Ted Sorensen var inviteret som hovedtaler til Fagfestivalen, men nåede aldrig frem. Han døde kort forinden. Ted Sorensen skrev de taler, der var med til at gøre John F. Kennedy til et ikon som politiker og præsident i tiåret 1953-1963.
Her er Sorensens seks grundregler for den gode tale fra bogen "Præsidentens Mand".
1 – Det er næsten altid bedst at begrænse sig
Gør det lige så enkelt og direkte som De 10 Bud, lige så enkelt som J.P. Morgans angivelige svar til den unge mand, der spurgte ham, hvad hemmeligheden ved finansmarkedet var: "Kurserne veksler."
Nogle politikere er af den fejlopfattelse, at politiske taler går ud på at få nogle få tanker til at strække længst muligt ved hjælp af så mange ord som muligt – JFK og jeg var af den stik modsatte opfattelse. Jeg har altid værdsat de kloge ord i William Strunk Jr. og E.B. Whites klassiske værk "Elements of Style". Blandt bogens slagord: "Undgå unødvendige ord." Min yndlingsregel, fordi den illustrerer sig selv.
Jeg kan godt lide to eksempler: Winston Churchills indledningsreplik i radiotalen efter Frankrigs fald i juni 1940: "Nyhederne fra Frankrig er meget dårlige." Og den anden, et skilt i en fiskeforretnings vindue: "Frisk fisk til salg her i dag." Det eneste nødvendige ord på det skilt er "fisk".
2 – Vælg hvert ord, som er det et præcisionsredskab
Omhu og forsigtighed med at vælge det rigtige ord og den rigtige række af ord er vigtig i enhver tale. Det var særligt vigtigt, da jeg hjalp til med at skrive præsidentens breve til den sovjetiske leder Khrusjtjov under Cuba-krisen.
I sine udenrigspolitiske taler undgik JFK at falde i den terminologiske fælde, den udbredte tendens til at forsyne grupper med betegnelser, der anbragte dem uden for forhandlingsrækkevidde, såsom "kommunister" eller "fjender" eller "onde".
Han brugte tit metaforer, ikke mindst fra søfarten, som han kendte mere til end jeg. Men han forfaldt ikke til lemfældig brug af krigsmetaforen – han erklærede aldrig krig mod kræft eller krig mod kriminalitet. (…)
3 – Organiser teksten for at forenkle, tydeliggøre og understrege
En tale bør forløbe logisk ud fra en disposition. Giv pointerne numre i de tilfælde, hvor det er passende. Hvert nummereret afsnit kan begynde med de samme par ord. Der bør være et stramt organiseret, sammenhængende og konsekvent tema – en regel, der blev bestyrket af Churchills kritik af en modstanders tale: "That pudding has no theme."
Når for mange arbejder på den samme tale, kommer sammenhængen og konsekvensen til at lide under det. Mange kan komme med forslag og rettelser, men kun én kan føre pennen for alvor.
4 – Brug variation og litterære virkemidler, så folk kan huske talen, ikke så det forvirrer og distraherer
Bogstavrim og gentagelser kan få folk til at huske en tale – og det samme gælder "den vendbare regnfrakke", en anden teknik, som JFK og jeg af og til benyttede, og som ofte blev parodieret.
Lærde analytikere kaldte det for kiasme, et ord, der var nyt for mig, men betegnelsen på et klassisk litterært virkemiddel. "Lad os aldrig forhandle af frygt, men lad os aldrig frygte at forhandle." "Lad os bringe den absolutte evne til at ødelægge andre nationer under den absolutte kontrol af alle nationer" (fra JFK's indsættelsestale).
Et andet virkemiddel, jeg gjorde brug af – og har holdt af siden barndommen – var rim. Til dels som følge af at have set rimede reklameskilte for Burma Shave-barberskum langs vejene i Nebraska på familieture i min barndom, har jeg altid kunnet lide at læse og lytte til alle slags digte og vers fra børnerim til limericker til lejlighedsdigte.
Som taleskriver fandt jeg ud af, at ord, der næsten rimede, var lettere at huske og trængte bedre igennem: "Let every nation know … that we shall oppose any foe."
I disse tilfælde er testen ikke at spørge om, hvad det betyder, men hvordan det lyder.
Personlige erfaringer er mere troværdige vidnesbyrd og noget, som tilhøreren vil være tilbøjelig til at huske. Det rette citat fra den rette person kan hjælpe. Man skal ikke begære sin næstes tale i sin helhed, men man skal heller ikke skamme sig over at pynte lidt på en gammel statsmands gode replikker eller bruge dem i en anden kontekst, når bare man henviser til kilden eller citerer ophavsmanden med navns nævnelse.
Ligesom der ikke er nogen nye vittigheder i verden, er der også kun meget få epigrammer, vendinger eller sågar ideer til taler, der er helt nye. Næsten hver en linje fra næsten hver en stor tale kan siges at minde om eller være om end nok så løseligt forbundet med noget, nogen har sagt et andet sted engang. (…)
Kennedy kunne godt lide at smykke sine taler med citater fra så forskelligartede kilder som overhovedet muligt: Hemingway, Shaw, Aristoteles, Sokrates, Perikles, Demosthenes, Solon og Pindar. En amerikansk politiker spurgte mig engang, om Kennedys hyppige referencer til oldgræsk filosofi og kultur var udtryk for et forsøg på at bejle til de græsk-amerikanske vælgere i Massachusetts eller resten af landet. Den pågældende politiker delte åbenbart ikke JFK's lidenskab for historie. (…)
Ironisk nok bliver JFK nogle gange i taler citeret for bemærkninger, som i forvejen var citater fra andre. Da jeg i det første år hos Kennedy arbejdede med de økonomiske problemer i New England, lagde jeg mærke til, at regionens handelskammer, New England Council, havde et tankevækkende motto: "Når tidevandet stiger,løfter det alle bådene."
