Niels Lindvig viste sin suveræne dygtighed som programvært med mere den 31. december i et program for voksne mennesker, nemlig ’Nytårskur/Årskrøniken’. Programmet varede tre timer, hvilket gav en flot mulighed for at komme igennem det forgangne års vigtigste udenrigspolitik. Det trak desuden de politiske perspektiver ind i 2015 og havde en masse kompetente og dygtige journalister blandt de medvirkende. Derfor må man som licensbetaler undre sig over, hvorfor i alverden DR vælger at afskedige en så begavet og erfaren journalist som Niels Lindvig? DR ønsker åbenbart at forblive et småpludrende P1, hvor journalister, helst altid to og to, kan underholde sig med sig selv og forskellige kendisser. Jeg håber, at et valg i 2015 giver os en regering, som vil rydde op i DR fra øverst til nederst, og her ville en halvering af DR’s budget være et godt og overkommeligt mål. Faktisk kan dette nås alene ved at beskære de utallige programmer, herunder utallige genudsendelser, som DR sender, som langt mere naturligt kunne sendes af de kommercielle udbydere. Som minimum bør DR-licensen nedsættes til cirka 500-800 kr. pr. år pr. familie. Dette beløb kan godt dække DR’s public service-kontrakter.
NB: Der er mange mennesker, der kontakter mig vedrørende mine holdninger til DR, og der opfordres til selv i højere grad at give sig til kende i denne sag, såvel pro som contra DR.
Kjeld Krageskov, Slagelse
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.