search

Opskriften er tillid

 

 

Jim Marshall er ikonet blandt musikfotografer i USA. Gennem 40 år er rockens og jazzens legender blevet udødeliggjort i hans Leica-linse, men Rolling Stone magasinets mest berygtede fotograf nøjedes ikke bare med at tage billeder. Han festede og turede med stjernerne længe inden pr-agenternes overtag, hvilket skabte en sjælden nærhed, som skinner igennem Marshalls værker.

Jim Marhalls viktorianske træhus i midten af San Francisco er som en visuel jungle. Hvert rum bugner med arkivskabe, der sammenlagt indeholder over 20.000 ruller film. Billeder står op ad væggene, hænger på dørene eller er sømmet op over kaminen. Overalt flyder det med papirer, opklistrede notater og fotomagasiner.

Den smalle indgang fungerer som husets hoved-galleri. Her bliver folk budt velkommen af en råt udseende Miles Davis i en boksering, Yoko Ono giver husets ejer et knus, og Bob Marley stirrer ud af vinduet i sin turbus. Marshalls fotografier har altid fået skyld for at være hudløst ærlige. Et billede af Janis Jop-lin med uglet hår henslængt i en sofa i selskab med en flaske Southern Comfort falder bestemt i den kategori. Mange mente, at Jop-lin var grim på det billede, men selv kunne hun godt lide det.

"Det var sådan, jeg følte mig den dag. Lousy," fortæller Jim Marshall, at hun sagde til ham, da hun så fotoet.
Ved siden af hænger billedet af forsanger Robert Plant fra Led Zeppelin, som med et underfundigt grin stirrer ud over altanen på Hyatt hotellet i Los Angeles. Det var en af de opgaver, hvor Jim Marshall lagde et par alen til sit rygte, idet han hjalp zeppelinerne med at drukne et flygel i swimmingpoolen.

 

Vi skal alle dø
Midt i det grafiske virvar byder Marshall velkommen. Han skal lige have åbnet sin post først og smider lystigt regninger over i en stor spand i et hjørne.

"Ha, ha. Sådan gør man det, dem kigger jeg på en anden dag. Ved du, hvad Camus (den eksistentialistiske forfatter Albert Camus, red) sagde? Der er kun en ting her i livet, som man skal gøre, og det er at dø. Så kan alt andet jo sådan set være lige meget. Det er nok det mest kyniske, jeg nogensinde har hørt, men det sætter da nogle tanker i gang," siger han veloplagt.

Postsorteringen stopper brat ved synet af et auktionsmagasin over gamle Leica fotografi-apparater. Marshall flår magasinet ud af kuverten og kigger kærligt ned over siderne. Juvelen i magasinet er en velholdt Leica MP-261 fra 1961, som der kun blev fremstillet 500 af i verden. Kameraet koster på den gode side af 140.000 kroner, men det gør mindre. Ud af en skuffe hiver Marshall en gulnet scrapbog, som er helt tilbage fra barndommen i 40erne. Side op og side ned har den aspirerende fotograf klistret billeder af kameraer ind og sirligt skrevet prisen ovenover.

"Jeg tror, min interesse for at fotografere begyndte, da jeg så et billede af mig selv på skolens atletikbane. Det var lykkedes fotografen at indkapsle mine bevægelser krystalklart, og siden det billede har jeg søgt efter den fornemmelse," siger han.

 

Beatpoeter og soulfood
Jim Marshall købte sit første Leica på afbetaling, mens han gik i gymnasiet, og begyndte at fotografere de kønne piger og livet rundt på coffeshops'ene i San Franciscos North Beach kvarter, hvor de spirende beat-skribenter var begyndt at hænge ud. Men selv om Jim Mar-shall altid rendte rundt med en paperback af Camus i lommen, var det musikken der trak, og han opgav derfor sit job som sælger af forsikringer og scootere for en usikker karriere som freelancefotograf. Marshall gør klar til at fortælle, men bliver afbrudt af telefonen. Det er en gammel ven, som vil have Marshall med i en udstilling på grund af nogle gode fotos af jazzmusikeren Canonball Adderley.

"Første gang jeg mødte Adderley var i 1960, hvor jeg havde taget bussen ud til Las Vegas. Jeg sov på gulvet i hans motelværelse, og jeg glemmer aldrig en gang midt om natten, hvor vi kom hjem, og han pludselig fik lyst til soulfood. Skøre idiot, hvor vil du finde det henne på den her tid af natten?, sagde jeg til ham. Men Adderley var stædig, og vi kørte over på den anden side af jernbanesporene til de farvedes kvarter. Vi fandt et lillebitte sted, hvor vi måtte spise i hold, fordi der skulle være nogen ude i bilen til at passe på instrumenterne. Det er en nat, man husker," fortæller Jim Marshall.

