Krisens grå klør sidder solidt plantet i det bløde nakkeskind på den danske mediebranche. Der går nærmest ikke en måned uden, vi hører om fyringer og nedskæringer, afvikling maskeret som udvikling og slagsmål mellem mediechefer om penge.
Af samme grund havner flere og flere medlemmer af Dansk Journalistforbund (DJ) på freelancehylden. I 1991 var 532 DJ-medlemmer registret i Freelancegruppen. I 2011 var tallet steget til 1479, og i dag ligger det på omkring 2.000. Derudover arbejder omkring 1.000 medlemmer som selvstændige, men har valgt en anden specialgruppe end Freelancegruppen. Hertil kommer et skyggetal af DJ-medlemmer, der ikke har registreret sig som freelancere.
Samtidig med mediekrisen bliver stadigt flere kolleger uddannet. For eksempel sender Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i foråret 2014 de første fotografer fra skolens nye fotouddannelse Fotografisk Kommunikation på gaden. Til stor bekymring for en række nyuddannede fotojournalister, der samstemmende fortæller om flere kolleger, der hverken kan få faste stillinger eller freelancebiksen til at løbe rundt.
Tænk på dit brand
Men der kan være penge at tjene på et ellers presset mediemarked. Hvis der bliver arbejdet målrettet.
Michael Holbek Jensen sprang – efter flere år på blandt andet P1 og Ekstra Bladet – ud i freelancelivet i 2005.
»Mange freelancere afsætter stadig primært til aviserne. Jeg synes ikke, at det er fornuftigt at basere sin indkomst på aviserne – de betaler for dårligt. Jeg bruger som udgangspunkt kun aviserne, hvis jeg enten brænder for et emne, eller vil have et udstillingsvindue til mit navn,« siger Michael Holbek Jensen.
Som selvstændig har Michael Holbek Jensen skrevet ti bøger. Blandt andet bogen ”Storm” om den tidligere PET-agent Morten Storm, der udkom i foråret.
»Bøgerne er også et udstillingsvindue, mit visitkort, til potentielle nye kunder. For eksempel var der en anmeldelse af en af mine nyeste bøger i Politiken for noget tid siden. En af mine venner deler anmeldelsen på Facebook, og der kommer en masse ”likes”. Efterfølgende kunne jeg se, at nogle af de likes kom fra potentielle kunder i branchen,« siger Michael Holbek Jensen. (Læs fire konkrete freelanceråd fra Michael Holbek Jensen i bunden af artiklen.)
Netværks-klicheen
Michael Holbek Jensen deler kontor med fotograf Thomas Sjørup, der i marts stoppede på Ekstra Bladet efter 11 år på avisen. For Thomas Sjørup var det tid til at ryste bøtten og vende tilbage til freelancelivet, som han sidst besøgte små fire år i midten af 90’erne.
»Markedet har ændret sig, siden jeg sidst var selvstændig. Den gang var mine primære kunder aviser og magasiner. I dag ville jeg ikke kunne leve af udelukkende at sælge til pressen,« siger Thomas Sjørup, der har fået bygget en ”fornuftig” forretning op, siden han droppede den faste lønseddel.
Som nyudklækket freelancer begyndte Thomas Sjørup at ringe rundt til gamle kolleger, venner og bekendte. Ganske simpelt for at fortælle, at han var sprunget ud som selvstændig.
»Folk var positive, men jeg ved, at de her potentielle kunder får masser af opkald fra håbefulde fotografer hver eneste dag.«
Derfor:
»Jeg har altid været god til at holde kontakten ved lige med gamle kolleger og samarbejdspartnere. Det har hjulpet mig meget – hvis du vil have en opgave, skal du have en vej ind til den potentielle kunde,« siger Thomas Sjørup.
Michael Holbek Jensen supplerer:
»Det er lidt en kliche, men netværk er vejen frem. Når du løser opgaver tilfredsstillende, husker folk dig, når de bevæger sig videre i systemet. Mit råd er at tage opgaver for folk, som du gerne vil kende.«
Konkurrenterne er kolleger
Som kontorkolleger udveksler Holbek Jensen og Sjørup erfaringer – og også opgaver.
»Da jeg begyndte som freelancejournalist, så jeg kollegerne som konkurrenter. Det ændrede sig hurtigt. Min erfaring er, at jo mere jeg åbner, deler og anbefaler, jo mere får jeg igen. Af samme grund teamer jeg gerne op med kolleger – både folk jeg tidligere har arbejdet med og nye bekendtskaber,« siger Michael Holbek Jensen.
Thomas Sjørup:
»Fotograferne i Danmark har en god tradition for at hjælpe hinanden. Markedet er ikke ret stort, så vi kender hinanden. Jeg har en god fotografkollega, som jeg stoler på og vil anbefale til eventuelle kunder. Hvis jeg har travlt, sender jeg opgaven videre til ham, for jeg ved, at der også kommer opgaver den anden vej.«
Drop kræsenheden
Al begyndelse er svær – det ved både fotograf og journalist.
