Oprørsgruppe vil af med Berlingske-ejer

Berlingske-koncernens øverste top er ude i nyt stormvejr. Investorerne truer med et oprør mod David Montgomery, grundlæggeren af Mecom, der ejer Berlingske Media. Nyt navn allerede i spil, skriver Financial Times. Bestyrelsen er imod.

Berlingske-koncernens øverste top er ude i nyt stormvejr. Investorerne truer med et oprør mod David Montgomery, grundlæggeren af Mecom, der ejer Berlingske Media. Nyt navn allerede i spil, skriver Financial Times. Bestyrelsen er imod.

Situationen er nærmest den stik modsatte af udviklingen for et år siden. Dengang var det en gruppe af direktører, der forsøgte at afsætte David Montgomery i en aktion, som blev betegnet som et kup.

Mytteriet slog imidlertid fejl, og i stedet blev seks direktører smidt på porten.

Kort efter blev sædet under Mecoms øverste chef, David Montgomery, dog igen rødglødende. Flere af de firmaer, der ejer Mecom, ville have ham strittet ud.

Og nu er der så på ny et oprør under opsejling.

Denne gang har to af investorerne i Mecom, Aviva og Legal & General, henvendt sig til Mecom-bestyrelsen og gjort opmærksom på, at de er utilfredse med David Montgomerys ledelse. I stedet har de foreslået, at Patrick Tillieux, tidligere koncernchef for SBS og nuværende fungerende chef for ProSiebenSat.1, skal overtage styringen. Det skriver Financial Times i dag baseret på anonyme kilder tæt på toppen.

Mecoms bestyrelse har dog enstemmigt afvist Patrick Tillieux og oprørernes business plan. Ikke desto mindre ulmer oprøret fortsat, og investorerne overvejer nu angiveligt at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling.

Financial Times' kilde oplyser, at investorerne tilsyneladende har støtte fra tilstrækkeligt med aktionærer til at kunne gennemtrumfe en udskiftning.

David Montgomery har længe været en kontroversiel figur i den europæiske mediebranche og blev allerede for mange år siden upopulær blandt journalister i Storbritannien, da han som chef for Mirror Group Newspapers gennemførte voldsomme besparelser og fyringer blandt faste medarbejdere.

Han har tillige været rå i forhold til fagforeninger, som han meget tidligt erklærede krig.

Men trods store vanskeligheder og voldsomme kursfald for hans relativt nye mediekoncern, Mecom, så fik han alligevel en stribe banker med på at skyde nødvendige penge i koncernen for halvandet år siden.

Forinden var der gjort et stort arbejde på at skære ned og ind til benet. Alene i 2009 blev der sammenlagt fjernet 850 fuldtidsstillinger. Og efterfølgende meddelte Montgomery, at man kun var halvvejs i mål.

Hvad den nuværende uro vil føre til, er uvist, og Mecom har ifølge Financial Times afvist at kommentere situationen.

Mecom ejer foruden Berlingske Media en række avis- og mediekoncerner i Holland, Norge og Polen.

0 Kommentarer