Helsingør Dagblads oplag er slet ikke steget, selvom det stod sort på hvidt i de kontrollerede oplagstal i sidste uge. En systemfejl vendte nedgang til fremgang.
1. marts udkom de kontrollerede oplagstal for danske medier i andet halvår af 2009. Det var glædelig læsning for Helsingør Dagblad. Den kriseramte avis var mod forventning gået frem med 4,5 procent.
Men glæden var kortvarig, for fremgangen skyldtes en systemfejl hos avisen. I virkeligheden var oplaget faldet med 6,4 procent, og avisen ligger dermed på linje med de fleste andre lokalavisers udvikling i perioden.
Fejlen ligger hos Helsingør Dagblad selv, der er kommet til at bruge oplagstallet fra 2007 i stedet for 2009, oplyser direktør hos Dansk Oplagskontrol, Thomas Jermiin, til Journalisten.dk.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.