Samme år solgte han sit første billede af jazzsangerinden Bev Kelly til Riverside Records for 25 dollars.

"25 dollars! Det var en formue for mig den-gang. Min husleje var 34 dollars om måneden, så du kan nok regne ud, at jeg var stjernelykkelig," siger han.

 

Glem Photoshop
En serie portrætter af John Coltrane fik herefter Marshalls navn ud i offentligheden og blev starten på en karriere, som indtil nu har inkluderet over 500 albumcovers samt mange års arbejde for musikbladet Rolling Stone og talrige andre magasiner. Med tiden fik Mar-shall råd til flere kameraer og opererer normalt med fem til ni Leica'er over skulderen.

"På den måde kan jeg hurtigt skifte linse, når motivet kræver det. Jeg har aldrig været tilhænger af at rette til i mørkekammeret," siger han.

På spørgsmålet, om han har taget digitalkameraer og Photoshop til sig, ser han lige så fornærmet ud, som da intervieweren tidligere i samtalen forvekslede en af hans flasker single malt whisky med blandingsproduktet Famous Grouse.

"Photoshop! Hvis du ikke har billedet til at begynde med, så har du ikke billedet – færdig. Det er også meget sjældent, at jeg overhovedet beskærer mine billeder eller bruger blitz. Jeg sidder heller ikke derhjemme og planlægger i detaljer før en opgave. Det gælder om at være tilstede i øjeblikket, og hvis du kan fange det, så det fastfryses i historien, så er det et godt billede," siger han.

 

Uforglemmelige øjeblikke
Den succesfulde fotograf hiver auktionsmagasinet med kameraerne frem igen.

"Jeg ringer ind og tilbyder 100 dollars mere end højestbydende," proklamerer Mar-shall, som med tiden er blevet velhavende på sine billeder. Mens han fortæller, underskriver han i en lind strøm fotografier, som skal sendes til et galleri i Los Angeles samme eftermiddag. Hvert signeret eksemplar er mellem 10 og 20.000 kroner værd.

Dateringen på nogle af værkerne kan Marshall huske i hovedet. Billedet af John Lennon er taget 28. september 1966, da han som den eneste fotograf fik adgang backstage til Beatles sidste koncert. Hans nok mest berømte billede af en solospillende Jimi Hendrix med armen i vejret er taget 17. juni 1967 på Monterey Pop Festival.

"Nogle gange så ved man bare, at man har taget billedet. Man får et sug i maven," siger han henført.

 

Omringede indianere
Jim Marshall er dog ikke så produktiv mere, som han var engang. I dag kommer hovedindtægten fra genoptryk af hans billeder hovedsagligt fra 60erne og 70erne, selv om den 66-årige fotograf dog stadig arbejder af og til. Han er lige kommet hjem fra en tur til den amerikanske østkyst, hvor han har fulgt forsangeren fra Smashing Pumpkins nye band, Zwan. Men generelt kan han ikke lide den udvikling, hvor pr-folkene totalt har overtaget koncerterne og musikerne.

"Vi fotografer føler os efterhånden som indianere med cowboys galopperende i en cirkel rundt om os. Der er altid et eller andet røvhul, som kommer rendende og spørger efter mit adgangskort. Engang handlede det om tillid: "Stoler du på mig, så kan jeg tage nogle fantastiske billeder." I dag kan man måske få lov til at tage billeder af de to første numre, og det gider jeg simpelthen ikke. Hvis jeg ikke kan få lov til at fotografere på mine betingelser, så kan de godt glemme det," siger han bestemt og tilføjer, at han på den anden side godt kan forstå, at musikerne i dag har bygget et forsvarsværk op omkring sig.

"Mange af fotograferne i faget er blevet ludere og gør alt, hvad de kan, for at sælge krænkende billeder, og dér er forskellen. Et er at tage et billede af en musiker i et intenst øjeblik. Noget andet er at invadere vedkommendes privatliv. I de 40 år, jeg har fotograferet, har jeg aldrig fået klager over de motiver, som jeg har offentliggjort," fortæller han stolt.

 

Ingen salg til ignoranter
Det er heller ikke alle og enhver, som han nødvendigvis har lyst til at sælge til. Hvis folk på forhånd demonstrerer en uvidenhed om motiverne, kan de godt glemme det.

"Jeg blev ringet op af en kvinde fra et livsstilsmagasin, som ville købe et billede af Keith Richards ombord i et fly. Det billede har jeg aldrig taget, svarede jeg, på trods af hendes insisteren. Jeg har taget et billede af Mick Jagger ombord i et fly, og hvis du ikke kan se forskellen, så kan det være lige meget, farvel," skumler Mar-shall.

