”For næsten 1 år siden, indførte vi abonnement på politiken.dk og vi har fået – og får stadig – mange nye abonnenter hver dag. Vi oplever, at flere og flere efterspørger det abonnement på politiken.dk, der inkluderer mulighed for køb med Plusrabat – og det gør, at vi pr. 1. marts har valgt, udelukkende at tilbyde dette abonnement.”
”Dette abonnement”, havde jeg med vilje valgt fra til at begynde med, for jeg er ikke en af de flere og flere, der gerne vil have rabat på Kay Bojesens aber, plaider i uld og næseskyllere. Jeg vil bare læse lidt nyheder, ind imellem jeg er på Facebook, ringer, skriver, er på Twitter, skriver eller mailer eller læser eller holder spisepauser, tager turen ud til postkassen, tømmer opvaskeren og sætter en gang vasketøj over, læser nyheder og er på Facebook.
Så jeg kogte over og lukkede dampen ud. På Facebook.
”Så stiger Pol.dk's online-abonnement med 50 %. Men så får jeg plus-kort og rabat på Kay Bøjesen aber. Vil du skide i havet!”, skrev jeg, og nede i hjørnet poppede en lille besked op:
”Skid i havet – eller skriv en blog om det”, skrev redaktør Hesselager.
Der er lavvande i kassen. Dimittenddagpenge, en bærearm til fru Jensens diesel-Peugeot og almindelig afmatning i husholdningsøkonomien gør, at så’n en stigning på 50 procent får mig op i det røde. Altså det er kun 22 kr. om måneden, 264 kr. om året. Men det er for ingenting. For et plastikkort, jeg ikke skal bruge til noget.
Hvis nu de havde skrevet: "For næsten 1 år siden, indførte vi abonnement på politiken.dk og vi har fået – og får stadig – mange nye abonnenter hver dag. Vi oplever, at flere og flere efterspørger ordentlig journalistik på nettet, og derfor vil vi gerne have lidt flere penge i kassen, så vi kan ansætte et par dygtige journalister mere, så vi kan lave endnu mere og bedre journalistik til dig”, så havde jeg været mere medgørlig. Og så havde jeg skyndt mig at skrive en uopfordret ansøgning.
”Hahah
blog nu
hahah
Måske i aften – Jeg har kvalme af pres over deadlines”, svarede jeg redaktøren. Selv om jeg skal bruge penge. Det var fristende at kaste sig over bloggen og smide det, jeg havde i hænderne, og tjene en ekstra skilling.
Men jeg havde ikke tid til at skrive et blogindlæg om min kvababbelse over pol.dk . For jeg har travlt for tiden. Travlt med fire deadlines på artikler til et mediebureau. Fire forskellige opgaver, som jeg har fået skrabet til mig gennem det, som alle konsulenterne i Trivsel & Karriere i Journalistforbundet siger, man skal bruge alle sine kræfter på som freelancer (læs: arbejdsløs med spredte opgaver). Netværk. Netværk. Netværk!
Og det har jeg gjort. Jeg har lavet et visitkort på nettet, mailet rundt, taget til arrangementer i fagforeningen og drukket kaffe i spandevis med alle, der gav et kop. Også selv om jeg tit har tænkt, at det ikke gav en s***, at det var spild af tid, og at det kunne være lige meget, for jeg fik aldrig andet arbejde end et blogindlæg i ny og næ og en anmeldelse til 1.250 kroner en sjælden gang imellem.
For jeg må indrømme, at de mange ansøgninger, som jeg har brugt tid på at skrive og sende med toptunet cv og billede af mig selv, ikke har givet andet end mail med afslag med tekster a la:
Kære Thomas
”Tak for din ansøgning til stillingen som [indsæt stillingsbetegnelse her] og den interesse du har vist [indsæt firmanavn her]. Vi må desværre meddele dig, at stillingen er besat af en anden kandidat. Vi har modtaget utroligt mange gode og kvalificerede ansøgninger (350 i alt), hvilket vi er meget glade for …”
Men en af de kopper kaffe, jeg har drukket, har altså kastet lidt af sig. Og nu har jeg skudt de fire artikler af sted til min nye redaktør, en tidligere medstuderende, der sagtens kunne sætte sig ind i, hvordan min situation var. For hun havde selv været der. Og hun havde i virkeligheden trådt stort set den samme sti som mig, på vej til det forjættede land med fast arbejde.
Nu skal jeg snart sende en lønopgørelse. Det glæder jeg mig til. Mere end du aner.
Så jeg sendte en mail til a-kassen:
”Hvor meget må man tage i timen som freelancer, når man er på dagpenge?” skrev jeg.
Jeg havde spurgt før og prøvede at få noget på skrift. Det kan jeg så godt li’. Ting på skrift. Det er til at forstå, og jeg ville være heeeelt sikker, inden jeg sendte regninger for freelancetjanser af sted. Jeg havde nemlig på fornemmelsen, at noget var galt i mine hidtidige procedurer.
Og så ringede telefonen. Det var a-kassen. Og så fik jeg ellers læst og påskrevet om regler og honorarer og lønindkomst og alle de ting, jeg åbenbart har gjort forkert, fordi jeg ikke interesserer mig en skid for reglerne i a-kassen og ikke gider tage kurser i, hvordan man udfylder blanketter, men bekymrer mig om selv at tjene penge og finde et job. Og så formastede jeg mig til at brokke mig over, hvor sindssygt indviklet og pivhamrende besværligt det der dagpenge-cirkus er.
”Hvis du synes det, så kan du jo bare melde dig ud,” sagde ham fra a-kassen.
Egentlig ikke et særlig konstruktivt råd – at melde mig ud. Tja, men det kunne jeg jo. Eller: Det ved han jo u-de-mærket godt, at jeg ikke kan.
Så nu ville bare jeg ønske, at jeg ikke havde sendt en regning, men en lønopgørelsesaftale.
Min fejl. Det koster nok lidt, og så lærte jeg det. Jeg aner da ikke, hvad min timeløn er på en freelanceopgave. Jeg sidder her – på 7’eren ved vinduet og skriver, er på Facebook, ringer, læser nyheder på nettet, er på Facebook, skriver, er på Twitter, skriver eller mailer eller læser eller holder spisepauser, tager turen ud til postkassen, tømmer opvaskeren og sætter en gang vasketøj over. Og læser nyheder. På politiken.dk.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
@ Marie Varming
Ikke desto mindre er det virkeligheden. For mig - og for en del andre kan jeg forstå på mine tidligere med-studerende.
Men alt godt kommer til den, der kæmper. er det ikke så'n det hedder?
"freelancer (læs: arbejdsløs med spredte opgaver)"
Jeg bliver sgu så trist.
Thomas, Politiken har, udover abe-sælgende aktiviteter, også indgået et samarbejde med E-takeway. http://trendsonline.dk/2014/02/14/e-takeaway-og-ibyen-strategisk-samarbejde/
I den forbindelse er der et utal af historier der venter på at blive skrevet.
Kunne et sådan samarbejde f.eks. betyde at restauranter der samarbejder med E-takeaway får gunstigere redaktionel omtale?
Sondringen mellem annoncer og anmeldelser?
Tjener JP/POLITIKEN penge på handler foretaget gennem "læser-service-knappen"?
Hvis du kan blogge om ledighedens ulidelighed så kan du spiffe indtægten op med en velbetalt artikel der sætter kritisk lys på mediehusenes sondring mellem vandtætte skotter mellem annoncører og redaktioner.
Pøj pøj
C :-)