»Da jeg begyndte som freelancer, havde jeg et vikariat på Journalisten, hvor jeg netværkede helt vildt. Da jeg stoppede på Journalisten, havde jeg en aftale på en bog, en aftale med at lave et fast tillæg for Urban og derudover landede jeg en opgave for Søndagsavisen. Det var ikke banebrydende journalistik, men som nystartet freelancer, kan du ikke være kræsen.«
Det samme siger Thomas Sjørup:
»De nyuddannede fotografer, der vil være selvstændige, skal tænke bredt. Det kan godt være, at de ikke kommer til at vinde World Press Photo med det samme. Indtil da kan video og pressearbejde betale regningerne.«
Fire gode råd fra Michael Holbek Jensen:
- Øvelsen er at skifte dårlige penge ud med gode penge. Det kan være, at du skal smide et par kunder, som betaler for dårligt – det er måske ikke behageligt, men i sidste ende betaler det sig.
- Det kan ikke siges for ofte: Netværk er vejen frem.
- Bliv bedre til at arbejde på flere platforme. På det netop overståede freelanceseminar har jeg lært at klippe lyd, da jeg gerne vil udvide forretningen i den retning.
- Dygtiggør dig. Forbundet tilbyder en masse gode kurser. Brug dem – og hvis ikke de lever op til forventningerne, kan du overveje at købe kurser ude i byen.
Varedeklaration: Søren Frandsen har som freelancejournalist arbejdet for Journalisten.dk siden efteråret 2011. Til daglig deler han kontor med Michael Holbek Jensen og Thomas Sjørup.
6 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Selvfølgelig bør det da oplyses, når der er så tætte relationer mellem skribent og kilder. Der er ikke noget suspekt i hverken deklaration eller relationerne.
Godt nok har DR på det seneste blåstemplet det at interviewe kolleger, men det havde næppe svækket denne artikels budskab, hvis der også var hentet kilder ind, som journalisten ikke deler kontorfællesskab med.
Det falder mig nu mest for brystet, at der står "...havner flere og flere medlemmer af Dansk Journalistforbund (DJ) på freelancehylden..."
Jeg er ikke havnet. Jeg driver en virksomhed. At jeg så har fundet min rette hylde er en helt anden ting.
Kære Bodil
Jeg enig med Morten (og ikke kun fordi, vi sidder på kontor sammen :-). Hvis Søren ikke havde skrevet det, var der sikkert faldet brænde ned. Nu lægger han kortene på bordet, og selv om varedeklarationen ser lidt pudsig ud, så har jeg ikke problemer med artiklen. Jeg føler ikke mit arbejde som freelancer mistænkeliggjort. Vi har i FG ofte efterspurgt stof om freelancelivet i vores fagblad. Mit bidrag er egentlig tænkt i tråd med det.
mange hilsner
Michael
Ak ja, Bodil... Hvis Søren ikke havde 'varedeklareret artiklen', som det på mystisk vis hedder, var han blevet overfaldet af kolleger, som havde kritiseret ham for at holde kæft.
Nu fortæller han præmissen - og så er det også for galt.
Bottomline er, at to freelancere kommer med en række gode råd og erfaringer, som andre - måske - kan drage nytte af. Og man må antage, at redaktøren har vurderet, at historien er god nok til at blive bragt. Ellers var det næppe sket.
I øvrigt kunne Michael Holbek-boksen med fire gode råd være udvidet til fem. Det måske bedste freelanceråd, jeg har fået, fik jeg nemlig af ham. Men det er ikke med på listen - og jeg vover heller ikke at offentliggøre det her, for jeg vil nødig mistænkeliggøres. Og det risikerer jeg, da jeg deler kontor med ... Thomas, Michael og Søren (og seks andre fantastiske freelancere, som arbejder i et miljø, hvor vi hjælper hinanden).
De bedste hilsner
Morten
Det kan godt være, at den er den vej, DJ vil med historierne på forbundets medier.
Men her er det lykkedes at mistænkeliggøre en god historie om, hvordan Michael Holbek og Thomas Sjørup arbejder. Og samtidig er det lykkedes at få Søren frandsen til at se ud som en freelancer, der misbruger sit netværk.
Og hvordan er det det?
Meget enkelt. Ved at tilføje historien en varedeklaration, som ikke hører hjemme i professionel journalistik.
Her er det klart, at redaktøren skal vurdere, hvad der en god historie, og om den er værd at bringe. Og ikke bringer en varedeklaration, der får læserne til at tro, at der er netværks-lusk i historien.
Venlig hilsen
Bodil Rohde
Flere