JFK gjorde ofte brug af den bemærkning, og nu bliver den brugt af andre, der anfører den som et citat fra ham. (I George W. Bushs regeringsperiode, der var en gylden tid for velhavere, beskrev en kritiker Bushs motto som "Når tidevandet stiger, løfter det alle lystbådene"). (…)
Nogle politiske kommentatorer har sagt, at Kennedys taler ved valgkampen i 1960 muligvis "begik den fejl at overvurdere den amerikanske befolknings belæsthed og intelligens". Muligvis, men Kennedy vandt, hvilket viser, at både han og den amerikanske befolkning var en del klogere end visse politiske kommentatorer.
5 – Brug højtideligt, men ikke svulstigt sprog
For at parafrasere Browning: "En nation bør række højere, end den kan nå – hvad skal man ellers med en præsident?"
En præsident, der løfter sine landsmænds blik op og ud over deres daglige pligter, en præsident, der tilbyder håb til verdens fattige og nødlidende, en præsident, hvis ord får landets unge drømmere til at føle, at der er nogen, der lytter og forstår dem – en sådan præsident må nødvendigvis skaffe sig fjender og i sidste ende skuffe andre, men når han taler, udfylder han ikke desto mindre en grundlæggende rolle som nationens leder i overensstemmelse med grundlovsfædrenes vision om landet som en ledestjerne for resten af verden.
JFK og jeg forsøgte at gøre hans taler højstemte, men samtidig enkle; ikke tale ned til publikum, men sørge for, at sætningerne var korte, ordene letforståelige og strukturen og ideerne tydelige. Han fremsatte direkte udsagn uden "måske" eller "muligvis", fremførte klare, gennemtænkte begreber om, hvor vi var på vej hen som nation, og hvad vi skulle gøre som folk. Hans taler var præget af værdighed, men holdt i almindeligt hverdagssprog og rummede aldrig noget, der ikke kunne forstås umiddelbart af gennemsnitstilhøreren.(…)
6 – Ideer med indhold er den vigtigste del af enhver tale
En storslået tale er storslået, fordi den formidler vigtige ideer – principper, værdier, beslutninger. Hvis ideerne er storslåede, vil talen også være det, også selv om ordene er prosaiske. Men smukke, udtryksfulde og himmelstræbende ord skaber ikke en storslået tale, hvis ideerne er kedelige, indholdsløse eller smålige.
De politikere, der igennem de seneste 40 år har forsøgt at gøre Kennedys succes på talerstolen efter, glemmer, at hans bedste taler ikke bevægede folk på grund af de storladne formuleringer, som stort set enhver skribler i Det Hvide Hus ville kunne efterligne, men på grund af de storslåede ideer.
Den, der skriver den endelige version af talen, har mulighed for at få indflydelse på den endelige udformning af disse ideer. Jeg sagde engang i spøg ved en stabssammenkomst, at det gamle udtryk "Lad mig skrive landets sange, så er jeg ligeglad med, hvem der skriver dets love", ville være endnu bedre, hvis man sagde "taler" i stedet for sange.
Hver eneste gang jeg skulle skrive en tale, gik jeg til opgaven, som om talen engang ville stå under Kennedys navn i en samling af verdens største taler. Det var måske ubeskedent og prætentiøst, men det motiverede mig til at skrive elegant prosa og korrekt sprog. (…)
Men når alt kommer til alt, er en tale – selv en højstemt, elegant tale – stadig kun en tale. Det er ikke nok at sige tingene. En tale kan åbne folks øjne ved at beskrive, hvordan tingene er, og nogle gange kan den bevæge deres hjerter ved at beskrive, hvordan tingene burde være, men kun sjældent kan en tale i sig selv ændre folks skæbne ved at bestemme eller lave om på, hvad der vil ske.
Den har heller ikke gyldighed som en lov. Den forsøger at overtale folk til at ændre synspunkter, men den repræsenterer måske kun talerens eller hans magtesløse taleskrivers synspunkt. Det er en sjælden taler, der formår at få andre til at lytte, og, hvis de lytter, få dem til at handle, og, hvis de handler, få dem til at gøre det på den måde, han tilråder.
Ikke desto mindre vil jeg ikke afvise potentialet i den rette tale om det rette emne holdt af den rette taler på den rette måde på rette tid og sted. Den kan tænde en brand, få folk til at ændre opfattelse, åbne deres øjne, flytte deres stemmer, bringe håb ind i deres liv og på alle disse måder ændre verden. Jeg ved det. Jeg så det ske.
Billede og uddrag fra Ted Sorensens "PRÆSIDENTENS MAND", med tilladelse fra Gads Forlag
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg synes godt om denne artikel. Det kan være, fordi jeg er vokset op i USA i den tid hvor Ted Sørensen skrev de gode taler. Men også fordi jeg er træt af at lytte til politikere tale mangement-speak. Jeg gider ikke høre om hvorfor de ikke forstår at kommunikere deres budskab ud til vælgerne. Der bruges for mange ord på for lidt indhold. Den basale respekt for andres - ikke mindst seernes, lytternes- vælgernes tid- mangler. Det første bud hos Ted Sørensen: begrænsningens kunst.