Der står en kvinde bag alle store mænd. For præsident Clintons vedkommende var der flere. En af dem hedder Vinca Lafleur. Som taleskriver lagde hun ordene i munden på den populære statsmand, når han charmerede den ganske verden.

ATTENTION! "It’s said that every Dane has a relative in America. Today, I can tell you, all Americans know, we have a friend in Denmark."

Sådan begyndte Vinca Lafleur sit foredrag for danske kommunikationsfolk en eftermiddag på Nationalmuseet. En begyndelse lige efter bogen – hendes egen bog for tale-opskrifter.

»I begyndelsen af en tale er du nødt til at sige noget, der får folk til at studse. Det kan være en historie, et retorisk spørgsmål, en vittighed eller en sjov statistik. Du skal gribe folk i begyndelsen, for der lytter de,« siger Vinca Lafleur.

Lafleurs indledning på Nationalmuseet kunne lidt af hvert. Et sofistikeret ordspil bygget på en talemåde og det historiske slægtskab mellem Danmark og USA. Og så var det et citat, nemlig fra Bill Clintons tale på Nytorv i 1997. På den måde kunne Vinca Lafleur oplagt gå videre med at fortælle om de dejlige junidage for 11 ½ år siden, da hun selv var i København med præsidenten på hans europatur. Hele salen huskede optrinnet på Nytorv sammen med Lafleur og nikkede i bedste forståelse med taleren.

MEN VINCA LAFLEUR er også 'prof'. Taleskrivning har været hendes levevej, siden hun i 1995 blev ansat i Det Hvide Hus som officiel taleskriver for præsident Clinton.

På den måde blev hun et tandhjul i det store maskineri, der gør det muligt for den amerikanske præsident at bestride verdens mægtigste embede.

Bill Clinton talte officielt 1-2 gange hver dag. Det kunne være alt fra taler i FN til skåltaler og småbemærkninger under en officiel foto-seance. Alt blev skrevet ned forinden af en af de omkring 10 taleskrivere, der var tilknyttet præsidenten. Hertil kom vicepræsidenten og præsidentfruens taleskrivere.

Lafleur var ansat i Det Hvide Hus i tre år og skrev mere end 100 taler. Hun var sammen med to-tre kolleger dedikeret til udenrigstaler og rejste derfor ofte rundt med præsidenten på hans udlandsture.

»Mange af talerne blev færdiggjort i Air Force One. Der kunne hele tiden ske ting, som gjorde, at man måtte ændre indledningerne på talerne. Så blev Yitzhak Rabin skudt, så blev Khobar Towers i Saudi Arabien bombet – noget, som præsidenten var nødt til at komme ind på,« fortæller Vinca Lafleur.

De store hovedtaler brugte hun adskillige uger på at forberede. Hun samarbejdede typisk med ambassaden i det pågældende land og brugte tid på at studere landets kultur og læse alt fra poesi til rejsebøger. Det handler om at kende sit publikum.

»Det er jo ikke sådan, at et engelsk publikum forventer, at præsidenten tiltaler dem med britisk accent. Men man går så langt, at man har udvist åbenbar interesse og respekt,« siger Vinca Lafleur.

HVIS DENNE ARTIKEL var en tale, ville den formentlig nærme sig det kritiske punkt, hvor publikum begynder at blive fjern i blikket.

Den slags passager kan være svære at komme over, selv for en 'prof'.

»Nogle gange kan du selv fornemme, at en passage slæber sig af sted, og nogle gange er det uundgåeligt. Visse emner er bare ikke sexede. Har man sådan en passage, så økonomiserer man selvfølgelig ved at gøre den kortere,« fortæller Vinca Lafleur.

Og når det kedelige er overstået, så gælder det om at få vækket publikum igen.

»Det kan være en vittighed, en historie, et retorisk spørgsmål til publikum, eller måske viser man noget video,« foreslår hun.

DEN SIDSTE NOVEMBERDAG i 1995 træder en protestantisk dreng og en katolsk pige op på en scene i Belfast, Nordirland, foran et stort opbud af mennesker.

Med sin sprøde barnestemme, svøbt i karakteristisk irsk accent, siger den ni-årige pige de ord, der siden skulle gå verden rundt.

»My first daddy died in the Troubles. It was the saddest day of my life.«

I de sekunder ville man kunne høre en knappenål falde til jorden.

