Forestilling: Hospitalet

Et samarbejde mellem Aarhus Teater og Sort/Hvid.
Forfattere: Christian Lollike. Medforfatter Sigrid Johannesen

Iscenesættelse Runar Hodne. Scenografi og kostumedesign: Franciska Zahle. Lysdesign: Anders Kjems. Lyddesign: Kim Engelbredt. Medvirkende: Mette Døssing, Kjartan Hansen, Thomas Mørk, Patricia Schumann, Kristian Holm Joensen, Nanna Bøttcher, Inge Sofie Skovbo, Mette Klakstein Wiberg

Anmelder: Mikkel Ottow, dramaturg og kulturkonsulent

Sundhedsvæsnet er et af danskernes yndlingsemner. Der går sjældent en dag, uden at vi læser endnu en delevenlig historie om endnu et svigt eller endnu en skandale i sundhedsvæsnet. Det faktum er naturligvis ikke gået dansk teaters helt store samfundsrevsers næse forbi. Dramatiker Christian Lollike har vundet samtlige teaterpriser i Danmark, og han er en af vor tids mest toneangivende kunstnere.

Forestillingen ’Hospitalet’ har han skrevet sammen med Sigrid Johannesen, og den er instrueret af den norske instruktør Runar Hodne. Det er der blevet en stærkt underholdende, ulækker, tragisk og voldsomt kritisk historie ud af, der hænger sundhedsvæsnet og dets udfordringer op med hovedet gennem løkken og til sidst helt sparker skamlen væk under det med bidsk absurditet.

Christian Lollikes svada starter allerede i forestillingens program: ”Jeg mener på mange måder, at sygeplejeløftet, og det, at det er et kald at være sygeplejerske, er en narresut. Man fastholder sygeplejerskerne i en såkaldt ædel-tankegang, samtidig med at man giver dem lav løn og dårligere vilkår. Det er i det sammenstød, mellem kald og idéen om at sætte sig selv til side, SAMTIDIG med at man forlanger nøjeregnende effektivisering og timetælling, der går noget helt galt.”

Tiden er lov og dommer

Scenen er sat på et hospital komplet med hospitalsklovne i guld, kitler og kliniske hvide, grå og mintgrønne farver. Her venter patienterne på dødsdomme, mens jagede læger og sygeplejersker med trætte røde øjne prøver at opretholde en facade af ro. Patricia Schumann er oversygeplejersken, der som den gode elev i klassen troligt kalder til samling: ”Ledelsen siger, vi skal være mere effektive, samtalerne med patienterne skal være mere effektive, men vi må også gerne give effektive råd til ledelsen.”

Imens forsøger en slap-stick skøjtende ung læge i skikkelse af Kjartan Hansen at tale sig sort ud af barske beskeder til ulykkelige patienter. En kvinde er bange for døden og vil gerne tale med en psykolog, men lægen har recepter på alt og et værn af uforståelige lægeord. En psykolog er der slet ikke brug for; ”en Stesolid kan sagtens tage det”. Sygeplejerskerne kaldes igen til møde, og denne gang udstyres de med en lille chip: ”Ligesom til et maraton”. Nu kan man meget nemmere effektivisere effektiviteten. Latteren ruller i teatersalen.

Patienterne rager rundt, råber og rusker i personalet. De vil dø nu. De vil ikke dø endnu. Ansvarslæsset vælter for forestillingens hovedperson. Mette Døssing spiller forrygende som sygeplejersken, der af al magt leder efter det rette at gøre – den rette sygeplejerske at være. Hun er selvvalgt gidsel i et galehus, som McMurphy i ’Gøgereden’, mens hun desperat forsøger at råbe det syge sygesystem op. Det er i hende, forestillingens største drama udspiller sig. For hvordan kan hun beholde sig selv og sit kald, nu hvor teknologi og effektiviseringens fremskridt har ophøjet tiden til lov og dommer.

”Fremover skal alle på stuen bedøves,” bekendtgør Schumann. ”Takket være bedøvelsen har vi jo fået bugt med dine overarbejdstimer.” En nedslidt sygeplejerske (Inge Sofie Skovbo) må til sidst indlægges med en ødelagt hofte og stress. Men hun lader sig indlægge på sit eget hospital. På den måde kan hun jo hjælpe til fra sit sygeleje, hvis andre bliver syge.

Vanvittigt underholdende

Hospitalet er først og fremmest vanvittigt underholdende med den ene groteske gimmick efter den anden. Men det er også en satirisk fortælling om et hospital, der i stigende grad er blevet som et autoværksted, hvor lægerne er mekanikere, og patienterne tingsliggjort på samlebånd. Moder Teresa må finde et andet sted i systemet at udøve sin næstekærlighed, for på hospitalet erstatter vi gerne et defekt røvhul med en stomipose, hvis det er hurtigere end naturens ueffektive helingsproces – og det uanset din egen blødsødne tilknytning til førnævnte røvhul.

Lollike, Johannesen og Hodnes systemkritik er forrygende velspillet teater. Velinstrueret, velkomponeret, og det efterlader mig fyldt med vægelsind. For sådan er det jo ikke i virkeligheden, vel?

5 stjerner herfra.