Nogle af hans kendte fans er for eksempel Michael Douglas og mangemillionæren Steven Bing. Sidstnævnte er også modtager af et billede i dagens forsendelse, som forestiller sangeren Gordon Lightfoot. "Det billede har hængt i den Republikanske komités mødelokale, mange hilsner George Bush", skriver Marshall grinende bagpå til Bing, som er en kendt støtte af demokraterne.

 

Højreorienteret røvhul
De, som tror, at Marshall er et 68-produkt med frelste venstreorienterede meninger om verdens tilstand, tager grueligt fejl. Personligt mener han, at Irak burde blive en nuklear ørken, og at Hillary Clinton er det værste, der nogensinde er sket for USA. Til gengæld ville han lægge sig ud foran en lastbil for Barbara Bush. En mening, han godt ved ikke falder helt i tråd med mange af hans gamle venners overbevisning.

"De ved godt, at jeg er et højreorienteret røvhul. Vi prøver bare at lade være med at diskutere politik," siger han.

Det er dog langt fra alle kändisser, som han kommer overens med, Barbara Streisand har fået råt for usødet. Madonna mente, hun skulle have en discount for køb af hans billeder, bare fordi hun var kendt. Sidst gik det ud over Sheryl Crow, som ifølge ham er en primadonna, fordi hun krediterede sig selv for tekster, som et af hendes bandmedlemmer havde skrevet.

 

Copyright-vendetta
Det er noget, Hr. Marshall ikke kan klare. Copyright overtrædelser er blevet hans store kæphest, fordi folk konstant kopierer hans værker. Et af de seneste eksempler var tøjkæden Urban Outfitters, som lavede en t-shirt med et print af Johnny Cash i San Quentin fængslet med skråt-op-fingeren fremme. Marshall opdagede fadæsen en dag i L.A, hvor han kommer gående hen ad gaden med nogle venner. Da han ser t-shirts'ene i vinduet, slår han glædesstrålende ud med armene: "Middag på min regning, venner!" Både hans gode ven Johnny Cash og han selv fik et klækkeligt beløb ud af sagsanlægget.

En anden fotograf havde taget fornærmelsen til et endnu højere niveau og sat sit eget navn under et af Marshalls billeder.

"Min advokat ringede til ham og sagde: "Vær du glad for, at Marshall ikke er på coke mere, for så havde han skudt dig på stedet," siger Marshall faretruende og påstår, at han med sine 66 år på bagen er begyndt at skære ned på stofferne. Våben har han til gengæld ikke vendt ryggen.

"Jeg er egentlig ikke så meget for moderne teknik, bortset fra Leica'erne, telefoner og håndvåben," fortæller han.

 

Som i "Dommedag Nu"
Skuespilleren Dennis Hopper sagde engang, at han havde baseret sin rolle som rablende gal fotojournalist i Francis Ford Coppolas berømte Vietnam-film "Dommedag Nu" (Apocalypse Now) på Jim Marshall.

"Det skal nok passe, jeg kan være temmelig umulig engang imellem," indrømmer Marshall, som også er kendt for at give redaktører grå hår i hovedet med sin krævende opførsel, møde beruset op til receptioner og true folk med et af sine våben.

"Min første pistol købte jeg i 1962 af David Crosby (fra Crosby, Stills, Nash & Young)," fortæller han stolt.

På Woodstock-festivalen, hvor han deltog som den primære fotograf, bar han en.380 Walther PPK i bæltet. Når han skal beskrive, hvordan han tager billeder, kommer våbenterminologien også frem.

"Det er samme disciplin som en snigskytte. Man venter på det rigtige øjeblik, tager sigte og skyder. Uden at ryste på hånden."l

 

Jim Marshall
66-årige Jim Marshall har gennem de seneste fire årtier arbejdet som freelancer for en lang række magasiner såsom Newsweek, Look, Life, Time og Rolling Stone.
Hans fotos pryder knap 600 album covers og talrige bogomslag.
En større samling af hans fotos kom første gang i bogform i 1973 i bogen Shooting Stars redigeret af Annie Leibovitz.
I 1997 udkom bogen Not Fade Away, med de bedste af hans rock'n'roll fotos.
I 1999 var han medforfatter på bogen Early Dylan (begge bøger er på Amazon.com), og han arbejder i øjeblikket på en fotobog om jazzmusikere.
På http://www.marshallphoto.com/ kan man kigge indenfor i Jim Marshalls imponerende galleri af musikere lige fra Ray Charles til Red Hot Chili Peppers. I alt cirka 500 musikere er listet her. Da siden åbnede i 1996, havde den 93.000 besøgende den første uge.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen