Ordførere tror på bredt forlig

Der er stadig mulighed for en bred aftale, efter at Folketingets partier i dag tog hold på forhandlingerne om medieforlig.

Der er stadig mulighed for en bred aftale, efter at Folketingets partier i dag tog hold på forhandlingerne om medieforlig.Dagens forhandlinger om et kommende medieforlig efterlader regeringspartierne og støttepartiet Enhedslisten optimistiske, når det gælder at få en bred aftale på plads. Det siger partiernes medieordførere:

»Jeg synes det var et konstruktivt møde, selvom der stadig er nogle uenigheder. Jeg mener egentlig, at der er et godt grundlag for at få et bredt forlig,« siger SF’s medieordfører Holger K. Nielsentil journalisten.dk.

Holger K. Nielsen vil dog ikke ud med konkrete detaljer fra mødet:

»Sådan noget snakker vi ikke med medierne om. Det holder vi inden for de fire vægge,« siger han.

Heller ikke Zenia Stampe fra de Radikale er afvisende over for tanken om et bredt forlig, men lige som Holger K. Nielsen, holder hun kortene tæt til kroppen.
»Man lukker jo munden i for forhandlingsklimaets skyld, men vi håber jo selvfølgelig på et bredt medieforlig. Vi forholder os rimeligt åbent, så nu må vi se,« siger hun.

I oppositionen ønsker Dansk Folkepartis medieordfører Morten Marinus ikke at kommentere på de igangværende forhandlinger, men henviser til sin udtalelse til Kristeligt Dagblad i lørdags.

”Vi går til forhandlingerne for at gøre armslængden til DR endnu kortere og vil stille yderligere krav til DR’s forpligtigelser,” sagde han til Kristeligt Dagblad.

Per Clausen, der er medieordfører i regeringens støtteparti Enhedslisten, sagde tidligere i dag til mediawatch.dk, at dagens forhandlinger ikke bød på store overraskelser, og at Enhedslisten derfor stadig kan se sig som en del af et fremtidigt forlig.

0 Kommentarer