Tech

Opråb til politikerne: Stil disse 10 krav til techbranchen

Politikerne skal stille flere krav til techselskaberne, lyder det i et fælles opråb fra mediebranchen

Internationale techselskaber som Twitter, Facebook, Apple og Google er i dag så magtfulde samfundsaktører, at de har indflydelse på både demokratiet og ytringsfriheden i Danmark.

For eksempel optræder techselskaberne som gatekeeper for mange danskeres adgang til de publicistiske mediers indhold.

Derfor skal politikerne stille flere krav til techselskaberne, så de lever op til den samfundsvigtige rolle, de spiller i dag.

Sådan lyder opråbet i dag i et debatindlæg underskrevet af en bred kreds af medier – blandt andre Berlingske Medias koncernchef, Anders Krab-Johansen, DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, og Jysk Fynske Mediers administrerende direktør, Jesper Rosener.

Debatindlægget er blevet bragt på en række medier i dag og indeholder en ønskeliste med 10 fokuspunkter, som ”skal bidrage til at sikre, at de lovgivningsmæssige rammer afspejler den virkelige verden”.

”Vi ser frem til dialogen – både med politikere og tech. For selvfølgelig vil vi også fremover samarbejde med Google og Facebook og andre dygtige techvirksomheder. De er nødvendig infrastruktur for enhver virksomhed i det moderne samfund,” lyder det blandt andet i indlægget.

Branchens krav til tech

  1. Tech skal sikre, at danskerne nemt kan finde dansk publicistisk indhold
  2. Tech kan ikke censurere, fjerne eller ”flagge” mediernes indhold
  3. Tech skal give adgang til data om brugen af mediernes indhold hos tjenesterne. Vi skal vide, hvordan vores indhold bliver anvendt, så vi fortsat kan tage ansvar for vores indhold
  4. Tech skal sikre gennemsigtighed i de algoritmer, der prioriterer vores indhold, så vi fortsat kan skabe relevant indhold
  5. Tech skal deltage konstruktivt i forhandlinger med medierne om brugen af deres indhold
  6. Tech skal betale rettighedshaverne, når de skaber forretning ved brug af vores indhold, så vi kan geninvestere i nyt indhold
  7. Tech skal varsle ændringer, som har betydning for vores indhold, og det skal være muligt med dialog om væsentlige ændringer
  8. Tech skal sikre, at de kan kontaktes og svarer hurtigt og ordentligt på henvendelser og klager
  9. Tech skal tage ansvar, herunder følge og respektere danske lovgivning
  10. Tech skal bidrage konstruktivt til løsning af uenigheder ved mediation, nævn, voldgift med mere

 

0 Kommentarer