search

Opslagsværk viser net-medier vejen

Encyclopaedia Britannica. Sig navnet og alle med bare den mindste smule hang til digre opslagsværker og en verden af viden får en tåre i øjenkrogen.

Encyclopaedia Britannica. Sig navnet og alle med bare den mindste smule hang til digre opslagsværker og en verden af viden får en tåre i øjenkrogen.

Tåren kan skyldes mange ting. En af dem er vemod. For er der noget, der er blevet næsten lige så presset af internettets fremmarch, som aviserne er det, er det netop opslagsværker som Encyclopaedia Britannica. Bare kig på den medvind, Wikipedia har fået.

Derfor er det også interessant, at netop Encyclopaedia Britannica nu med nyt design og justeret online koncept måske viser en vej, som avis-bosserne rundt omkring burde holde øje med i deres bestræbelser på at finde de gamle mediers ben i den nye digitale verden. For den er måske slet ikke så tosset endda.

Encyclopaedia Britannica skriver selv om deres ovevejelser på deres blog (for sådan én har de naturligvis også). Men grundlæggende handler det nye koncept om stadig at fokusere på kernen – eksperterne og den dybe viden – men åbne op overfor omverdenen på helt nye måder.

Én måde at åbne op på er at give adgang til at se og kommentere på de værker og artikler, som Encyclopaedia Britannica's eksperter arbejder på lige nu og dermed bidrage til skabelsesprocessen. En anden måde er at give brugerne og læg-eksperter mulighed for at kommentere direkte og eventuelt korrigere artikler. Og en helt tredje måde er at give brugerne direkte adgang til at bruge alle Encyclopaedia Britannica's ressourcer – tekst, billeder, lyd m.m. – til at skabe deres egne værker med.

Samlende for det hele vil Encyclopaedia Britannica stadig have sine redaktører, der sørger for, at alt, hvad der glider ind i selve publikationen har den samme kvalitet, som Encyclopaedia Britannica altid har været kendt for. Det vil sige, at der vil være en klar skillelinie mellem ekspert-indhold – kald det bare for professionelt indhold – og andres bidrag.

Encyclopaedia Britannica's nye tilgang til den digitale verden giver for mig at se super meget mening. Det er en måde at skabe et univers, der på én gang har et tydeligt brand og troværdighed som afsender og formidler af information og samtidig åbner dørene til verden derude ud fra en erkendelse af, at selvom der unægteligt er meget skidt, der flyder rundt ude på nettet, findes der også guldklumper, der i den rette kontekst kan berige, nuancere og gøre os alle klogere.

Det kunne være super interessant at se f.eks. klassiske danske massemedier tage den samme tilgang, åbne op og skabe information og indsigt i dialog fremfor et klassisk afsender/modtager-forhold. Mit gæt vil være, at det vil give medier, der opleves som meget mere relevante og uundværlige. Og dermed i sidste ende styrke mediernes fundament i en tid, hvor der ellers må siges at være nok af udfordringer mod eksistensen.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen