Jeg er bange. Før jeg læste Teddy Petersens bog ‘I skribentens værksted’ var jeg fint tilfreds med mine egne skriftlige præstationer, og jeg tillod mig at mene, at alt stod temmelig vel til. Sådan er det ikke længere.
Teddy Petersens bog består af tolv udvalgte artikler og tolv samtaler med journalisterne bag. De taler om det at skrive, og særligt om det at skrive godt.
Efter jeg havde læst bogen, gennemgik jeg glad og inspireret et par af mine egne seneste værker for at nyde den høje kvalitet. Men ak, skønmaleriet blev til et skrækgalleri: Den ene kliche brugte den anden til at slå mig i hovedet med, overgange var nærmere som undergange, og jeg kunne kun groggy se til, mens mit sprog blegnede, når det blev holdt op imod det klare lys fra de tolv glimrende artikler i bogen.
Så nu har jeg præstations-
angst. Præstationsangst over at skulle skrive om en god bog om at skrive godt. Men hvo intet vover, intet vind… STOP! Allerede dér gik det galt:
“Jeg har et advarselsskilt, som dukker op, hver gang jeg skriver en kliche. Hvis min artikel er fyldt med faste vendinger, så er det en forklaring på, hvorfor den bliver kedelig,” råber Teddy Petersen nede fra min båndudskrift. Gå nu væk, Teddy, jeg forsøger at arbejde her.

At blive taget på ordet
Men hvorfor har manden dog også skrevet den bog? Den bog som gennem et hav af velmente og konkrete eksempler har banket min selvtillid i jorden som en teltpløk efter fjorten dages regn.
“Bogen er i bund og grund tolv kolleger, som taler om noget, der mærkværdigvis sjældent tales om: Sproget. Og det kan ikke passe, at vi journalister aldrig taler om et så centralt redskab. Det at skrive er ofte grunden til at blive journalist. Det er så sjovt og dejligt og svært,” siger Teddy Petersen, mens jeg ikke har svært ved at finde grunde til at gå langt uden om emnet.
“Det er ikke tilfældigt, at et ordsprog siger ‘at blive taget på ordet’. Det er et ømt sted at blive taget. Hvis nogen fortæller mig, at det, jeg har skrevet, ikke er ret godt, så tænker jeg ikke som det første på, at det er mit sprog, han taler om. Jeg tænker, at det er mig, han taler om – nu siger han i virkeligheden, at jeg ikke er særlig dygtig. Og så taler vi heller ikke om det, fordi vi stadig har en romantisk tanke om, at det at skrive kun er talent: Hvis man ikke har det, behøver man ikke spekulere mere over det. Og hvis man har det, ja, så behøver man heller ikke,” siger Teddy Petersen.

Ordpilleri
Men det er mere end talent, og der bør snakkes om det. Siger Teddy Petersen.
“Pil alle dine udsagnsord ud, og se hvor kedelige de er.”
Det siger Teddy Petersen også, så det gjorde jeg, og jeg kedede mig.
“Hvis man skriver ’siger’ hver gang, så er det hurtigt læst, det er en neutral fysisk konstatering. Hvis der står ’sukker’ eller ’snerrer’, så sker der noget i hovedet på læseren. Og man kan godt skrive ’snerrer’, uden at det bliver kommenterende, hvis det virkelig var det, Nyrup gjorde. Snerret skal ikke være der for variationens skyld, det skal være der, fordi der ligger en betydningsfuld information. Snerret betyder, at han er presset af journalisten eller af de Konservative eller af Lone,” snerrer Teddy Petersen.
Et andet trick bliver i bogen leveret af John Njor, journalist på Politiken. Han fortæller, at han tjekker det første ord i hver ny linie og sikrer sig, at der ikke er for mange gentagelser.
“Det er ærlig talt et meget mekanisk forhold til sproget, men det viser, at man kan bruge sin bevidsthed til at blive bedre. Det er et håndværk, og der findes en værktøjskasse, som man kan fylde og bruge,” siger Teddy Petersen.
En lille gul lap med ordet ’tillægsord’ kan klistres på skærmen i en måned. Så husker man at gøre sig umage med disse gavmilde, livgivende, præcise og syngende ord. Jeg skal nok øve mig en kende mere.

