mest usikre områder, men Steffen Jensen vurderer, at det værste, der kan ske, er, at man bliver kidnappet og holdt tilbage et par dage.

»Det er jo ikke alle sammen frådende fanatikere med krumsabler. Men selvfølgelig stiller du dig ikke op og vifter med et dansk flag efter fredagsbønnen midt i en demonstration,« forklarer han fra Jerusalem.

Allan Sørensen, Kristeligt Dagblad, har som den eneste korrespondent, Journalis-ten har talt med, oplevet at blive overfaldet. Efter fredagsbønnen i Al-Aqsa-moskeen i Jerusalem blev han hvirvlet ind i en spontan demonstration. Her blev han trængt op i en krog af tre-fire demonstranter og tildelt en mavepuster. Israelsk politi kom ham til undsætning og reddede situationen.

Allan Sørensen præsenterer sig fortsat som dansker over for kilder.

Kun Adam Hannestad, der skriver til Politiken fra Cairo, skifter nationalitet. Ikke så meget af sikkerhedshensyn, men fordi den indledende kritik fra kilder tager for meget af hans tid:

»Hvis jeg vil arbejde i fred, må jeg sige, jeg er svensker, eller jeg må sige, jeg er noget andet. Nu er jeg så ved at løbe tør for nationaliteter efter de seneste dages begivenheder,« siger Adam Hannestad med henvisning til offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne i andre europæiske lande.

Allan Sørensen mener, at tegningerne kan påvirke arbejdet i fremtiden:

»Iran har nægtet danske journalister adgang. Der kommer meget fokus på deres atomprogram det næste år, og det vil være en katastrofe, hvis der ikke kan komme danske journalister ind og dække det,« siger han.

Udelukkelsen fra enkelte lande er for Allan Sørensen det potentielt største problem. Han tror også, at Muhammed-sagen vil kunne give nye korrespondenter problemer med at opbygge et netværk. Specielt hvis de har tilknytning til Jyllands-Posten.

Her er Hans Henrik Fafner, Information, ikke så pessimistisk:

»Netværket opbygger man blandt kolleger og folk, som har en anden form for overvejelse om hele konflikten og er indstillet på samarbejde,« siger han og forklarer, at utrygheden og problemerne ligger på gadeplan.

Ellers er der enighed om, at Muhammed-tegningerne ikke vil få den store betydning på længere sigt.

»Danmark er så uvant med at være i verdens centrum, at vi tror, verden går under. Jeg tror lidt, vi går i selvsving,« siger Steffen Jensen.

Han henviser til Anker Jørgensens positive udtalelser om Israel i 1973, der udløste en arabisk olieboykot af Danmark. En sag, de færreste husker i dag.

Læs også de øvrige artikler om Muhammed-sagen i denne udgave af Journalisten: »Fra løs idé til krise«, »Juste: Der var selvcensur. Rose: Der var ikke selvcensur«, »Kære dagbog«, »Slaget om ytringsfriheden«, »Europa om Muhammed-tegningerne«, »Gris på bålet«, »Nej til europæiske retningslinjer for pressen« og »Tvivl og vrede«.