Pigen fortæller så om sit juleønske – at freden i Nordirland kan fortsætte, og at folk ikke dræber hinanden. Øjeblikket efter står Bill Clinton ved mikrofonen. Han improviserer hurtigt en bemærkning om, at disse to børn bedre end noget andet fortæller, hvad det hele handler om. Derefter fortsætter han med den tale, Vinca Lafleur har arbejdet på i ugevis. Han taler om den fredsproces, der netop har fået sit gennembrud. Han taler om den amerikanske borgerkrig, om sine egne forfædre i sydstatshæren, om tilgivelse, om modet til at bryde med fortiden og styrken til at fortsætte fremad.

I de minutter føler Vinca Lafleur, at hun på sin egen måde er med til at skabe fred i verden.

»Det er den stærkeste tale, jeg har skrevet. Man følte virkelig, at det betød noget, og bagefter talte pressen meget om, at ordene havde gjort en forskel. Det var meget opløftende,« fortæller hun.

Samme aften tænder Clinton juletræet foran rådhuset i Belfast og 100.000 nordirere, mens Van Morrison spiller. Også her taler han med Lafleurs ord om den gryende fred.

Godt to måneder efter brister fredshåbet dog igen, da IRA sprænger en bombe i London. Først i 1998 sænker freden sig for alvor.

EN TALE SOM I BELFAST er på 3.000 ord og varer 25 minutter. Men når den rammer de danske tv-skærme, er den ofte skåret ned til 15 sekunder.

Det ved en taleskriver som Vinca Lafleur naturligvis godt.

»Ja, vi var bevidste om det, og vi overvejede også, hvad der skulle være 'sætningen', når vi skrev. Men når man understreger det, man forestiller sig skal være 'sætningen', så bliver taleren nervøs og får den på en eller anden måde ødelagt,« fortæller hun.

Hendes erfaring er dog, at det som regel er umuligt at forudse, hvad journalisterne vælger at klippe ud og servere til seernes aftenkaffe.

Vinca Lafleur forlod Det Hvide Hus, da hun skulle være mor. Men som selvstændig har hun stadig taleskrivning som sit fuldtidsarbejde med et bredt udsnit af kunder inden for erhvervslivet, organisationer og politik.

Hun er ikke engageret i Hillary Clintons valgkampagne og føler heller ikke, at hun ville kunne gøre en forskel, selv om Hillary Clinton netop vurderes at være sin modstander, Barack Obama, underlegen som taler.

Det mener Vinca Lafleur ikke handler om dårlige taleskrivere. Det er fysiologien, der kønsdiskriminerer.

»Senator Obama er en fortræffelig taler, især i store folkemængder. Men mænd har en naturlig fordel i den slags omgivelser, på grund af deres stemmer. Kvinders stemmer gør sig bedre i almindeligt taleleje. Som kvinde er det svært at tale højt uden at lyde, som om man råber,« forklarer Lafleur.

Hun peger på, at Hillary Clinton gør sig langt bedre i intime forsamlinger.

»Det er ikke for at tage noget fra Senator Obama, som jeg synes er fænomenal. Men den kritik, Senator Clinton får i forhold til ham, skyldes i høj grad den medfødte ulempe, kvinder har,« siger Vinca Lafleur.

SLUTNINGEN er lige om hjørnet, og efter en længere smøre er det fristende med en hurtig afrunding.

Men det er synd og skam, mener Vinca Lafleur. Slutningen er sammen med indledningen den part, der skal lægges mest arbejde i, for her har man publikums opmærksomhed.

»Man oplever ofte folk, der dribler ud af en tale og ikke giver den en dramatisk konklusion. Og det er sådan et spild af muligheder. Her skal man give publikum noget, de kan tage med. I slutningen ved du, at folk lytter. Om ikke andet, så fordi de er lettede over, at du er færdig.« /

LÆS HER henholdsvis Clintons tale på Mackies Plant i Belfast, talen ved juletræstændingen samme aften, samt Clintons tale i København på Nytorv i 1997. Clintons øvrige taler kan findes på Clintonfoundation.org.

Vinca Lafleurs website, Vincalafleur.com, har desuden en lang række henvisninger  til tale- og citatsamlinger og teori om taleskrivning.

5 TIP TIL TALESKRIVERE

1. Kend dit publikum, og skræddersy talen til dem

– en demografisk øvelse.

2. Gør det enkelt og konkret

– tal som et menneske, folk husker detaljerne.

3. Fortæl historier

– historier er strategiske aktiver, publikum elsker dem.

4. Sæt et menneskeligt ansigt på ordene

– hvad betyder det for folk?

5. Overrask – gør det uventede

– det overraskende giver indtryk af ærlighed.