Skriver uden bh
Ud over redskaber til værktøjskassen giver bogen også et indblik i tolv journalisters arbejdsproces, når de skriver. Og det er imponerende, hvor mange variationer der findes over det tema. Nogen kan slet ikke komme videre, før indledningen er på plads – om det så tager tre timer. Andre skriver derudaf og sorterer i det bagefter. Nogle skriver bedst hjemmefra, mens Helle Hellmann, når hun dækker festivaler og skal skrive på hotelværelset sent om aftenen, tager både smykker og bh af og kun iklædt en løs T-shirt og et par trusser begynder at skrive (bogen er uden illustrationer).
“De tolv journalister i bogen er hverken nærige eller skjuler sig. Det kan for eksempel være rart og befriende at høre en mester som John Njor fortælle, at han ikke skriver særlig godt for tiden. At det kan gå op og ned,” siger Teddy Petersen.
“Da jeg spurgte dem, om de ville medvirke i bogen, var de alle positivt indstillede, men mange af dem mente ikke, at de havde så meget at fortælle. Det kan godt være, at de ikke var bevidste om deres metoder, før jeg interviewede dem, men de blev selv overraskede over, hvor meget de egentlig kunne sige. Og det er først, når vi flytter guldkornene fra det ubevidste til det bevidste, at andre også kan få adgang til dem og lære af dem,” siger Teddy Petersen.

Ingen forfattere
Kan vi andre middelmådigheder så lære af de gode, når man lever en travl journalist-hverdag? Skal man tro på Teddy Petersen, så tager det ikke meget mere end ti minutter at løfte sin artikel til mere bæredygtige højder. Det gælder blot om at tænke tanken ’hvad med sproget?’, inden man trykker på send-knappen.
“Jeg er journalist og har ingen litterære ambitioner. Kravet til vores sprog er ret kontant og krævende. Der er ikke nogen arbejdspladser, hvor man kan sige, at man sidder og venter på inspirationen. Man er nødt til at være håndværker. Det er derfor, vi er nødt til at sætte ord på, hvad der fungerer og ikke fungerer.”
“Det, der koster, er lang tids uopmærksomhed. Det, der giver, er en lille smule opmærksomhed hver dag: Hvis man lige kigger efter de faste vendinger eller udsagnsordene hver gang. De første gange kan det godt være, at artiklen ikke tåler noget grundigt eftersyn, men bare nå at lave tre ting om – det hjælper en hel del.”
Og er man endelig fast besluttet på at vente på inspirationen, kan det klares i fritiden. Alle de tolv journalister i bogen læser skønlitteratur, og det er ikke tilfældigt, mener Teddy Petersen.
“For at holde det sproglige maskineri i gang, skal man ikke kun selv producere, men også selv læse. Forfattere kan sidde i månedsvis og nulre med sætningerne, så de kan finde på noget, som vi andre ikke kan.”

Blomster og knive
Det er dog en balanceakt, hvor meget man skal nulre, både som forfatter og journalist. Man risikerer at miste en helhed eller en dynamik, hvis der pilles og tænkes for meget.
“Teori og følelse kan følges ad. Man skal beholde en intuitiv tilgang til det, men så kan man bagefter gå ind og se efter med sine redskaber. Når biologen skærer blomsten fra hinanden, så er den død, og det er artiklen måske også. Så gælder det om at løfte hovedet og se, at der findes tusind blomster på marken og fryde sig over dem.”
Men hvad så når biologen Teddy Petersen har skåret mig og mit sprog fra hinanden?
“Man kan gøre en af to ting. Enten kan man give op og sige ’nå, jeg bliver nok aldrig bedre’. Eller også kan man tage udfordringen op.”
Jeg tænker stadig.

Teddy Petersen er lektor i sprog på Danmarks Journalisthøjskole.
Bogen ‘I skribentens værksted’ er udkommet på forlaget Frydenlund og koster 248 kr.
De medvirkende gode skribenter i bogen er: Morten Beiter,
Michael Enggaard, Helle Hellmann, Lise Johnsen, Thomas Lauritzen, Flemming Chr. Nielsen, Marianne Nielsen, John Njor, Marie-Louise Paludan, Claus Smidstrup,
Jesper Strudsholm og
Knud Sunesen.