13 organisationer på tværs af film-, tv- og scenekunstbranchen er gået sammen om en ny kampagne, der skal trække en streg i sandet i forhold til arbejdsmiljøet i branchen.
Kampagnen hedder ’Stregen i sandet’ og skal hjælpe ledere og medarbejdere til at skabe et arbejdsmiljø uden grænseoverskridende adfærd og krænkelser.
”Det er entydigt arbejdsgiverens ansvar at sikre et godt arbejdsmiljø, men det er samtidig en opgave, som vi kun kan løse sammen – arbejdsgivere og ansatte. Arbejdskulturen er vi sammen om at skabe,” lyder det i kampagnebeskrivelsen.
Ledere bliver opfordret til at formulere en politik for tryg arbejdskultur og at gøre det naturligt at tale om den adfærd, ledelsen ønsker. Samtidig bør ledelsen gøre det klart, hvor ansatte kan søge hjælp og støtte.
Til de ansatte lyder opfordringerne blandt andet, at de skal finde ud af, hvor de kan henvende sig, hvis de oplever grænseoverskridelser eller krænkelser. Samtidig opfordres ansatte til at gribe ind, hente hjælp og følge op, hvis en af deres kolleger oplever grænseoverskridende adfærd.
Organisationerne har udarbejdet handleguides og handouts, der skal hjælpe både ledelse og medarbejdere.